Jan Ø. Jørgensen misser også superseries-turneringerne i september, og dermed skydes et eventuelt comeback til tidligst Denmark Open i oktober.
Efter VM-afbuddet, der blev offentliggjort i juli, meddeler Jan Ø. Jørgensen nu i et interview med BT, at han også har meldt fra til superseries-turneringerne Korea Open og Japan Open. Dermed er et comeback udskudt til tidligst at ske ved oktober-måneds Denmark Open i Odense.
– Det bliver tidligst ved Denmark Open i oktober. Men der er ikke sat nogen tidshorisont på mit comeback, siger Jan Ø. Jørgensen til BT.
Jan Ø. er naturligvis ærgerlig over at misse VM-turneringen og næste måneds superseries-turneringer, men samtidig er afbuddene en nødvendighed for igen at kunne spille med om de store mesterskaber.
– Jeg bliver nødt til at trække stikket nu, hvis jeg på et tidspunkt vil spille med om titlerne igen, og jeg spiller altså ikke igen, før jeg tror, jeg kan vinde en turnering.
Nummer ti på verdensranglisten
Den tidligere verdenstoer må desuden se sig degraderet til en plads som nummer ti på den nyeste verdensrangliste. Dermed er det kun med nød og næppe, at Danmark har to spillere placeret i top ti. Når Jan Ø. Jørgensen i slutningen af måneden formentlig ryger ud af top ti, så bliver det første gang siden december 2014, at Danmark kun har én spiller blandt verdens ti bedste.
Samtidig bliver det første gang siden 2013, at Jan Ø. Jørgensen selv er at finde uden for verdensranglistens top ti.
Jan Ø. Jørgensen fortæller dog til BT, at han selv regner med at komme tilbage til den absolutte verdenselite.
– [..] jeg er fuldt overbevist om, at jeg kommer tilbage på højeste niveau. Også selvom det kan komme til at tage noget tid, siger Jan Ø. Jørgensen til BT.
Kilde: BT