Med 9 unge i Tokyo i 2019….dagbogsnotater fra dengang!

Dagbogsnotater fra træningsfællesskabet Team Storstrøms rejse til Tokyo den 19. – 28. juli 2019.

Team Storstrøm var et træningsfællesskab for Sydsjælland, Lolland og Falster, opstartet af 2 frivillige i august 2016 og ophørt i maj 2022. Finansieret primært af brugerbetaling, fonde og Vordingborg Kommune, hvorfor aktiviteterne fortrinsvis foregik i denne kommune. Aktiviteterne var 1-3 ugentlige fællestræninger, 24 timers lejre med overnatning og kendte trænere og 3 udlandsture – til Mulhouse i 2017 og 2018, og Tokyo 2019.

Japanernes genvisit var planlagt i 2021, men blev både udskudt på grund af OL og pandemien, og herefter i 2022, og nu håber jeg på at kunne byde Okubo-san og hans landsmænd velkommen i vores Dronningerige i 2023…..

Tokyo var uden tvivl min største, altomfattende og mest sindsoprivende rejseoplevelse nogensinde.

Læs selv!

                                            🇯🇵🇩🇰

TOKYO. JAPAN. 190720-280720

Lørdag
Ankomst i Narita Airport kl 13.30. Pga af én manglende kuffert (min) omtrent 2 timer forsinket til Badminton #I. På Musashinodai Fozuko Chiyoda Kotogakuin (High School).
Kun én times spil. Bad ved hjemkomst til værtsfamilie Takashi Okubo-San og ægtefælle, på træskammel siddende med lille træspand og håndholdt bruser. Der var ingen badefaciliteter i skolehal.

Søndag
Badminton #II kl 8.00-12.00, igen på På Musashinodai Fozuko Chiyoda Kotogakuin (High School).
3 baner. 60 (tres!) japanere mellem 10-18 år. En ældre, tidligere deltager ved OL i Athen 2004, der dog ikke spillede mod os. Han tabte i første runde til Taufik, der vandt guld. 10 danskere.
En times opvarmning og øvelser. 3 timers spil – Double. Japanere mod danskere, ét sæt til 11 point og så rotation. I air conditioneret hal med ca 24-25 grader.

Første rigtige observation I:
Høj disciplin. De snakker ikke, men lytter og gør hvad der siges.
De er hurtige, slår hårdt, samler godt op. Lidt nemme, for mig gamle mand, at aflæse, afkode, forudsige. Deres smash kommer altid med samme fart, stejlhed og placering. De samler altid højt og langt op ved smash. Spiller gerne fladt. Næsten uden clear.

Intet bad. Igen. Kort gåtur til fastfood restaurant, King of Curry, i tørt eller vådt badmintontøj, eller iklædt almindelig, men uvasket.

Videre med tog til badhus i Taitō Matsugaya. For 30-40 år siden fandtes de overalt. Dengang japanerne ikke havde bad i eget hjem. De gik så i badhuset, afklædte sig og skubbede skydedøren til side og gik ind i det varme rum, satte sig på en skammel med en spand, foran et spejl, to vandhaner og en bruser og en lang “håndvask” ved siden af 5-6 andre pladser og vaskede sig grundigt, barberede sig og benyttede bagefter de varme og store badekar til flere personer med 45-55 grader varmt vand. Sammen med nogle af “mine” unge drenge og mænd gik vi derind og var nøgne på en helt anden måde end derhjemme. I stilhed. For man snakker ikke der. I hvert fald kun meget sagte. Lige nøjagtig det kneb det lidt med. Der sad vi så, Jonas og jeg, ved siden af hinanden, med 20-30 cm afstand, på en 20 cm “høj” skammel, nøgne og vaskede os, altså sig selv, snakkede og “var” bare, på en anderledes og noget mere intim måde, som var aldeles ny, men også behagelig og afslappende, og som affødte en snak, der var mere “ærlig” og dyb.

Derefter 2 timer calligrafi med hele gruppen.

Lille familiedrevet restaurant kl 17.00 med plads til 20 personer siden på numsen i grupper på 4 omkring en varm plade, hvor maden blev færdiglavet. Umulig for en ikke lokalkendt at se udefra gaden. Fælles foto. 16.000 yen for os alle inkl drikkevarer. Jeg fik to øl og sake.
“I recommend before leaving Japan that you try the shower toilet” udtalt af professor Suda, der sad ved Reed, Kruse og mit “bord” – mens vi spiste. Det gav en del latter. Helt uventet åbenhed og direkthed fra en 62 årig japaner, der talte flydende engelsk.

