Guldmatchen: Tanker fra en finaledag

Greve Strands cheftræner, Nadia Lyduch, har beskrevet sine tanker omkring, hvordan hun oplevede Guldmatch-dagen. Helt fra tidlig morgen til hun lagde hovedet på puden, får vi her hendes tanker på nærmeste hold.

Vækkeuret ringer som sædvanlig torsdag morgen kl. 6.20 d. 23/4. Jeg  står op og spiser morgenmad med ungerne, laver madpakker og alle de andre hverdagsting på sådan en almindelig torsdag…. “Vent det er jo ikke en almindelig torsdag. Det er finaledag. Greve mod SIF på Frederiksberg i aften…”, tænker jeg og synes egentlig, at det er utroligt, at jeg sådan nærmest har “glemt”, at det er i dag, vi skal spille.
Vi har en kamp, som vi har forberedt os på i over en måned. En kamp, som alle spillere drømmer om at få lov at spille.  En kamp, som  når man først har spillet den en gang, så vil man prøve det igen. Det er KAMPEN.

Nåh,  men der er lige to unger, der skal af sted og så en morgentræning, der skal “overstås” først. Det er egentlig dejligt at være i hallen fra morgenstunden, så er man igang. De unge spillere er klar og træner som sædvanlig godt, og som jeg husker det, snakker vi egentlig ikke særligt meget om aftenens kamp. Måske husker jeg forkert.

Mathias  Boe er også i hallen for at træne med Lin. Vi snakker lidt sammen om aftenens kamp. Jeg har kendt Mathias, siden han var en lille dreng og sov i skuffen inde på Jonas’ værelse, når der var turneringer på Sjælland. Det er altid dejligt at snakke med ham, men ekstra rart nu. Han ved om nogen, hvordan sådan en kamp kan få selv de bedste spillere i verden til at ligne statister.
Mathias havde matchbold for os ved vores 3. finale. Det var i Golden sæt mod KMB og ved en oplagt smash mulighed, misser han chancen, og vi taber holdkampen. Kan stadig huske følelsen bagefter. Man var helt tom indeni. Det var, som om man aldrig ville blive OK igen. Jeg falder lidt i staver og står og håber, at det bliver en af de aftener, hvor statisterne bliver dem fra SIF.

Resten af formiddagen og eftermiddag går med en masse små gøremål. Omkring kl. 13.00 tager jeg en lang løbetur. Har brug for at få rørt mig og clearet mine tanker. Løbeturen minder mig også om, at jeg skal have ringet til Jonas og fordelt kampene til coaching imellem os. Det er egentlig ikke noget, der plejer at skabe den store diskussion, men det skal der være styr på, inden vi mødes med spillerne senere. Vi gennemgår ofte også lige taktikken sammen på de forskellige kampe og udveksler fif, hvis vi har noget på nogle af spillerne.

Denne gang går det også nemt, DS+DD til mig samt HD+MIX til ham.  Eneste overvejelse denne gang går på hvem, der tager hvem i sidste runde. Skal Jonas tage Persson, som han plejer eller Ka Long, som han havde sidst mod AB, og hvor det gik godt. Jonas mener ikke, at det var ham, der gjorde noget særligt ved den lejlighed, men snarere det faktum, at jeg havde haft en lang snak med Ka Long dagen før omkring nogle taktiske og mentale ting.
Det er dermed afgjort. Jonas får Persson og jeg tager Ka Long. Jeg tænker, at det er dejligt, at jeg får lov til at slutte af med Ka Long. Han har været et dejligt bekendtskab og egentligt lidt ærgerligt, at vi ikke får mulighed for at arbejde lidt mere med ham, nu hvor vi endelig har fået tunet os ind på hinanden. Men sådan er gamet.
Før dagens kamp mødes vi inde hos Persson i Valby til lidt mad. De sidste par år, er det mig der har taget “holdledertjansen”, da vi ikke har nogen holdleder. Det er egentlig ikke en opgave, som jeg synes særlig godt om,  da jeg synes, at den tager tid fra nogle af alle de andre ting, som skal ordnes omkring holdet, så I dag er det en kærkommen hjælp, at det er Persson, der har påtaget sig hvervet.
Som altid er stemningen hyggelig og afslappet. Snakken går både på dansk og engelsk, da det er vigtigt, at vores udlændinge også kan følge med i samtalen, så de kan føle sig som en del af holdet. Rammo kommer lidt for sent, da han har været ude og blive klippet. De andre griner lidt af, at han, da de var inde og træne i hallen tidligere på dagen, havde et “kæmpe garn”. Jeg påpeger, at man siger, at kraften sidder i håret, men at jeg håber, at det ikke gælder i dette tilfælde.

