Carolina Maríns anden VM-sejr var uden mislyd. Foto @ BWF Youtube

Portræt af Carolina Marín: Jeg vinder VM igen!

Loading

Der var engang… Sådan starter de fleste eventyr, og der var engang en spansk badmintonspiller, der tog til H. C. Andersens fødeby Odense for at spille badminton. De fleste havde hørt lidt om hende men var stadig lidt usikre på, hvem hun var, og hvad hun stod for. Et talent i svøb. Det var dengang den mest passende beskrivelse.

Carolina María Marín Martín blev født i den sydspanske by Huelva den 15. juni 1993. Det var et tilfælde, at hun begyndte at spille badminton. En veninde lokkede hende med ned i den lokale hal en dag i 2001, og badminton fangede Carolina så meget, at hun ikke har sluppet ketcheren siden.

Talent og hård træning
Badminton er ikke nogen stor sport i Spanien. Carolina Maríns succes har dog øget interessen for fjersporten markant, og der er mange flere børn og unge, som begynder at spille i dag end tidligere. Vejen til toppen har dog ikke været nogen dans på roser. Talentet har naturligvis været der, men det har skullet plejes og udvikles.

En del af udviklingen foregik i Odense, hvor Carolina spillede på OBK’s Badmintonligahold i sæsonen 2012-2013. Siden da er det gået stærkt. Skridt for skridt kravlede spanieren højere op på verdensranglisten og fra en placering som nr. 35 i begyndelse af 2013 har hun nu placeret sig solidt på toppen.

Hård og disciplineret træning er en del af hverdagen, som er nøje skematiseret for Carolina. Hun træner seks timer dagligt seks dage om ugen. Søndag holder hun fri. Morgenen starter med to timers teknisk og en times fysisk træning. Om eftermiddagen følger tre timer med mere intensiv teknisk og taktisk træning. Så Carolina Marín er absolut ikke kommet sovende til sin succes.

Historisk europæer
Carolina har i en alder af blot 22 år skrevet sig ind i historiebøgerne som en af de mest vindende europæiske damesingler. Ud over at være 6-dobbelt spansk mester fra 2009 og frem har hun vundet en række forskellige internationale turneringer på Grand Prix-niveau.

I 2009 vandt hun guld ved U17-EM, en bedrift hun gentog ved U19-EM i 2011, hvor hun også vandt bronze ved U-VM. Fra 2014 er det så gået stærkt: Europamester i 2014, verdensmester i 2014, og vinder af All England, Malaysia Open og Australian Open i 2015.

Hun er en af blot tre europæiske spillere, som har vundet VM i damesingle. Lene Køppen og Camilla Martin er de to andre. Og så er Carolina den yngste europæiske verdensmester nogensinde. Jo, hun har i den grad skrevet sig ind i historiebøgerne, og hun er stadig i gang med at skrive sit kapitel.

I audiens hos dronningen
Efter den fantastiske sejr ved VM sidste år har det ikke skortet på priser og anerkendelse. Carolina modtog i efteråret 2014 ”Dronning Letizia-prisen”, som er en spansk pris, der gives til en atlet, der har gjort noget helt spektakulært det pågældende år. Prisen blev overrakt af Dronning Letizia selv.

Derudover har de spanske sportsaviser nærmest stået i kø for at overrække deres egne priser for årets sportskvinde i Spanien. Ved disse lejligheder fik Carolina en af sine store drømme opfyldt; hun mødte nemlig sit store idol Rafael Nadal.

Om det kommende VM
Nu står den så på VM igen. Mange vil mene, at sidste års verdensmestre skal ud og forsvare deres titler, men Carolina er af en anden mening:

– Min intention med at tage til Jakarta er ikke at forsvare noget men at vinde noget, sagde hun til den spanske sportsavis Marca inden afrejsen til Indonesien.

Men bedst som det hele gik så godt med de førnævnte titler fra i år, skete det, der ikke må ske; en fraktur i en knogle i den ene fod satte Carolina tilbage og forstyrrede hendes VM-forberedelser. Dette til trods er den regerende verdensmester propfuld af selvtillid.

– Selv om jeg ikke er 100% på toppen nu, og det derfor af gode grunde bliver sværere at vinde i år, vil jeg ikke blive overrasket, hvis jeg genvinder titlen i år. Det er nemlig det, jeg har trænet hen imod hele året, siger hun.

Træneren deler forventningerne
Carolina Maríns træner, Fernando Rivas, deler de samme store forventninger.

– Carolina er mentalt stærkere end de andre, og jeg kan sagtens se hende genvinde titlen som verdensmester, ganske enkelt fordi hun er så god, som hun er, fortæller Rivas.

Siden Carolina Marín blev skadet for et par måneder siden, har hun ikke kunnet støtte ordentlig på foden. Trænerteamet bag hende udtænkte hurtigt nogle alternative træningsmetoder, så hendes form ikke blev alt for forringet op til VM. En del af træningen er derfor foregået med forskellige fysiske øvelser i en swimmingpool.

– Omstændighederne taget i betragtning kan vi konstatere, at Carolina faktisk er i bedre form end forventet, slutter Fernando Rivas.

Lodtrækningen
Carolina Marín er topseedet til VM og sidder over i første runde. I anden runde skal hun møde vinderen af Jing Yi Tee fra Malaysia (nr. 58 i verden) og Jeanine Cicognini fra Italien (nr. 62 i verden). Sidste år i Ballerup var det netop Tee, der stod over for Marín i hendes første kamp på vej mod VM-titlen.

Den spanske trup, der rejste til Jakarta onsdag i denne uge, består af yderligere to singlespillere; Beatriz Corrales i damesingle og Pablo Abian, der vandt European Games i juni, i herresingle. De har følge af trænerne Fernando Rivas og danske Anders Thomsen samt team manager Ernesto García og fysioterapeut Ciego Chapinal, der alle vil gøre en stor indsats for igen at kunne bringe en VM-medalje med hjem til Spanien.

Ambitioner
Carolina har tidligere udtalt, at hendes sportslige ambitioner er at blive Europamester, Verdensmester, vinde en medalje til OL, og blive nr. 1 i verden. Man kan da sige, at det går meget godt indtil nu…

Carolina Marín kan følges på de sociale medier her: Facebook, Twitter, Instagram 

Læs også

Viktor Axelsen udraderede Chen Long

Viktor Axelsen tog her formiddag en kæmpe skalp, da han i to sæt slog Chen …