Mandag
Besøg i lille tempel. Fælles foto.
På Kina restaurant med 8 japanere. Uddeling af pins. 7-8 retter.
Tokyu Plaza. Køb af Nike tøj. Kaffe på starbucks tagterrasse. 6. sal. Professor Suda var med.

Badminton #III 18.30-21.00 i Aoyama Junior High School gymnasium i Minato.
4 baner. 45 japanske spillere. 9 danskere. Nadia forstuvede sin ankel dagen før. 30 minutters opvarming, der tog toppen af stivheden og ømheden i kroppen. Blandede doubler, dvs japaner med dansker mod japaner med dansker. Ét sæt til 11 point. Japanerne roterer, og må vente indimellem. Danskerne er i gang næsten hele tiden. Som dagen før. Adskillige gennemblødte bluser. Som dagen før også drivende våde sko.
Bagefter samling, kort tale af dem og mig, uddeling af danske flag som gave til alle fra os, adskillige fælles fotos. Jeg fik 3 badmintonbluser personligt af en ældre mand og byttede mig til 6-7 andre bluser med bluser medbragt hjemmefra, og vi fik 7 billetter foræret til de unge til Japan Open 2019, og 26 små vaskehåndklæder.

Meget kort bad i omklædning. Vi havde 12 minutter inden anlægget blev aflåst. Og “bruserne” var to tynde og ca en meter lange vandslanger i hoftehøjde.

Observation II:
Alle undskylder overfor doublemakker (os danskere) ved serverfejl og fejl generelt. Ingen jubler. Eller råber ved fejl. Ingen synlig aggressivitet i adfærd, gestik eller artikulation. Intet højlydt grin eller rigtig sejrsråb. Pigerne “kampråber” i fællesskab i damedouble før hver duel. Et højt ord, der efter utallige dueller og kampe begynder at skære i ørerne. Derudover kun smil eller stilhed. Næsten for pæn og neutral opførsel – for en dansker. De har svenskernes høflighed og tyskernes “ordnung muss sein”.

De takker, bukker, beder om fælles foto, er yderst taknemmelige, tager ikke megen initiativ til fx spillestart, kamp sætning, “velkomst klappe hænder”, men afventer generelt. Svært at gætte eller se, og tolke, hvad de tænker. Meget synes at blive gemt bag facade. Yderst tålmodige og venter, opmærksomt og i stilhed til deres tur. Ingen brok, kritik og snak eller “se væk” eller uopmærksomhed.

De ER små, eller overvejende lavere, og tyndere, spinklere end “os” kaukasiere, danskere. Alle vitterligt sorthårede, glat, uden krøller eller hvirvler.

På en badmintonbane mere sprængfyldte, lettere og mere bevægelige, mobile, elastiske, fleksible, dog også lidt mere statiske, i forståelsen automatiske i spillet, i hvert fald dem, vi spillede med og imod, groft generaliseret. Spiller det samme spil, minutiøst indlært gennem utallige gentagelser, vil jeg tro. Ser det også hos de unge, som nu gennem de sidste 2-3 år har modtaget høj teknisk og gentagelsesorienteret træning i Vordingborghallen af Jacob Oehlenschlæger. Det efterlader dem iklædt et spillemønster, der ofte fx indeholder et veludført, men hurtigt læsbart netkrydsdrop. Tænker at den mere kreative og “frie” udførelse vil komme senere. Japanerne, de bedre vi mødte, kan deres slag, bliver i deres slagrepertoire, i det sikre, som de virkelig mestrer, i høj fart og megen kraft, lægger bolden helt ud i hjørnet med stor præcision og frem for alt sikkerhed og fart, mens “mine” unge slet ikke er så sikre, men mere vil det nye, det uprøvede, det svære, det spontane, det uovervejede og ugennemtænkte, finterne, og mere “bløde” i deres spil. Det er som at spille mod menneskelige maskiner, der kan gentage i en uendelighed, præcist, perfektioneret. Et spil med et rimelig genkendeligt mønster, som er utrolig effektivt, kværnende i samme tempo og stil med meget få afvigelser. Jeg føler mig udspillet, men ikke “udlæst”. Jeg kan læse dem, men kan ganske enkelt ikke følge med eller spille med samme kraft eller sikkerhed, og laver for mange fejl. Synes til gengæld, det er mig der kommer med det taktiske, det bløde, det lidt mere kreative, foranderlige i forhold til modstander, men knuses under deres høje niveau.

