Fruergaard og Thygesen har haft utrolig flot periode: Succes mod gode par ved Uber Cup gav os troen på mere

Loading

Sara Thygesen og Maiken Fruergaard har virkelig vist flotte takter i de sidste par måneder, hvor de er kommet langt i et par store turneringer. Her fortæller Fruergaard om succesen og om, hvad de tænker om, at det nu lige pludselig er muligt at nå sæsonfinalen. 

Succesen kan siges allerede at have taget sin start ved Uber Cup i maj. Her beviste Thygesen og Fruergaard i fraværret af Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, at de var opgaven voksen i forhold til at tage ansvar og spille nogle gode kampe mod de bedste par i verden. Blandt andet slog de her et stærkt koreansk par, der tilsammen havde vundet både OL- og VM-medaljer, samt bronze ved Uber Cup. Siden fulgte et par flotte resultater ved China og French Open, hvor de nåede kvartfinaler. I denne periode har de virkelig fundet en formel, der virker for dem:

– Vi har fundet et koncept, der virker i kampe i de store haller, hvor vi har spillet ofte i det sidste stykke tid. Desuden har vi i denne periode fokuseret på udvikling og ikke så meget på resultater. Det har givet et mindre pres på os. Det var derudover vigtigt for os at se ved Uber Cup, at det kunne lade sig gøre at slå et nogle af de rigtig gode par og ikke bare spille gode kampe mod dem. Det gav tro på, at det også kunne lade sig gøre fremover.

Så sent som ved French Open viste Thygesen og Fruergaard også mod det rigtig gode japanske par Yonemoto og Tanaka i en tung hal, at de fra start af var villige til at arbejde hårdt. Dette er en del af hemmeligheden bag deres fine resultater, og Fruergaard beskriver dette aspekt og et par andre her:

– Det handler om at vise selvtillid i kampsituationen, så man gør dem usikre, hvilket også betyder, at de ikke bliver så selvsikre. Vi skal dermed ikke være så ydmyge. Jeg arbejder desuden på at fylde mere ved nettet, så vi også er farlige, når jeg er der. Det drejer sig desuden om ikke bare at trykke på alt, når man er fremme, men at man varierer, så de er usikre på, hvad der sker.

– Derfor skal man også kunne spille nogle lange kampe, hvorfor vi har trænet meget fysisk. Så kan man dog også ramme de dårlige dage, hvor det er svært at løbe folk ned, fordi de ligeledes kan blive ved. Men generelt er fysikken bare så essentiel, fordi man tager flere rigtige valg, når man er fysisk ovenpå. Ofte har man nemlig en tendens til at vælge de nemme og forkerte valg, når man er træt.

Sæsonfinalen inden for rækkevidde

Lige pludselig er det også en mulighed at nå sæsonfinalerne, da de er nummer 12 listen over, hvem der skal spille ved disse. De otte bedste par deltager, og da der er en del japanske par, vil flere af disse blive sorteret fra, da et land kun må have et vis antal spillere med. Det er dog ikke noget, de har tænkt vildt meget over:

– Nej, det var først, da Kristoffer Møldrup(red. journalist fra Tv 2 Sport) nævnte det for os ved French Open, at det gik op for os. Vi har således ikke selv tænkt over det, men vil selvfølgelig vildt gerne med. Det er dog ikke sådan, at nu vi siger, at nu skal vi bare nå det for enhver pris. Det er selvfølgelig et mål, men ikke et vi har haft fokus på gennem sæsonen. Vi tænker nemlig som sagt mere på udvikling.

Hun fortsætter:

– Vi er således ikke så rutinerede endnu og har haft nogle enkelte gode resultater. Men vi skal stadig ramme nogle gode dage og holde hinanden op på, hvad vi skal arbejde på for at få nogle gode kampe herude og for at have en chance mod de bedste. Derfor skal vi bare blive ved med at fokusere på, hvad vi kan udvikle, hvad vi kan tage med fra hver kamp og på at prøve nye ting. Det handler nemlig om at få det til at virke på den lange bane.

I morgen kan du blandt andet læse om, hvad Fruergaard tænker om sammenfaldet med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersens stop og Fruergaard og Thygesens succes.

 

 

Læs også

Fruergaard før Uber Cup: Fedt at spille første damedouble, men der er pres på

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersens afbud til Uber Cup betyder, at Maiken Fruergaard og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.