Ratchanok Intanon. Foto @ Daily News

Bag Ratchanoks succés: Mentaltræning og ny kæreste

Thailandske Ratchanok Intanon er verdens bedste damesingle badmintonspiller netop nu. Hun har alt, hvad der kræves for at være en verdensstjerne.

21-årige Ratchanok har vundet U-VM tre gange og VM som den yngste damesingle nogensinde. I weekenden vandt hun sin tredje Superseries-titel på tre uger, som den første singlespiller nogensinde. Resultaterne taler sit klare sprog.

May, som er Ratchanoks kælenavn, er et gudsbenådet badmintontalent, og hun har star quality. Hun er ydmyg og charmerende, og ved Superseries-finalerne i december blev hun tilmed kåret som den “Bedst klædte kvinde” ved gallaen.

Ratchanoks træner Pattapol Ngensrisuk fulgtes med den unge triumfator hjem fra Singapore, hvor en kæmpe fanskare og et stort medieopbud ventede. Han mener, at Ratchanoks imponerende udvikling skyldes mentalt arbejde.

– For at være en topspiller, skal du være stabil. Tidligere har May haft mange op- og nedture. Nogle gange har hun spillet virkelig godt, men ofte dårligt, fortæller Pattapol Ngensrisuk til The Nation.

– Så vi satte os ned og talte om tingene. Vi kom frem til tre indsatsområder, hun skulle få styr på. Det var fysisk form, teknik og vigtigst af alt, den mentale side af hendes spil.

– Mens hun kunne forbedre sin fysiske form og tekniske kunnen i et vist omfang, så var det det mentale aspekt, hun skulle fokusere på. Det begyndte hun på, før India Open (tre uger siden, red.).

Med en mere determineret og fokuseret indsats, viste Ratchanok markant fremgang, da hun viftede ærkerivalen Li Xuerui fra Kina af banen med en klar 21-17, 21-18 sejr i finalen i India Open. Derpå fulgte turneringsgevinster i Malaysia og Singapore, der markerede en historisk bedrift. Og på torsdag overtager hun angiveligt verdensranglistens førsteplads.

Der er blot en uge til, at Ratchanok skal forsvare sin titel ved de asiatiske mesterskaber, der finder sted samtidig med Europamesterskaberne. For at skåne sin guldfugl har hendes træner valgt at trappe ned for træningen.

– Jeg bemærkede under Singapore Open, at hendes benarbejde blev tydeligt langsommere efter 15 kampe på tre uger. Det var ikke, fordi hun ikke var i form.

– Hendes træningsmængde vil blive sat ned til to daglige pas fra de normale tre daglige pas, forklarer Pattapol.

Den nuværende verdenstoer fortalte ved ankomsten til Thailand, at hun var træt efter tre finaler på tre uger, men at hun var fortrøstningsfuld omkring at blive parat til de asiatiske mesterskaber.

– Mit mål er at forsvare min titel og forblive blandt de fire topseedede til OL, hvor jeg vil have medaljer med hjem fra, fortalte Ratchanok, der i lufthavnen fik overrakt blomster på vegne af de thailandske, kongelige prinsesser Bajra Kitiyabha og Sirivannavari Nariratana.

pannawit ratchanokHun tilføjede, at hendes forhold til badmintonspilleren Pannawit Thongnuam har motiveret hende til at yde sit allerbedste. Samtidig takkede hun sin nærmeste familie og venner, og sine fans for støtten, der har givet hende et betydeligt moralsk boost.

– Tak til mine fans, som altid støtter mig uanset om jeg vinder eller taber, sagde Ratchanok.

Kilde: The Nation

Læs også

VM: Dramatisk afslutning for eksverdensmester i damesingle

De spillede et brag af en kamp, Ratchanok Intanon fra Thailand, som vandt VM i …

3 Kommentarer

  1. “I weekenden vandt hun sin tredje Superseries-titel pÃ¥ stribe, som den første singlespiller nogensinde. ” Det er ikke korrekt. Li Xuerui, Wang Xin, Chen Long, Lin Dan, Lee Chong Wei og Sony Dwi Kuncoro har tidligere vundet 3 Superseries turneringer i streg.
    Det ville være korrekt hvis I skrev 3 Superseries tre uger i streg – det har kun Lee Yong Dae og Yoo Yeong Seong gjort før. Men den mulighed har sÃ¥ ogsÃ¥ kun eksisteret 3 gange nogensinde 🙂

  2. Tak for præciseringen, statsman 🙂