Foto @ Free Images

Odense-træner tror på holdets kvaliteter

Loading

Det blev præcis lige så svært som forudset for Odense OBK’s ligamandskab at hente point med hjem fra Skovshoved i tirsdagens holdkamp i 5. runde af Badmintonligaen. Nordsjællænderne stillede med et stjernespækket mandskab, hvor fem af spillerne fra den 9. til 13. december deltager i Super Series finalerne i Dubai.

Nederlaget betyder, at Odense OBK lige nu ligger sidst i Badmintonligaen med 4 point. Ligaen er dog meget tæt, der er kun 3 point op til Greve Strand på en 4. plads, så Odense OBK’s cheftræner Lennart Engler ryster ikke på hånden:

”Nederlaget til Skovshoved har ikke den store betydning for os. Sådan som de stiller op i går vil alle hold tabe til dem i denne sæson, og det var på mange måder en godkendt præstation i Skovshoved”, siger cheftræneren, og fokuserer i stedet på holdets generelle præstationer:

”I de første fem holdkampe har vi spillet fint og indtil videre gjort det godt. Vi har et udviklingshold, hvor vi giver vore egne spillere mulighed for at prøve kræfter med kampe i ligaen. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til de sidste kampe. Der skal ligge 5-6 point til os i de sidste fire kampe, og vi skal helst tage 2 af de point mod Højbjerg”.

Odense OBK skal have fokus på at spille en god kamp mod Højbjerg, og cheftræneren vil ikke på forhånd pege på nogle nøglekampe som Odense OBK er favoritter i. Højbjerg kommer med en frisk sejr på 4-2 i tirsdagens lokalopgør mod Aarhus AB. Den sejr sendte Højbjerg forbi Odense OBK i den indbyrdes stilling, så der er meget på spil for begge hold i holdkampen.

”Vi kan spille Golden Set med de fleste hold, og det ved de andre hold godt”, siger Lennart Engler, der ser frem til flere spændende kampe i aftenens opgør.

Odense OBK har givet debut til endnu en ny ung lovende spiller, Tanne Vestergaard, der træder ind på holdet i damesingle i stedet for Henriette Jensen, der bliver sparet pga. småskader.

”Tanne Vestergaard er den næste damesingle spiller i rækken, så det er helt naturligt at hun får chancen på ligaholdet”, siger Lennart Engler.

Holdkampen kan følges via live streaming, og kampen er udpeget til at være 6. rundes hovedkamp. Det betyder, at der live streames med ekstra kameraer fra bane 1.

Livestreaming fra kampen mellem Odense og Højbjerg

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …