Rasmus Fladberg (th) og Emil Holst (midt). Foto @ Annette Vollertzen

Polish Open: Flot af Holst – surt show for Fladberg

To af herresinglerne fra dansk badmintons anden bølge spillede til middag meget tætte opgør i Polish Open mod stærke asiatiske modstandere.

Emil Holst og Rasmus Fladberg er godt kendte navne i badmintonkredse, men uden for det forum, er det mere navne som Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen, der vækker genklang. Men de to talentfulde Solrød-drenge laver jævnligt gode resultater i internationale turneringer.

LCW afløser
I dag spillede de begge kvartfinaler mod stærke asiater. Rasmus Fladberg spillede rigtig flot mod Malaysias fortabte søn, Daren Liew. Den rolige malaysier var på et tidspunkt udset til at være Lee Chong Weis arvtager, da han vandt Superseries-turneringen French Open tilbage i 2012. Liew var også med på Malaysias Thomas Cup-hold sidste år. Men siden har blandt andet skader sendt ham ned på en verdensranglisteplacering som nummer 78.

Liew kom tilbage
Det er godt 30 pladser under Rasmus Fladberg (1), som startede dagens kamp svagt. For lidt tempo og for mange fejl. Det blev der rådet bod på i 2. og 3. sæt. Det kastede en 19-16 føring i tredje sæt og efterfølgende to matchbolde af sig, men Daren Liew (8) kæmpede sig tilbage, og vandt desværre med 25-23 i afgørende sæt. Surt show for Fladberg.

Holst i fin form
I en samtidig kamp var Emil Holst i gang mod Christie Jonatan. Holst spillede forrygende i sidste uge, hvor han kun knebent tabte til verdens-4’eren Srikanth Kidambi i tre sæt. Denne gang skulle der også tre sæt til. Den unge indoneser var faktisk nede i sækken i både 2. og 3. sæt, men for ivrigt spil af Emil Holst bragte scoren helt lige, 20-20 i sidste sæt.

Tæt på nettet
Netspillet er noget af det, som fungerer godt for danskeren, og det blev to tætte netdrop, der gav to fejl fra indonesiske Jonatan til slut. Dermed spillede Emil Holst sig med et primalskrig i semifinalen, og det må føles godt for ham at vinde et så tæt opgør. Forhåbentlig er der mere i vente.

Favoritværdighed
Fredag aften er Kestutis Navickas modstanderen, der skal slås. Det kan ligne en walk over mod en litauisk spiller, men Emil Holst er nu klar favorit, så det er en helt anden situation, der skal tackles. Forhåbentlig bliver den løst med udmærkelse.

Se alle resultater fra Polish Open 2015.

Læs også

Dobbelt succes i Ungarn

Det blev til to sejre til Hungarian International, hvor blandt andet danmarksmestrene i herredouble, Rasmus …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.