BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Bo Jensen skriver:
Efter at have fulgt og været involveret i talentudviklingen i dansk badminton gennem mere end 40 år, både som spiller, træner, holdleder, UU – formand i både Værløse og Lillerød, formand i Lillerød og senest direktør i BD i perioden 2015-22, sidder jeg tilbage med en undren og masse spørgsmål, når jeg sammenholder de danske resultater ved det netop overstået U15EM med BD’s beskrivelse af selvsamme resultater og den samlede indsats.
Ingen tvivl om, at hver og en af de deltagende danske spillere har gjort alt, hvad de kunne, ydet deres bedste og leveret en helstøbt indsats – så ikke mindst tillykke til dem med deres medaljer.
Allerede for to år siden blev der talt om, at resultaterne lige akkurat var på grænsen af det acceptable (2 x guld, 2 x sølv, 1 x bronze), at dansk badminton stille og roligt var begyndt at blive indhentet internationalt, ikke mindst af Frankrig. Flere talte om, at de øvrige europæiske nationer havde løftet deres niveau, at konkurrencen var blevet hårdere, men er det nu også hele forklaringen?
Det netop overstået U15EM kastede 3 x sølv af sig alle vundet i doublekategorierne. Bedste resultat i HS og DS er én kvartfinale i begge kategorier. Et historisk ringe udbytte resultatmæssigt, som slet ikke flugter med målsætningerne i Badminton Danmarks talentudviklingsstrategi frem mod 2025. Samtidigt bliver indsatsen i BD’s nyhedsflow løbende beskrevet som “fremragende indsats”, “super flotte resultater, “3 x sølv vi kan være stolte af”. Men kan vi nu det? Være stolte af resultaterne og den samlede indsats?
Men rolig nu, Bo. Vi har ikke samme fokus på resultater for ungdommen, som tidligere. Fokus ligger i højere grad på udviklings- og præstationsmål, resultaterne kommer senere. BD skriver selv på deres hjemmeside under ungdom, “til trods for ambitionen om fortsat at hente medaljer og pokaler, er missionen i højere grad at fremelske spillere i verdensklasse på seniorniveau…….., men det afgørende er BD’s vurdering af spillernes muligheder for i sidste ende at vinde medaljer som senior”.
Et argument jeg har hørt gentaget oftere og oftere, som jeg fuldt ud køber ind på, især ift. den daglige træning og udvikling i vores hjemlige rammer, både i klubberne og nationalt.
Men hvis ikke udviklings- og præstationsmålene i den daglige træning skal omsættes til resultater ved EM og VM, hvornår så? Jeg kan kun finde et eller to eksempler på en ungdomsspiller, som ikke har vundet medalje til et UEM, men som efterfølgende har vundet medalje som senior!
Flere jeg har talt med den senere tid, er langt fra enige i, at dette perspektiv på talentudviklingen er bæredygtigt, og slet ikke langsigtet. At vi blot er vidne til, at BD tilpasser deres eget narrativ og historiefortælling til den oplevede virkelighed. Vinder vi medaljer for ungdom er det fint, det tager vi med, men det var ikke umiddelbart en del af den overordnede plan. Vinder vi ikke medaljer, så er der ingen grund til bekymring, spillerne skal alligevel først toppe og vinde medaljer om 5-10 år.
Det der oprigtigt talt bekymrer mig, er, at jeg både læser i landstræner Thomas Nielsens evaluering (link herunder), hører fra folk tæt på U15 miljøet, men også selv har kunne konstatere igennem de senere år, at de danske spillere begynder at halte efter deres jævnaldrende europæiske konkurrenter på især det tekniske niveau, men også taktisk, hvorimod de måske endda er blevet en anelse mere konkurrencedygtige på det fysiske niveau.
Er vi rent faktisk kommet dertil, hvor vi gennem de seneste 5-10 år stille og roligt har givet køb på dansk badmintons unikke konkurrencefordele, nemlig vores tekniske og taktiske overlegenhed? Er der i den daglige træning kommet for meget fokus på privattræning og multibold blandt vores helt unge spillere og talenter? Er fokus i dag for meget på evnen til at kunne flytte bolden flest gange over nettet uden at lave fejl? Har vi fuldstændigt glemt legen med bolden i vores daglige træning og spil?
I så fald har vi selvvalgt reduceret vores muligheder for fortsat at være et europæisk Power House. Alle kan lære at flytte bolden over nettet uden at lave fejl, men tekniske og taktiske færdigheder kræver både talent, kompetencer samt dygtige og ambitiøse trænere. Min umiddelbare oplevelse er, at begge forudsætninger fortsat er til stede i dansk ungdomsbadminton, men at der gøres for lidt for at få dansk badmintons store viden, kompetencer, anbefalinger og erfaringer delt og implementeret i klubbernes daglige træningen. At der simpelthen på daglig basis er for lidt vidensdeling og erfaringsudveksling mellem forbundet og klubberne måske endda, at BD er blevet for afhængige af DGI’s idrætskonsulenter, som har et helt andet perspektiv for deres arbejde, ift. implementeringen af arbejdet med talentudvikling.
Jens Behrend Christensen fra Dansk Atletik er i sit seneste debatindlæg i Idrætsmonitor inde på samme problematik nemlig, at der bør kigges kritisk på den generelle vidensdeling i dansk eliteidræt mellem trænere, forskere, forbund (klubber) og Team Danmark. At organisationer og grupper, der lukker om sig selv, sjældent arbejder særligt innovativt eller konstruktivt.
Under 15 % af BD’s elitebudget bruges på talentudvikling. I Lars Uhre og Peter Nedergaard har BD to enormt erfarne, kompetente og dygtige personer med stor viden om talentudvikling. Har de i virkeligheden tilstrækkeligt gode nok rammevilkår til at kunne løse deres opgave?
Burde samarbejdet og støtten til talentudviklingen i virkeligheden ikke ligge primært i regi af DIF og forbundet samt klubberne med Team Danmark som tredjepart ift. kvalificering af indsatser og sparring? Det ville give forbundet langt bedre muligheder for at indskrive talentudviklingen i sin strategiaftale med DIF og dermed lade støtten fra TD alene være fokuseret på eliteindsatserne for seniorer. Det vil samlet sikre både bedre rammevilkår og flere ressourcer til målrettede og kvalificerbare indsatser for både senioreliten og talentudviklingen.
Endelig vil jeg fortsat påpege, at tilstedeværelsen af et signifikant stigende antal europæiske subelitespillere i den danske holdturnering, primært ligaen og 1. division, skader den danske talentudvikling både kortsigtet, men især langsigtet. Mit internationale netværk er således uforstående overfor, at dansk badminton tillader så mange udlændige i holdturneringen, når det rent faktisk er muligt at regulere deltagelsen uden at komme i konflikt med EU-lovgivningen.
Når en stor del af en klubs økonomi allokeres til deres satsning på 1. holdet, og dermed også betaling til udenlandske spillere, som ikke bidrager til træningsmiljøet i klubben, så rammer det altså direkte ned i mulighederne for at skabe optimale rammevilkår for selvsamme klubs talentudvikling.
Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke tidligere har givet udtryk for disse holdninger til både talentudviklingen og holdturneringen? Hvorfor jeg ikke som direktør i BD selv gjorde noget ved problemerne?
For det første, så har jeg gentagende gange gennem de seneste 10, 15 ja i nogle tilfælde 20 år fremført disse og andre holdninger, argumenter og forslag. Det vil dem der kender mig også kunne bekræfte. For det andet, som administrativt ansat i BD, selv som direktør, har man kun taleret, ikke beslutningskompetence.
Beslutningskompetencen og mandatet ligger 100% entydigt i BD’s hovedbestyrelsen, og der har gennem tiden ikke været tilstrækkelig konsensus til at træffe de komplekse og til tider kontroversielle, men ofte nødvendige beslutninger. Det har alt for ofte været “det muliges kunst”, hvor laveste fællesnævner er blevet det opnåelige mål. Det er blot en konstatering, ikke en kritik af hovedbestyrelsen som helhed.
Dog savner jeg fortsat en ambitiøs vision og strategi for dansk badminton, som peger 10-15 år frem i tiden – og det er i høj grad bestyrelsens ansvar at facilitere et sådan arbejde, et arbejde som forhåbentlig allerede er sat i gang.
Ovenstående er først og fremmest et oplæg til en bred offentlig debat. Lad os få både trænere, klubledere, BD m.fl på banen i en objektiv, konstruktiv og fordomsfri debat om den fremtidige talentudvikling i dansk badminton.
Bo Jensen
