Halvbanesingle er fantastisk: Det giver længere dueller og gør mindre ondt!

“Gamle” Hansen med de brugte ben og undertegnede spillede 10 sæt halvbanesingle over 90 minutter i den gamle hal lørdag eftermiddag den 6. januar, som galt det finalen i en Superseries. 10 sæt, der faktisk var tre kampe, over henholdsvis to gange tre og én gange to vindersæt.

Vi tager halvbanesingle, fordi helbane giver for korte dueller, og gør for ondt i vores slidte kroppe.

Som altid på bane to. Opvisningsbanen. I dag venstre halvdel, set fra “VBK-siden”. Vi spillede denne gang helt uhørt om serveretten. Ingen af os kunne huske, hvem der vandt sidst. Det er altid taberen, der starter næste gang. Vi håner ikke hinanden, men “nøjes” med at minde om serveretten. Udkantshumor.

Forud fejede jeg gulvet, og Steen kørte banen over med en våd klud ved hjælp af en sneskraber. Den kommunale rengøring var på grund af juleferien på pause.

Der var bolde, der kom ned med sne på. Dueller, hvor vi ingen ben havde (syrede til). Dueller med stålhandske på (nerver). Taktiske finesser og overvejelser forud og under spillet. Ganske få tekniske detaljer. De er ikke vores spidskompetence. Men masser af vilje og sejrslyst og -sult. Vi bliver aldrig, på trods af vores fremskredne alder – 53 (54?) og 52 – sejrsmætte.

Bagefter var vi nøgne sammen i omklædningsrummet, som det hører sig til, og tog hjem til hver vores hus, tilfredse, tilpas trætte og dejlig brugte.

“Aftenens løbetur tjener til at få dagens ophobede stresshormoner ud af kroppen og aktivere dopamincentrets belønningssystem”. Side 153 i Hanne-Vibeke Holsts “Som pesten”. Der kunne lige så godt stå badminton i stedet for løbetur. Fantastisk bog forøvrigt.

Jeg skulle hjem for at bage langtidshævede boller med blendede svesker og diverse kerner, rugmel og hvedemel, forberede flødekartofler, kylling og spinatsalat, som blev indtaget i godt selskab.

Mon Hansen også havde en hyggelig aften? Det tror jeg.

Vi er i dette efterår begyndt at åbne Vordingborghallen for alle, også ikke-medlemmer, gratis, og tilbyde gratis brugte bolde og låneketsjere og de fleste gange har alle seks baner været i brug. Det er vildt hyggeligt og motiverende at mødes på badmintonbanen uanset alder og niveau.

Den 31. december kl. 14.00 var vi cirka 25-30 spillere mellem tre og 76 år. Den 1. januar kl. 14.00 lidt færre!

I dag var der kun tre andre spillere i hallen. Nogle af de unge var til stævner. Nogle til hjælpetrænerkursus i Stubbekøbing.

Udover godt selskab og masser af sjov har de her “åben-hal-arrangementer” også givet nogle nye medlemmer. Mest til “Tirsdagsholdet”, som er et spille- og træningstilbud til motionister, eller badmintonspillere i alle aldre og på alle niveauer.

Det er en stor fornøjelse at se, at nogle får genvakt deres badmintonglæde. At høre om deres badmintonfortid. I Grønland eller Sydstevns.

I dag fik vi yderligere talt om den mulige Viktor Axelsen-effekt. I modsætning til verdensmesterskabet i 1997, så tror jeg på en afsmittende effekt på medlemstallet af 2017-verdensmesterskabet. Sjældent har badminton været promoveret så meget og så godt. Sikke et forbillede. Hvis ikke der kommer en medlemsfremgang nu, ved jeg ikke hvad der ellers skal til, udover en langstrakt og sej promovering og indsats, som sker mange steder allerede.

“Vi” har et super produkt, nogle super rollemodeller i toppen, en fantastisk promovering foran kameraet og bag mikrofonerne, et opvågnet forbund.

Om “vi” nogensinde får et tv-egnet Badmintonliga produkt kan jeg dog godt tvivle på. Som det er nu, virker det ikke rigtig. Det er for “insider-agtig”. Måske også for langstrakt over sæsonen og puttet ind her og der i en fyldt kalender, som i 2018 ikke bliver mindre fyldt.

Jeg skal ikke kloge mig på det område, men jeg håber virkelig, at nogle kommer med gode ideer.

Nå, men det blev til badminton den 31.12., 1.1., 3.1., 4.1. og 6.1. En god start på det nye år. Enkelte af spilledagene endda uden smertestillende og med en rimelig bevægelighed. Og så kan man da kun smile og være tilfreds med livet!

Per Damkjær Juhl