Mathias Boe og Carsten Mogensen. Foto @ Annette Vollertzen

Nedtælling: Et år til OL i Rio de Janeiro

I dag er der præcis et år, til OL i Rio de Janeiro begynder. Danmark har allerede kvalificeret sig i enkelte discipliner i skydning, sejlads og svømning, og herrernes ungdomslandshold i fodbold har også sikret sig billet. Kvalifikationen for badmintonspillerne løber helt frem til 30. april næste år, så der må vi stadig væbne os lidt med tålmodighed.

Danske medaljehåb
DR Sporten er i denne forbindelse kommet med deres ti bud på danske medaljetagere, og her er badminton repræsenteret på listen i form af herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Mathias og Carsten vandt sølv ved OL i London 2012 og har også en sølvmedalje fra VM i 2013 og en bronzemedalje fra VM i 2014. Ud over at være et godt bud på danske medaljetagere ved næste uges VM i Jakarta ligner de også et godt bud på at snuppe en medalje med hjem fra Brasilien næste år.

Historisk set har Danmark vundet seks OL-medaljer i badminton. Den eneste af guld stod Poul-Erik Høyer for i Atlanta i 1996.

Målet er 10 medaljer ved OL
Team Danmarks officielle målsætning for OL 2016 er at få 10 medaljer med hjem. Ved OL 2012 vandt Danmark ni medaljer, og det var det bedste resultat siden 1948.

Mathias Boe og Carsten Mogensen er de eneste badmintonspillere på DR Sportens liste over kandidater til OL-medaljer næste år, men det skal tilføjes, at DR Sporten helt bevidst kun har sat et navn eller par fra hver sportsgren på listen for at komme flest mulige sportsgrene rundt.

Ved det nylige European Games, der blev afholdt i Baku i juni måned, blev vi badmintonfans forkælet med fem medaljer. Det samme bliver næppe tilfældet ved OL i Rio de Janeiro, men der er da ingen, der forbyder os at håbe på mere en blot en enkelt medalje. Det er vel kun i damesingle, hvor vi ikke har en realistisk chance for at hente brasiliansk metal med hjem til Danmark om et år.

Kilde: DR

Læs også

Jan Ø. tog førstepladsen i gruppe G

I den direkte duel om førstepladsen i gruppe G i herresingle, tog Jan Ø. Jørgensen …