Efter vi har spist, tager vi en lille snak om, hvordan vi skal gå til dagens opgave. Overskriften er, som det har været det meste af sæsonen, at det er vigtigt, at vi bliver ved med af fokusere på det, vi skal gøre på banen. Det, som vi selv er herre over, og ikke alt det, vi ikke kan gøre noget ved. Det gælder især også nerverne. Det er nemlig ikke et spørgsmål, om de kommer i sådan en kamp, men mere hvornår. Alle på holdet har lov at byde ind med deres tanker og forslag, så efter Jonas og jeg har sagt det vi vil, kommer folk med deres input. Jeg sidder og tænker, at vi har en åben og ærlig tone på holdet. Det er i mine øjne vejen til at føle sig værdsat.

Jonas og jeg har hele tiden været afklaret med, at dette er en holdkamp, der kan gå begge veje, og at det er dem, der tør at spille, når det spidser til, der har de bedste chancer. Det lyder måske meget let, men jeg har set alt for mange gange i disse finaler, hvordan spillerne er uforberedte på, hvad der kommer af tryk udefra. En cocktail af forventninger, nervøsitet, usikkerhed og manglende erfaring er reglen snarere end undtagelsen for mange spillere i disse kampe. Presset over, at man nu spiller for andre end sig selv, er noget de fleste mærker.
Jonas og jeg ved begge, at erfaring, og det at have stået der før, kan være vigtigt i aften. Vi har 5 spillere på holdet, der aldrig har været der før og vores 3 udlændinge aner vel egentlig ikke, hvad der rammer dem.
Vi  snakker også om at nyde det og prøve at være så meget til stede i nu’et, som vi kan. Vi ved alle, at det bliver en udfordring.

Vi er inde i Frederiksberghallen omkring kl. 17.10 og sædvanen tro tuller spillerne rundt og gør de ting, de skal og forbereder sig, som de har brug for. Vi får i dagens anledning hjælp at den bedste “fys”, man kan tænke sig i David Bonde. Så flere af spillerne får løsnet op for deres skavanker.
Jonas og jeg snakker taktik med vores spillere. Jeg har Michelle Li i første runde. Hun har været hjemme i Canada i den sidste periode og har ikke spillet og trænet så meget, som hun plejer, da hun har skullet få styr på nogle skader. Hun virker som altid rolig og uimponeret. Er stadig lidt nervøs for den kamp. Selvom vi kender Nathalia Rhode godt og har rimelig styr på hende taktisk, så er jeg usikker på Michelles nuværende niveau. Hun har tidligere på sæsonen været i 3. sæt med Rhode, som har spillet godt på det sidste. Om lidt finder vi ud af, hvor vi står…

Får også en snak med Chris og Juhl. De  er klar over, hvad de selv skal gøre, men vi snakker også lidt om, hvad vi kan forvente af Baun/Fabeke, som vi ikke har spillet mod før. Vi snakker også nervøsitet, og hvad planen er for dem, når den kommer. Kan mærke at de som altid, er virkelig fokuserede, og jeg tænker, at det skal gå virkelig galt, hvis de taber.

Ka Long er min sidste snak. Jeg  prøver, at samle op på de ting vi har snakket om i løbet af hele sæsonen. Han er i mine øjne en klart bedre spiller end Lind og snakken går egentlig ikke så meget på Lind, men mere på hvad Ka Long selv skal gøre. Jeg minder ham om nogle af de vigtigste ting for ham og fortæller ham, at jeg er afklaret med, at vi kan tabe denne kamp, men det skal være ved at gøre det “rigtige”.
Jeg slutter af med at “joke” lidt med, at vi har gjort alt for, at han skal føle sig hjemme, så den ulidelige varme, der er i hallen, er til ære for ham og skal minde ham om forholdene hjemme i Hong Kong. Ka Long griner og siger, at det er dejligt. Jeg overvejer, hvor varmt der har været tidligere, da forbundet efter eget udsagn har sørget for ekstra ventilation denne gang. Det bliver en varm affære i dag…puha…

Før kampstart er det sædvanen tro Københavns dommerklub, der skal uddele deres årlige pris til en spiller, der har opført sig pænt og ikke skældt dommerne ud. Har egentlig aldrig forstået, hvorfor det lige er der, det skal gøres. Jeg kalder den i mit stille sind fedterøvsprisen. Måske er det i erkendelse af, at jeg aldrig selv ville modtage sådan en pris…. Nadia, misundelse  er en grim ting.

