GBK KÅRET TIL ÅRETS UNGDOMSKLUB

Loading

Badminton Danmark har kåret Gentofte Badminton Klub, GBK, til Årets Ungdomsklub 2019. 

Uddelingen af prisen som Årets Ungdomsklub skete ved DM for Ungdom, der blev afviklet i weekenden, fire måneder forsinket pga. coronakrisen.

Formanden for ungdomsudvalget i Gentofte Badminton Klub, Gitte Pedersen, er stolt og glad for prisen:

”Vi har arbejdet målrettet på at blive en klub, som rummer både de børn, der har en drøm om at blive verdensmestre, og børn som kommer for at dyrke sport på motionsplan og hygge sig med vennerne. Badminton er en resultatorienteret sport, hvor der altid er en vinder og en taber – uafgjort findes ikke i badminton – men klubben skal være et helle, hvor der først og fremmest er plads til at udvikle sig,” siger Gitte Pedersen.

”Det er børn, vi har med at gøre, og i mange sammenhænge erderes hverdag fokuseret på resultater. Hos os ser trænerne på proces og udvikling mere end på sejre her og nu. Nogle af børnene har brug for at blive dygtigere teknisk, andre skal lære at fighte, mens andre igen er mentalt stærke, men har brug for at blive fysisk stærkere.”

Fotokilde: Badminton Danmark

For at tilgodese børnenes forskellige behov har medlemmerne af ungdomsudvalget brugt mange timer af sommerferien på at indplacere børnene på nye træningshold. Klubben har fx etableret et helt nyt hold for teenagere kaldet ’teenminton’, ligesom der er skabt en træning kun for piger kaldet ’girlpower’. Pigetræningen bliver anført af Josephine Frost, datter af den verdensberømte badmintonspiller Morten Frost, og en af klubbens andre stærke trænere Joshua Eipe.

”Badminton har de senere år haft svært ved at tiltrække og fastholde piger i sporten. Derfor har vi arbejdet målrettet med netop denne gruppe. Pigerne har brug for et socialt aspekt udover det sportslige. Det tilgodeser vi nu med en ren pigetræning, samtidig med at vi gennem de seneste par år har haft flere arrangementer for pigerne som fx badminton i mørke efterfulgt af pizza og overnatning i klubben. Men det er også vigtigt for pigerne at være sammen uden en ketsjer i hånden, derfor er vi meget glade for, at vi har fået tilskud fra Always #LikeAGirl Camp til et arrangement i sensommeren, hvor pigerne skal ud at klatre og efterfølgende hygge sig,” fortæller Gitte Pedersen.

Gentofte Badminton Klub ejer selv hallen på adressen Ved Stadion 4 og kan holde åbent næsten døgnet rundt året. For spillere, der drømmer om den store scene, er det optimale betingelser for træning. Samtidig kan de få hjælp til at forebygge skader hos Performancecenter og sparre med de allerbedste hos Peter Gade Academy, der begge har lejet sig ind hos GBK. 

Cheftræner Frank Larsen er også U17-landsholdstræner og garanterer sammen med den tidligere professionelle badmintonspiller Kasper Antonsen for, at træningen af de bedste ungdomsspillere er i topklasse. 

Indsatsen for at skabe gode rammer for klubbens børn og unge er et stort arbejde, og formanden for ungdomsudvalget lægger ikke skjul på, at det er tidkrævende.  Derfor forpligter klubben i den kommende sæson også både børnene og deres forældre til at gøre en indsats.

”Vi har skabt et nyt koncept, hvor både spillerne og deres forældre skal give en hånd med. Kravene er selvfølgelig gradueret efter, om barnet lige er begyndt i klubben eller er en af vores elitespillere. Men det er vigtigt, at børnene forstår, at deres indsats er værdsat fx som tællere, når vores seniorer spiller kampe mod andre klubber. Det samme gælder deres forældre, som vi gerne vilinddrage til at arrangere fx julebanko eller sommerfest. Vi har brug for både dem, der vil sidde i ungdomsudvalget en hel sæson, og dem der vil påtage sig enkeltstående opgaver,” siger Gitte Pedersen.

Opfordringen til alle omkring klubben til at involvere sig kommer på baggrund af en solid succes. Gentofte Badminton Klub har nu over 200 ungdomsspillere, og flere står på venteliste til klubbens træninger. Ventelisten er ikke blevet mindre, efter at mange børn har deltaget i kommunes Aktiv Sommer-program og har fået lyst til at spille badminton efter skoletid. Derfor har klubben også i år været nødt til at søge lokaler udenfor deres egne, og Gitte Pedersen er glad for, at Gentofte Hallen har sagt ja til at lade nogle af de unge spillere træne på deres baner. 

Klubbens ungdomsspillere og deres forældre har på en arbejdsdag været med til at gøre klubbens cafe til et endnu hyggeligere opholdssted med mulighed for at slappe af eller tage et brætspil før eller efter træning. Cafeen er også åben for forældre, der vil vente på deres børn, mens de træner.

”Som noget nyt indfører vi i denne sæson forældrefri træninger, for at både spillere og trænere kan have fuldt fokus på træningen. Samtidig beder vi forældre om at henvende sig til ungdomsudvalget, hvis de har spørgsmål til træningen i stedet for direkte til træneren. På den måde håber vi at give børnene og trænerne optimale rammer for en god træning. Alle spørgsmål om fx et barns indplacering på et hold vil blive taget op med den årgangsansvarlige træner. Desuden holder vi et opstartsmøde for ungdomsspillere og deres forældre, hvor vi fortæller om de nye tiltag,” fortæller Gitte Pedersen.

Tak for foto til Badmintonbladet.dk
Stort tillykke ????til GBK fra Badmintonbladet.dk

Læs også

EM • Resultater fra de to semifinaler i mix • D6 – Lørdagens kampe • LIVE på TV2 Sport & Play

Tyrkiet i 2 semifinaler! Herresingle med finsk deltagelse!Antonsen var i problemer i kvartfinalen mod useedede …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.