Mathias Christiansen overraskende EM-makker til Mathias Boe

Danmark skal til individuelt EM i Frankrig den 26. april til den 1. maj. Her skal Mathias Boe med et wildcard fra Badminton Europe for første gang spille sammen med Mathias Christiansen, fortæller Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Efter et succesrigt EM for hold i Kazan, Rusland, hvor både det danske herre- og damehold vandt guld, er turen nu kommet til det individuelle EM i Vendée, Frankrig.

I alt rejser 20 danske spillere til Frankrig, og glædeligt er det, at Mathias Boe og Mathias Christiansen har fået et wildcard, så de sammen kan stille op i herredouble.

– Jeg glæder mig rigtig meget. Boe er en, som jeg prøver at lære af til hver træning, så derfor glæder jeg mig til den læreproces, det er at spille med ham, siger Mathias Christiansen, der har fået sin badmintonopvækst på Bornholm.

Mens Mathias Boe tidligere har vundet guld ved EM i 2012 sammen med Carsten Mogensen, bliver det første gang, at Mathias Christiansen deltager. Det bliver samtidig første gang, at Mathias Boe og Mathias Christiansen stiller op til en turnering sammen.

– Nu skal vi træne sammen her i Brøndby Hallen op til mesterskabet, hvor vi skal have styr på nogle aftaler, og så må vi se, hvordan det går, siger Mathias Christiansen.

Debutanter og rutine
I truppen er der syv debutanter, som dermed skal spille EM for individuelle for første gang. Der er tale om Natalia Koch Rohde, Emil Holst, Sara Thygesen, Maiken Fruergaard, Niclas Nøhr, Mathias Christiansen og Lena Grebak.

Ved det seneste EM for individuelle i 2014 vandt Jan Ø. Jørgensen, Joachim Fischer/Christinna Pedersen og Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl guld til Danmark, og de vil have mulighed for at gentage den triumf, da de også er udtaget.

Landsholdstruppen til individuelt EM

Herredouble:
Mathias Boe/Mathias Christiansen, Odense BK/Gentofte
Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding, Skovshoved/Team Skælskør-Slagelse
Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen, Team Skælskør-Slagelse

Damesingle:
Line Kjærsfeldt, Værløse
Anna-Thea Madsen, Værløse
Natalia Koch Rohde, Skovshoved

Herresingle:
Jan Ø Jørgensen, Svenstrup
Viktor Axelsen, Værløse
Hans-Kristian Vittinghus, Team Skælskør-Slagelse
Emil Holst, Skovshoved

Damedouble:
Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen, Skovshoved
Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, Odense BK

Mixdouble:
Joachim Fischer/Christinna Pedersen, Skovshoved
Niclas Nøhr/Sara Thygesen, Solrød Strand/Odense BK
Mathias Christiansen/Lena Grebak, Gentofte/Solrød Strand

Læs også

Mathias Boe vinder stjernespækket double i den indiske liga

Der var ikke plads til tømmermænd i den indiske badmintonliga, Premier Badminton League (PBL), hvor …