Formand for Danmarks Badminton Forbund René Toft tager ordet, og fortæller at Forbundets tidligere Formand Peter Jensen er afgået ved døden to dage forinden. Jeg bliver chokeret og ked af det, da jeg har kendt Peter siden mine ungdomsdage i Sjællandskredsen og kun har positive minder om ham. Juhl og Chris står bag ved mig, og jeg kan høre en af dem sige:”Så bliver tingene lynhurtigt sat i perspektiv”. Jeg  lukker øjnene og trækker vejret, da vi afholder et øjebliks stilhed for Peter, mest for at undgå tårerne, men ligeså meget for at minde mig selv om, at jeg skal huske at være glad over i dag, lige gyldigt hvad der sker og nyde kampen, og den oplevelse det er. Jeg ved ikke, hvornår den kommer igen.

Intro og kampråb er overstået, Greves lejr af supportere ser flotte ud med alle i røde trøjer, glinsende rødt papir til “Tifo” og guldballoner. Vi fører 1-0 på den konto. Vi er klar til kamp.

HD igang. Det er en kamp hvor vi er klare underdogs. Derfra hvor jeg sidder, gør de det udemærket, men Nuller og Conrad er bare bedre. Jeg synes, at Delbo gør det godt. Det er positivt. Det er hans første gang i finalen. Han kan blive vigtig igen senere i holdkampen, da han skal på banen med Chris, hvis det bliver Golden sæt i Mix.
Overvejelserne har været mange omkring Golden sæt og især, hvad vi skulle gøre, hvis det blev mix. Vores beslutning faldt på Chris og Delbo. Mest fordi de er den af vores mix’er, der har spillet bedst, og har kunnet træne sammen, men også fordi de har tillid til hinanden og giver hinanden ro. Der er selvfølgelig også andre årsager, men dem holder jeg for mig selv i denne omgang. Et Golden sæt til 11 indeholder også et stort element af held. Det har vi set flere gange i år. Det har ikke altid noget at gøre med, hvem der er den bedste badmintonspiller.

Michelle er nu godt igang og får nærmest foræret 1. Sæt. Skønt…men det går lidt for let, og jeg forbereder hende på, at  det bliver sværere og hårdere arbejde i 2. sæt. Og ganske rigtigt hun taber 2. sæt, efter at Rohde får bedre gang i sit spil, og hun selv har nogle dueller, hvor hun bliver uskarp og ukoncentreret.
Jeg synes, Michelle har været svær at læse og lære at coache. For mig er det  svært at nå virkelig ind til folk, som jeg arbejder med i så kort tid.
Jeg sidder nu med en ok fornemmelse og synes, at vi har fat i nogle gode ting i pauserne, og hun virker stadig rolig og fokuseret. Rhode stepper ikke up i 3. sæt og da Michelle begynder med knyttet næve i 4. sæt, er jeg ved at falde ned ad stolen. Det har jeg ikke set før. Det er vigtigt det her. Hun er virkelig opsat, og jeg ved, at hun ikke sætter det her over styr.
Tilskuerne er vilde, da hun vinder og vil have hende ud og lave de der sving med armene (ved ikke, hvad det hedder ). Men Michelle har ikke prøvet det før, og ved ikke hvad hun skal gøre. Vi griner på vej ud af banen. Hun er oprigtig glad.

DD er så småt ved at gå i gang på den anden bane, Rammo har sat sig klar til coaching, da jeg var i gang med DS og Jonas umiddelbart efter skulle i gang med Mix’en på den bane. Rammo er en fantastisk holdspiller, og er der altid for dine holdkammerater og byder ind under kampene. Jeg synes, at det er dejligt med hans selskab på bænken. Han har tit nogle gode observationer.
Da DD går i gang sætter jeg mig klar ved siden af ham. Pigerne kæmper lidt i  første sæt, men får hevet det hjem, og vi er faktisk meget enige i den første pause om, hvad der skal gøres fremadrettet. De kommer godt fra start i 2. sæt og jeg kan mærke, at det bliver sværere for SIF’erne at modstå presset. Vi vinder 2. sæt og i 3. tager jeg mig selv i også at følge med ovre i mix’en, da pigerne kommer stort foran.

