BadmintonBladet flest nyheder om badminton
I år var vi 8 spillere afsted i 4 dage i vinterferien – Sebastian (14), Peter (15), Gustav (16), Emilie (17), Daniella (18), Amalie (18), Jonas (21) og moi (52), og gentog dermed sidste års besøg, hvor vi var 11 spillere og 3 forældre afsted.
Nu følger en 24 timers beskrivelse, startende fredag morgen den 16. februar.
Står op lidt over kl 06.00 for at få lidt alenetid og stilhed, før jeg vækker de unge et par timer senere. Kan heller ikke sove mere pga forventningsspænding. Der er morgenbuffet mellem kl 07.00-09.00 på la Auberge de Jeunesse. Vi overnatter på to flersengsstuer på vandrehjemmet.
Jeg indtager to kopper kaffe, et stykke flutes med marmelade, en lille yoghurt, en pain au chocolat og to glas appelsinjuicen. Det sidste mest for at skylle 300 mg ipren og 500 mg panodil ned.
Det er badmintondag “no. I” i det franske og det er nødvendigt at optimere på de få parametre, jeg råder over.
Kl 09.50 går vi de 100 meter hen til Palais du Sport, hvor Red Star Mulhouses Academy træner hver formiddag og eftermiddag/aften. Vi spiller to timer på kryds og tværs med nogle lokale, et par indonesere, en fra Reunion og Tyskland. Desværre er byens star, Arnaud Merkle til turnering i Spanien.
Kl 13.00 tager vi med Kenny (mere om ham længere nede) på kinesisk restaurant midt i byen. På vej ud af bygningen efter spisning opstår der lidt forvirring mellem spillerne og mig, da jeg tager elevatoren til kælderetagen og går lidt i panik, fordi jeg i 5-10 minutter ikke kan finde de unge. Herefter får jeg indtastet alles mobil i min tlf bog. Bedre sent end aldrig.
Herefter giver jeg de unge frihed under ansvar, aftaler at mødes på vandrehjemmet og trisser alene rundt i centre ville en times tid.
Kl 18.00 henter René og Kenny os og kører til forstaden Wittelsheim, en by med 10-15.000 indbyggere. Her skal vi kl 19.30 spille opvisnings-/landskamp, arrangeret af Kenny, en særdeles aktiv 63 årig veteran, træner samt speaker ved forskellige badminton arrangementer, tidligere fransk veteranmester og ivrig deltager ved diverse internationale veteranturneringer.
Lidt historik
Jeg mødte Kenny (Kaneson Sethuraman) første gang i 1997 i en badmintonhal i Mulhouse kort efter, at min daværende samlever og jeg var flyttet til byen på et 5 måneders ophold. Vi kom hurtigt i snak og han foreslog, at vi spillede en turnering i Bourg-En-Bresse. Som nyt medlem af Red Star Mulhouse var jeg blevet kategoriseret som c-spiller, pænt lavt, og nåede derfor at deltage i 3 stævner med Kenny det efterår, før jeg opnåede en langt mere passende rangering.
Bekendtskabet med Kenny gav adgang til at møde en masse mennesker, da han kender og taler med gud og hver mand, og den lave rangering medfødte desuden pæn succes på badmintonbanen.
Så mens min fransktalende og -studerende samlever sad med bøgerne og skrev på sit speciale i den møblerede lejlighed i Mulhouse, spillede jeg det efterår mere badminton end nogensinde før. Mine medbragte psykologi bøger fik jeg ikke kigget meget i. Der var stævner og holdkampe hver weekend og ugen igennem træninger i forskellige haller og klubber. Det kortvarige eventyr sluttede med en andenplads i single ved Alsace mesterskaberne, hvor jeg som useedet var gennem kvalifikationskampe og i finalen efter 6 singler absolut intet havde at byde på.
Tilbage til Wittelsheim.
I månederne op til vores besøg fredag den 16. februar har Kenny og jeg efter mere end 10 års pause genoptaget kontakten.
Vores lille frø om et venskabsbesøg og -kamp har gennem skriverierne udviklet sig.
Vi er endt med en aftale om en opvisningskamp. 11 kampe (2 mix, 2 ds, 4 hs, 1 dd og 2 hd) i deres 2 år gamle hal.
Kl 19.15 er der indmarch og line up, præsentation af Kenny, tale fra klubformanden og byens borgmester, presse, fotografer, publikum, dommere, flag, bænke, reklameskilte, og live dækning via youtube, som desværre ikke kommer til at fungere.
