Per Damkjær Juhl: USA badminton 1993

I forsommeren 1993 kvittede jeg bankjobbet, opsagde lejligheden, forærede mine ting væk/udlånte dem/pakkede dem ned, sagde adieu til (x)kæreste, venner og familie og rejste med en god opsparing og en enkeltbillet til United States of America. Uden hjemrejsedato. Uden planer. I nutiden eller fremtiden. Hverken overthere eller i DK. Skulle bare væk. Væk fra et liv, der var ved at kvæle mig langsomt.

Jeg tog ketsjer og badmintonsko med. Forud havde jeg nemlig fra det amerikanske badmintonforbund modtaget en liste over klubber i USA og hjemmefra kontaktet dem, som muligvis ville være på min rute ned langs østkysten og tværs over det nordamerikanske kontinent.

Første badminton klub var i New Orleans, som jeg kom til i starten af det varme og fugtige august, efter i bil at have været forbi New York, Niagara Falls i nord og yderste spids af Key West, Florida i syd. Jeg var inviteret til at bo hos en ældre pensioneret kvinde tilknyttet badmintonklubben. Hun boede down town i et klassisk sydstatshus i træ med veranda foran huset og pool i baghaven. Jeg blev en lille uge og spillede et par gange i ekstrem fugtige temperaturer i en hal med åbne vinduer øverst oppe hele vejen rundt ved loftet. Uden at være omklædte kørte vi efter spil til den lokale og blev tanket op, ikke som i Danmark med alkohol, men med burger, cola og is. Naturligvis.

Derfra gik turen til Shreveport, også Louisiana, ca 4-5 timers kørsel nord for NO, hvor en mand havde indbudt mig til badminton og overnatning. Jeg blev indlogeret hos hans bror i en ombygget carport med egen pool foran døren. I hovedhuset fik jeg dagligt serveret morgenmad af hushjælpen, en ældre “african-american” kvinde med store arme og brystmål. Jeg spillede to gange under det ophold. Første gang i en én baners hal med lavt, altså meget lavt loft. Anden gang i anderledes flotte rammer – i den lokale baptist kirkes idrætshal mod bl.a. en af præsterne. Indimellem var jeg kort inviteret hjem til mandens eget hjem, et “Dollars/Dallas” lignende hjem – han arbejdede indenfor on-shore oliebranchen, med buet indkørsel, meterhøje søjler ved indgangen og en nanny til at tage sig af husets syv børn. Jeg fik en kort audiens for paladsets hustru, en meget hvid og tynd kvinde.

Badminton hallen i New Orleans.
Badminton hallen i New Orleans.

I Houston, Texas spillede jeg et par timer i hallen til det lokale YMCA, hvor jeg i overnattede en enkelt nat med substistensløse og forhutlede personer. Her oplevede jeg, at alt sortnede da jeg ville rejse mig fra en stol efter én double og ét sæt single. Akut væske mangel. Selvom klokken var over 22.00.

Ankommet til Californien en lille måned senere spillede jeg nogle stævner i løbet af mit ophold i Folsom, nær Sacramento, hvor jeg boede og hjalp min fætter med at bygge et nyt hus op fra grunden.

Jeg “trænede” én gang hver anden uge i universitetscampussen i Davis, et par timers kørsel fra Sacramento, med Dean Choppe, tidligere top 5 i USA, og dennes kæreste, samt en enkelt gang i Manhattan Beach Badminton Club, i LA, i en rigtig badminton hal med grønne baner.

Stævnerne var i San Diego, nær grænsen til Mexico, San Francisco og Los Angeles.

Til stævnet i San Diego måtte jeg med tog fra Sacramento til San Francisco og derfra fly til San Diego. En rejse på 800 km. Men der var deltagere fra Chicago, ca 3.300 km og to tidszoner væk. I hallen var der intet omklædningsrum og ingen brusere. Jeg ved ikke, hvad de andre gjorde, men jeg fik en klatvask ved håndvasken på herretoilettet.

Til det ene stævne i San Francisco ledte jeg efter et omklædningsrum. Endelig fandt jeg et og var på vej ind, da en temmelig stor, bred og mørk footballspiller spærrede indgangen. Om jeg spillede tennis, spurgte han. Med en dyb bas stemme og sorte øjne, mindst et hoved højere end mig. Næh, badminton, svarede jeg. Get out, var hans kommentar. Jeg protesterede ikke, men fandt et toilet. Ingen badmintonspillere med mulige alternative sexuelle orienteringer end den accepterede heteroseksuelle, skulle ind i deres omklædning. En russer slog mig i singlefinalen. I doublefinalen var jeg det eksotiske element blandt amerikanere af kinesisk afstamning. De spillede lynende hurtigt, smash-opsamling, ægte tjuhbang og min bløde og taktiske tilgang faldt lidt udenfor konceptet. Men morsomt var det og de var vildt flinke – som alle amerikanere er det.

Når jeg var i San Francisco boede jeg hos min fætters tidligere svigerforældre af italiensk afstamning. Manden lavede den bedste pastasovs, jeg nogensinde har fået. Simret og nusset om i adskillige timer. Jeg nød desværre ikke maden i tilstrækkelig omfang. Efter mange timers badminton var jeg sulten og ikke så gourmetagtig i tilgangen til mad.

Engang var USA langt fremme i badminton. I dag er der længere mellem stjerneskuddene derfra.

Jeg oplevede til gengæld, at badminton byggede bro mellem nationaliteter, kulturer, farver, køn og sociale klasser. Jeg mødte åbenhed, venlighed og lethed til snak, igen klassisk Amerika, og hjembragte et par store, grimme pokaler i en total proppet rygsæk, da jeg vendte tilbage til lilleputlandet Danmark juleaftens dag. I sidste ende vandt hjemveen.

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

”Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, …