Mix’en gør det godt. Bella, som Jonas og jeg har trænet, siden hun var lille, spiller virkelig godt. Hun har fået en del kampe på Liga-holdet i denne sæson, og er virkelig vokset med opgaven. Det gør mig stolt og glad. Jeg sætter Chris og Delbo til  at kigge på mix’en udefra. Det kan ske, at de skal ind mod Fischer og Houmann i et eventuelt “Golden sæt”. Bella og Jacco tager kampen ud i 4. sæt, men kan til sidst ikke helt modstå presset fra især Fischer. De har kun spillet sammen få gange til træning, men jeg synes, at der er mange positive ting at tage med fra denne kamp.

Opstilling af coachingstolene inde i hallen er ret pudsig. Man sidder ryg mod ryg med dem, der coacher inde på den anden bane. For det første tager det lang tid at komme ind på banen og coache, da man er længst væk fra spillernes  tasker og som en anden hækkeløber skal forcere banderne for at komme ind på banen. For det andet kan man jo risikere at sidde/ ryg mod ryg med modstandernes coach og kan følge med i, hvad de snakker om og råber ind på banen. Persson taber første sæt og virker ikke som om, at han er ovenpå. Men jeg ved også, at intet er tabt endnu med ham. En lillefinger er alt han har brug for nu, så tager han hele hånden. Han har stået som underdog så mange gange i de her finaler. Han ved, at han bare skal blive ved. 2 sæt til Persson.

Jeg sidder nu klar til at coache Ka Long og sidder ryg til ryg med Jonas. Han er helt rolig og vender sig pludselig om og spørger mig om jeg har GPS…. Jeg kigger lidt undrende på ham, men ved at han efter kampen skal køre til Tyskland, hvor han som U17-landstræner skal ned til 6- Nations. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv. Han har haft et sindssygt program på det sidste og ikke alt er blevet husket. Jeg siger, at vi nok skal finde en GPS efter kampen, men synes egentlig, at det er et sjovt afbræk og dejligt at komme til at grine lidt.

Ka Long vinder 1. sæt efter en dårlig start. Spillet er svingende. Jeg tænker, at Lind virker lidt opgivende.

3. sæt er i gang hos Persson. Jeg sidder nu ryg til ryg med PK Rhode, SIFs træner. Han råber højt ind til Jan, og Jan tysser på ham, som for at sige rolig. Jan er tydeligvis ikke ovenpå. Hans kropssprog viser ikke overskud. Jeg sender min gamle kollega Steen Schleicher Pedersen en kærlig tanke. I de her situationer var hans lærdom: Stay cool, vis overskud, grin lidt hvis det er muligt. Spillerne har ikke brug for mere pres, end det de selv føler. Det kan være svært at efterleve, men jeg prøver hver gang. PK minder mig om, at det fra nu af er vigtigt, at “stay cool”.
Persson er bagud i 4. sæt, men kravler tættere på og vinder. Hallen koger, og der er ulidelig varmt nede på banen. Jeg tror, jeg har drukket 2 liter vand allerede.
Ka Long vinder 2. sæt og jeg har et øje på begge baner. Jeg sidder nu ryg til ryg med Jonas og Rammo igen. Persson er i 5. sæt. Han er bagud hele tiden, men kommer tilbage. Da han kommer bagud 7-9, tænker jeg, at det stadig kan lade sig gøre, men det virker langt væk, og mine tanker går på Golden sæt. Hvad skal vi vælge Mix eller HS?

Ka Long er godt igang med 3. sæt.

Persson på 9-9. På det tidspunkt har jeg ikke været rigtig nervøs, men der begynder mit hjerte at slå helt vildt. Fuck hvor vildt. Nu kan det lade sig gøre. Han kan vinde. Jeg kigger over i det ene hjørne af hallen og får øje på Kipster, vores event og sponsormand i sit fine hvide jakkesæt. Han står med hænderne bag hovedet og ligner en, der skal til at føde.
Jeg kan ikke koncentrere mig om Ka Longs bane. Greves “supportere” hepper nu for fuld kraft og råber Persson, Persson, Persson. Jeg smiler lidt og tænker, at ligegyldig hvad man er vant til,  så er det her ikke en almindelig dag på jobbet. Persson på 10-9. MATCHBOLD. Først der får jeg tanken, at alle de overvejelser, vi har gjort om Golden sæt, kan være spildt. Vi har nu chancen for at vinde 4-2.