Mere taktiske? Mere fleksible i spillestil? Mere tænkende? Tjah? Måske. Det synes VI i hvert fald! Passer det? “De” siger det også i tv. På TV2 Sport. Mener jeg. At asiaterne, generelt, spiller sådan, og “vi” spiller sådan. Som beskrevet. Og hvis “vi” blev lige så hurtige, sprængfyldte og sikre som “de”, så ville “vi” knuse dem. Men vi, kaukasiere, kommer aldrig til at spille sådan. Vi har ikke den fysik. Den biologi. Den genetik. Vi ér tungere, kraftigere bygget, har andre muskler, er mere stive, langsommere og mindre eksplosive. Tyngdekraften rammer os ligesom hårdere! Alt sammen selvfølgelig meget generaliseret.

Fakta
Danmark – 6 mio indbyggere. 92.300 badmintonspillere. 1,54%.
Japan – 126 mio indbyggere. 9,3 mio badmintonspillere. 7,38%.

Populære sportsgrene
Japan – 1)at gå, 2)bowling, 3)svømning, 4)golf, 5)badminton, 6)bordtennis, 7)fodbold, 8)baseball.

Mange mennesker i tog. 70 min transport med tog og taxi.

Hjemme kl 22.30. 3 øl med vores værter, et ældre ægtepar på ca 65 år, manden er den hovedansvarlige for vores besøg og fra Tokyo Badminton Klub, og de har været med alle dage – og hele dagen. Visning af foto. Tegne som kommunikationskanal. De taler ikke engelsk og der er ingen wifi til google translate, men med øl i blodet går alt lettere. Vi griner og hygger. Jeg lægger samtidig budget. I seng kl 00.10. Vågen kl 02.15. Jetlag og smerter i begge lyskner og ben. Slukkede air condition. Gik ud på våd tagterrasse og lavede udstrækning på gulvet, mens storesøster Kruse snorkede videre. Lod terrassedør stå åben med myggenet for. Knæk i ryg. Svag bedring.

Stille by. Generelt. Trods mange mennesker. Ingen dytten. Ingen udrykning. Ingen højttalende mennesker. El biler. Orden. Ingen taler i mobil i tog eller bus. Eller taler generelt. Mange sover. Næsten ingen kigger, ingen øjenkontakt. Voksne læser tegneserier på mobil og i bøger. Trætte kontorfolk i hvid skjorte, sorte bukser og blanke, sorte sko og mappe eller taske. Skolepiger i uniform med korte nederdele, strømper til under knæ, skjorte og slips. Ingen spiser eller drikker gående eller på station eller i tog. Ingen skraldespande. Intet skrald nogen steder. Mange mennesker arbejder på gaderne med at holde vagt, dirigere trafik og gående, sørge for orden, servicere ved togene, rydde op. Høj, hurtig og uhyre venlig betjening og service i butikker og spisesteder.

Tirsdag
Op kl 6.20. Afgang fra hjem kl 7.15.

Vi stod tæt i toget. Helt tæt. Så tæt at det var umuligt at få armen op. Helt presset sammen som jeg aldrig før har oplevet. Med/mod fremmede. Noget klaustrofobisk. Lige som på tv.

Møde på Station kl 9.00.

DAIHATSU YONEX Japan Open 2019 i den olympiske arena.

Vi så førsterunde herresingle mellem Kento Momota og Hans-Kristian Solbjerg Vittinghus.
Jeg fik mit pressekort. Jeg havde hjemmefra ansøgt – og det lå der faktisk, klar til udlevering!

Kort møde med landstræner og ven Jacob Høi, kort før Line Kjærsfeldts første kamp.

Sushi hos Okubo-San, hjemme igen med og hos vores været. Aldrig har jeg fået så lækker sushi.

Onsdag
Yonex showroom kl 11.00.

Fælles spisning på restaurant kl 13.00

Badminton #IV 15.15-18.15. Jissen High School.
Arrangerede kampe, single og double. Danske drenge mod japanske piger. De råber.

Cafe med søster til aften. Endelig Wifi. Mail til Mette derhjemme. Desuden fanger jeg ofte et wifi signal, når vi kører med tog og er på eller nær station, og skynder mig at sende en kort besked hjem.

Sen aftensmad hos Okubo-San. Og store øl – hver aften.

Torsdag
Afgang fra vores værtsfamilie kl 7.00.

