BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Fire doubler på én lørdag ved Hvidovres veteranturnering. Langt mere end jeg længe har spillet inden for så kort tid.
Vores modstandere opdagede ikke min udmattethed, de tunge ben, men spillede mest på min makker, 58 årige Steen Hansen. Lige hvad han foretrækker. At være i gang. Få bolden. Tage ansvar.
Og så kan han forøvrigt stadig løbe solen sort!
Her er en personlig historie….…..om iltmangel, Covid langtidsbivirkningerne og mentalt velvære!
————— ▪️ —————
Efter at være opstartet på senior træningen igen, får jeg efter træningen kramper hver nat i læg og fødder.
Opstartet?
Hvad mener du?
Har du da nogensinde holdt pause siden begyndelsen af 70’erne?
Nej, ik sån rigtig! Jo måske én gang! I 2-3 måneder. Efter flytning fra Viby til Frederiksberg i 1996.
Her er historien…..
Ser du, i februar 2020, kort efter at have været i Mulhouse i Frankrig som tilskuer og autodidakt journalist og redaktør ved de individuelle franske mesterskaber, fik jeg det skidt i en periode over nogle uger.
Som jeg husker det. Det opleves som rigtig længe siden.
Der var tale om feber, der kom og gik. Hovedpine lige så. Generel utilpashed og stor træthed.
I det forår oplevede jeg også, at jeg på badmintonbanen, under fysisk pres, ved høj puls, fik problemer med vejrtrækningen. Eller rettere, at jeg ligesom ikke kunne få nok ilt ind og ud i kroppen, der derfor hurtigt manglede energi og på en måde syrede til. En underlig og ukendt måde at blive træt på. Ofte blev det kun til 15-30 minutter, før udmattelsen blev for stor.
Tidlig Covid? Måske! Den var her jo slet ikke på det tidspunkt. Officielt i hvert fald.
Trods hyppige besøg hos praktiserende læge og to års intensive undersøgelser på diverse sygehuse, midt under pandemien, af stort set alt relevant – hjerte, lunger, blod, hals, næse, røntgen, kontrastvæske, scanning, er der absolut intet fundet, der kan forklare de fysiske begrænsninger, jeg fortsat oplever.
Jeg var fx til scanning af blodårerne ved hjertet en søndag formiddag i Slagelse, mens samfundet var lukket ned. Intet. Men sikkert hundedyrt. Han var super-specialist og lavede kun dette i sin lægegerning – håndscanning af hjertet og dets blodårer.
Stor tak til sundhedssystemet🙏🏻
Efter halvandet år med nærmest ingen seniortræning og holdkampe, men til gengæld, som kompensation – men også fordi jeg gjorde det i forvejen og synes det er vildt sjovt og givende, ret meget spil med de 12-14 årige børn på Team Storstrøm træningen, gik jeg for nogle måneder siden i gang med seniortræning. Fu.. it, tænkte jeg, efter en periode med sorte og negative tanker.
“Genoptagelse” betyder nu 60-75 minutters spil med megen omtanke. Jeg forsøger at økonomisere med kræfterne, holde små mikropauser under spillet, pulsen nede, ikke smashe unødvendigt og i det hele taget være mere forudseende og påpasselig med energiforbruget. Noget jeg aldrig tidligere har haft brug for.
“Tilsyringen” og iltmanglen lurer konstant, mest i benene. De bliver tunge, udover at enhver bevægelse og ethvert slag kræver en ekstra kraftanstrengelse og bliver besværliggjort.
Hertil føjer sig de omtalte kramper. Jeg har selvfølgelig, lige som så mange andre, tidligere oplevet hyppige kramper efter en hård træning, men nu er det efter hver nok så nænsom en træningsindsats. Kramper i læggene og, som noget nyt, i fødderne – svangen og især tæerne. Det er sgu da mystisk. Hver nat efter en træning. Det er ikke voldsomme og smertefulde krampe, men nok til at vågne og få afbrudt søvnen. Tæerne stritter i kramper. Det føles underligt.
På den anden side…..og nu taler “sportsidioten”….
Kramper ➡️ kroppen mærkes ➡️ kroppen fortæller, at den er blevet brugt ➡️ frigivelse af postive signalstoffer ➡️ psykisk velvære!
Så simpelt…………og gakket er det, også!
Mon ikke vi er flere motionsfanatikere, der tænker sådan?. At ømhed, på grænsen til smerte, og kramper, er godt?! Ja, nærmer sig et fix. Et sportsfix! Som man i den grad kan blive afhængig af og savne enormt, når denne post-sportsoplevelse udebliver.
Som jeg gjorde det i halvandet år. Og som personer som jeg får mentale abstinenser over, og dermed tiltagende mørke tanker, dårlig energi og mindre overskud i hverdagen.
Min kæreste har været meget nøgtern – og benhård i hendes læggen øre til min ynk. Hun mener, det bare er alderen og dårlig form. Hun mener det dog kærligt og siger det med smil!
Jeg kom da også i tvivl undervejs og følte mig ynkelig og fuld af selvmedlidenhed.
Men hey, efter mere end 40 års badmintonspil og rimelig god fornemmelse og forståelse af kroppen, vil jeg dog mene, at jeg godt kan mærke forskel på dårlig form og noget “andet”, indtil videre udefinerbart.
Det gamle damplokomotiv kører igen. Langsommere.
Dinosauren er atter i gang.
Undersøgelserne fortsætter…….
Endnu har min kære tålmodige læge ikke nænsomt foreslået en psykolog!
————— ▪️ —————
Steen Hansen og jeg vendte glade, trætte og berusede, også over livet, hjem til den lille vandkantsby Vordingborg lørdag aften.
Vi vendte hjem med 3 sejre ud af 4. Langt over vores forventninger.
Vi vendte hjem med en flaske vin, hovedet fyldt af snak, grin og velvære.
Her, dagen efter, er kroppen mør og varmes på terrassen i solen.
Ingen……absolut ingen badminton eller bevægelse i dag!
Læs også…….⤵️🔽.
Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl
