Lange skoledage medfører badmintonstop

Loading

Færre svinger ketsjeren i Ørsted IF Badminton, efter skoledagene er blevet længere. Ungdomsafdelingen er to tredjedele mindre end for to år siden.

Fra 100 ungdomsspillere til 30 på to sæsoner. Statistikken lyver ikke. Fjerboldene flyver ikke længere så ofte over nettet og der er ikke nær så meget aktivitet på banerne som tidligere i Ørsted IF Badminton på Djursland. De længere skoledage som følge af skolereformen er medvirkende til medlemsnedgangen, hvis man spørger klubben.

– Vi hører fra forældrene, at deres børn er trætte, når de kommer hjem fra skole, og derfor ikke har overskud til fritidsinteresser. Og det er jo ærgerligt, når det var lykkedes for os at få en rimelig stabil kerne af spillere, der kom igen år efter år, og nu har fravalgt badminton, fortæller Grethe Rasmussen, træner, turneringsleder og udvalgsmedlem i Ørsted IF Badminton, inden hun fortsætter:

–  Vi havde for eksempel 23 piger i en af de ældste ungdomsårgange, men nu har vi kun tre af dem tilbage.

En undersøgelse foretaget af CUR, Center for Ungdomsstudier, viser, at 27 procent af danske idrætsforeninger som følge af skolereformen har fået færre medlemmer, ligesom Ørsted IF Badminton.

Samme undersøgelse viser dog også, at det generelle billede af foreningsdeltagelsen ikke er påvirket hverken positivt eller negativt.

For træt til træning
Ørsteds unge går i skole i den nærliggende by Auning fra 7. klasse, og derfor skal der regnes med transporttid til og fra skole. De ældste elever skal have 35 timers undervisning om ugen og derudover skal de 7. klasses elever, som skal konfirmeres til foråret, have konfirmationsundervisning.

Efter skolereformens indtræden betyder det, at de større elever først er hjemme i Ørsted kl. 16.45 de dage, badmintonafdelingen har hallen.

Agnete Jensens 13-årige søn, Emil, startede i netop 7. klasse efter sommerferien. Han gav det en chance at fortsætte med at spille badminton, men måtte give op efter et par træninger.

– Han orkede det simpelthen ikke. Emil syntes, det var alt for hårdt at komme direkte fra en lang skoledag til træning, selvom klubben var fleksible og rykkede træningen, så det kunne passe med de børn, der kom sent hjem med skolebussen, lyder det fra Agnete Jensen.

Emil var en af de gode turneringsspillere i Ørsted IF Badminton. Hans doublemakker er også stoppet i denne sæson, og de er savnet i klubben.

– Selvfølgelig er det ærgerligt, at vi mister medlemmerne, men det er bedre, at de selv siger fra, end at de kommer til træning og er så trætte, at de ikke kan overskue at fatte ketsjeren. Vi har faktisk et par piger, der stadig spiller, men som er så trætte, at det bliver træls for de andre spillere, siger Grethe Rasmussen.

Mangler foreningslivet
Efter fem år med ketsjeren i hånden i Ørsted IF Badminton måtte Emil lægge den på hylden.

– Som forælder er man da bekymret for, om det vil betyde, at ens barn vil droppe at dyrke idræt. Heldigvis er Emil begyndt at køre på skateboard og løbehjul med nogle kammerater, men han har ikke oplevelsen af foreningslivet, som han havde med badminton, fortæller Agnete Jensen.

Med sin nye fritidsaktivitet kan Emil selv vurdere, om – og hvornår – han har overskud til at bevæge sig, når der ikke er faste træningstidspunkter, der skal passes. Hans mor er dog bange for, om sønnens farvel til badminton er endegyldigt.

– Når først han har været væk fra sin idrætsgren en sæson, kan det jo være svært at starte op igen, fordi han højst sandsynlig ikke er på samme niveau, som da han stoppede. Spørgsmålet til næste skoleår er det samme som i år; om puslespillet kan gå op, og om Emil har overskud til at gribe fat i ketsjeren, siger Agnete Jensen.

Det sociale er vigtigt
I Ørsted IF Badminton er de absolut ikke interesseret i at miste flere medlemmer. For at fastholde de nuværende medlemmer har foreningen rykket træningen, så tidspunktet passer bedre til de børn, der kommer sent hjem med skolebussen.

– For at børnene har overskud til at spille badminton, har vi valgt kun at have en times træning om ugen. Hvis de har lyst, må de gerne træne en ekstra gang ugentligt, men det tilbud er der kun et par stykker, der benytter sig af, fortæller Grethe Rasmussen.

Det sociale er vigtigt for ikke at miste flere medlemmer, så hyggen er i højsædet i Ørsted IF Badminton. Børnene er selv medbestemmende til træning, så de får gode oplevelser med ud af hallen, når de går hjem.

Der er også aktiviteter for spillerne uden for badmintonbanen. En aften i foråret blev brugt i en bowlinghal, for at spillerne lærer hinanden at kende på en anden måde end fra badmintonbanen.

Artiklen er bragt efter aftale med DGI

Læs også

Det danske UVM-landshold kæmpede sig tilbage

Det danske UVM landshold leverede her til eftermiddag et flot comeback, da 0-2 blev forvandlet …

En kommentar

  1. Henrik Sandal, det er ligesom på næsset