Badminton #V 9.00-12.00. Tokyo City West.
6 baner, kæmpe hal, 50-60 japanske spillere. Igen mange piger. DK mod Japan: single, double, mix. Endelig et sted med bad/bruser.

Videre til kimono udlejning og derfra til tempel. En japaner betalte for leje af 10 kimonoer, inkl “træsko” og tasker til alle de unge spillere. Pigerne fik sat deres hår. Samlet pris ca 30.000-40.000 yen. Jeg bukkede adskillige gange. og sagde respektfuldt tak.

Besøge Akakusa tempel. 31-33 grader. De unge udklædte danskere gik fra kimono-udlejningen de 10-15 min gennem Tokyos virvar af trafik og mennesker hen til tempelområdet. Et prægtigt syn som vakte opsigt. 10 store udlændinge i traditionel japanske dragter.

Aftensmad på restaurant nær tempel.

Hjemme kl 20.15.

Fredag
Badminton #VI 12.00-15.00. Tokyo City West (TCW) Samme sted som i går. Jeg spillede ikke pga knæ-problemer.

Utallige gaveudvekslinger. Formanden for dette område kom med en gave – chokolade i en flot boks. En anden fra denne klub, TCW kom med to bluser til mig, 3 bæreposer med gaver – 3 flotte poser til hver indeholdende lokale snack specialiteter.

Senere gik vi hen til en lille gadefest, hvor hende der tidligere gav os gratis billetter til Japan Open, gav os gratis mad- og drikkebilletter.

Hjemme hos Takashi Okubo-San ved 22 tiden. Vi drak nogle øl, hyggesnakkede og tegnede. Tegnede drømme. Om fremtiden. Om et besøg af japanerne i Vordingborg i 2021.

Lørdag
Op kl 06.30. Afsted kl 8.00. Mødested Tokyo Station kl 10.00. Afgang mod Haneda lufthavn kl 14.35 med bus. Okubo-San og kone ledsagede os derud og sagde farvel. I lufthavnen stødte Toyoto, en 18 årige japaner, der havde spillet mod os flere dage, og professor Suda, professor i sportsfysiologi, som ligeledes havde ledsaget os i nogle dage, til afskedsgruppen. Der stod de så, da vi gik mod sikkerhedscheck, 65 årige Ukobo og Toyoto i Team Storstrøms røde bluser, og vinkede farvel. Okubo viftende med det danske flag.

Okubo-San, bosiddende i Warabi, ca 60-90 min i tog fra centrum. Et ægtepar – pensionerede lærere i japansk og historie. Kommunikation med kuglepen, papir, tegnsprog og japansk oversættelsesprogram i meget simpel udgave på Ukubo-Sans lille mobil.

Formand for Tokyo Badminton Club. En mindre klub.

Fantastiske værtsfamilier. Hjertelige, yderst venlige og hjælpsomme.

De tilberedte morgenmad og ofte også aftensmad. Vaskede vores badmintontøj. Ledsagede og guidede os ud i Tokyos omfattende togsystem. Lavede ugeplan og beskrivelser. Havde aftalt 6 gange badmintonspil i 4 haller. Sørget for bolde. Andre japanere, ikke gæstgivere, betalte for vores entre til Japan Open og leje af kimonoer (ca 3.000 kr). Mange af gæstgiverne ledsagede os på de mange restaurantbesøg, både til middag og aften, og vi fik virkelig stiftet bekendtskab med det brede japanske køkken, og lidt øl og sake.

6 dage med badminton. 14-16 timer. 3 haller med henholdsvis 3, 6 og 6 baner og ca 55, 60 og 50 japanere udover os 10 danske spillere. 15-30 minutters fælles opvarmning og dernæst kampe med og mod japanerne, mest et sæt til 11, hvor vi spillede doubler mod et japansk par, hvorefter et nyt par kom på banen som vores modstandere, og sådan fortsatte det i nogle timer.

Togsystem med flere privat drevne linier, med høj service og informationsniveau, toge hver 5. minut, et “rejsekort”, der også kan benyttes i butikker.

Drøm…..

…..Om genvisit juli 2021. Født i Warabi, forstad til Tokyo, Japan, fredag den 26. juli 2019 efter kl 22.35.

Tak til Li-Ning for bluser, Midtfyns Bryghus for øl og Danisa for småkager.

Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

Læs også

I går var første Badmintonliga-dag!

Men der var også Miniton- og Skolebadminton-dag i Vordingborghallen og på den lille folkeskole i …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.