Efter kampen, langt over kl 23.00, er der fællessspisning. Traditionel alsasisk mad – Baeckeoffe med lokal pinot noir og Kuglehopf og kaffe til dessert. Samvær, snak, grin, kulturudveksling og mange historier. Der bliver også udvekslet gaver. Jeg holder en tale på 10% fransk og 90% engelsk og uddeler de medbragte, sponserede Danisa Cookies småkager i “badmintonudgaven” og Guldborgsund øko-æblemost, og de svarer igen med miniudgaver af deres Kuglehopf til hver spiller.
Langt over kl 01.00 køres vi tilbage til la Auberge, mætte på mange måder, trætte, ømme, glade, opløftede. Kl 02.00 er der nogenlunde ro på de to værelser. Men ikke i min krop og mit sind. Hoften gør ondt, trods pæne doser ipren og panodil over flere dage, og dagens begivenheder og ikke mindst sprog farer rundt i tankerne.
Den første udgave af denne historie begynder jeg på kl 05.55 lørdag morgen i receptionen – her er der wifi, fordi jeg ikke kan sove mere og gårsdagens oplevelser presser på og bare skal ud.
Med den akkumulerende alder bliver det stadig vigtigere for mig at fastholde begivenheder, oplevelser, udtryk, tanker og følelser. Minder, med andre ord. I genstande, synlige overalt derhjemme. Gerne på foto. Især på skrift. I noget konkret og håndfast. Ellers vil jeg langsomt miste dem. Og jeg er hundeangst for at miste. Mon det har noget at gøre med, at fortiden er længere end fremtiden, med det at blive ældre og at kunne ane slutningen derude? Eller bare fordi vi døjer lidt med demens i vores familiegener?
Anders Legarth Schmidt skriver i sin fremragende bog “Jeg løber” følgende på side 42: “Jeg løber, fordi jeg er 41 år gammel og nyder at løbe hurtigere end hurtige løbere, der er 10-15 år yngre end mig. Betyder det, at jeg løber fra døden? Sig bare det. Jeg er ligeglad. Jeg løber nok snarere døden i møde, for guess what, jeg kan ikke løbe fra døden, og hvis jeg prøver, indhenter den mig pludselig, og så vil jeg stå der og tænke, om flugten var det hele værd. Så jeg løber lige imod døden og nyder hvert sekund af rejsen. Det kan være slut i morgen”.
Okay. Tilbage til badminton.
Det aktive liv, den megen badminton og det sociale liv den omfatter må gerne fortsætte mange år endnu. Jeg er langt fra klar til pensionering. Kroppen er måske pænt brugt, men min nysgerrighed og livssult er ikke blevet mindre med alderen. Næsten tværtimod.
Fredagen i kort form.
Dagens spørgsmål: “Kan man drikke vandet?” (De unge) og “hvor er min hue?” (Mig).
Dagens kampråb: “store patter!” (på dansk!). Undskyld. Men når fodboldlandsholdet kan, så kan vi også. Ingen forstår os jo alligevel. Typisk dansk humor. Emilie har videoen med vores kampråb, men vil ikke dele den. Jeg må have en alvorssnak med farmand Lejre herom.
Dagens motion: mindst 3 timer badminton og 8 km gang.
Dagens overraskelse: det øjeblik, hvor dommeren i andet sæt ved stillingen 25-24 til Amalie og jeg (1. mix) dømmer modstanders bold på vores sidelinje (på dommers side) ude, mens jeg pga stor tvivl afventer hans beslutning, og vi dermed til min lettelse vinder åbningskampen.
Dagens comeback: Jonas i anden single efter total håbløs taktik i første sæt, overskud i andet, og udradering af modstander i tredje. På vej hjem i bussen får han overraskende skældud af franske Kenny.
Dagens opfrisker: en kold øl efter opvisningskampen og bruser og før maden.
Dagens “højdepunkt”: frokosten på 30. etage med en fremragende udsigt til sneen på Vogeserne på den franske side og Schwarzwald på den tyske side af Rhinen. De schweiziske alper var desværre skjult i disen.
Dagens gennemgående følelse: taknemmelighed og rimelig pæn tilfredshed, udtrykt med jysk påpasselighed.
Dagens resultat: 8-3 til VBK/DK.
Dagens opsummering: Fællesskabet omkring badmintonspillet. På tværs af grænser. Kultur. Opvækst. Social og økonomisk status. Niveau. Alder. Køn. Spillet udligner og forener.
Per Damkjær Juhl
Team Storstrøm / Vordingborg Badminton Klub