Efter en vild duel med fladt spil vinder Persson. Hallen går amok. Jeg jubler moderat og vender så fokus fuldt ud på Ka Long igen. Han fører 7-5. Jonas kommer over, og vi snakker kort om at forberede os på flere sæt. Ka Long bliver passiv og spiller uden fart og ryk. Han har på intet tidspunkt været oppe og spille sit bedste, men nu er han på vej ned. Ka Long taber 3. sæt på lige præcis den måde, vi ikke må spille. Passivt, bange for at sætte tryk og speed i spillet, uden maskering fra forbanen.
Pausen bliver brugt på at få Ka Long tilbage på sporet. Jeg fortæller ham, at han skal have modet til at prøve at vinde boldene selv. Han må ikke lade det være op til Lind.
Jeg skynder mig at løbe ud på toilettet, da jeg efter 2 liter vand har en blære, der er ved at sprænge. Der står heldigvis et par Greve-folk, så jeg får lov at springe over i køen og er tilbage for at se Ka Long være bagud 0-2.
Rammo sidder der og Jonas har sat sig på ryg til ryg stolene. Jeg begynder i mit hoved at forberede mig på en 5. sætter. Siger til Rammo, at jeg godt tror, at den kan tabes. Ka Long hænger på til 5-5. Lind tager chancer på nettet og Ka Long bliver ved med at spille til nettet. De næste bolde bliver som et mantra, der bliver gentaget: “stay aggressive, overplay him, move forward”. Heldigvis gør Ka Long lige præcis det. Han for bragt sig på 10-7. Jonas siger, “nu er den der sgu”. Jeg er stadig ikke sikker. Tænker stadig på, hvad jeg skal sige til ham, hvis det glipper.

Ved 10-7 får han overspillet Lind nede i den dybe baghånds side og Lind spiller en høj baghånd for kort. Inden, Ka Long hopper op og smasher, hører jeg Jonas sige: “Jaa, nu er den der”.
Og det er den. Jeg rejser mig op og tror nok jeg kaster min vanddunk i gulvet. Derefter kæmper jeg en brav kamp med at få tv-mikrofonen af.  En hurtigt løbende tv-mand kommer mig til undsætning, og jeg når ind på banen for sammen med de andre at give Ka Long en lufttur. Resten er jubel, glade Grevefolk, præmie-overækkelse og flere glade mennesker, der kommer og siger tillykke. Nogle af Skovshovedspillerne, de er knapt så glade, kommer over og siger tillykke og tak for kampen. Jeg føler med dem. Jeg har selv været der. Vi tabte også de 3 første gange, vi var i finalen. Det var ikke sjovt. På vej tilbage til Greve kører Ka Long med mig. Vi får snakket lidt om kampen og jeg spørger, hvad han tænkte ved 7-4 i 3. sæt. Han svarer, at han begyndte at tænkte på, hvordan han ville fejre det, når han vandt… Jeg spørger ham, hvad han så har lært af det. Han smiler og svarer: “never celebrate and do not think about it before there is something to actually celebrate”.

Tilbage i Greve er sponsorer og andre folk omkring klubben samlet. Humøret er højt, og vi får noget at spise og drikke. Der bliver holdt lidt taler og snakket over bordene. Holdet + nogle af de andre seniorspillere tager videre i byen omkring kl. 00.45. Jonas kører mod Tyskland og jeg er færdig.
I morgen starter dagen på sammen måde som denne “helt almindelige ualmindelige torsdag” med to børn, der skal op og ud af døren.
Jeg kører dog lige en tur forbi mine forældre og får en øl, og snakker dagen og indtrykkene igennem.
Da  jeg kommer hjem og lægger hovedet på puden er det svært at falde til ro. Alle indtrykkene vælter rundt i en pærevælling. Det vil de nok gøre nogen tid endnu.

Det sidste, jeg husker er, at jeg tænker: “at det var godt, at jeg nåede at nyde det…….:-)”