Per Damkjær Juhl-blog: Opråb til nutidens unge – gå ud og fest

Per Damkjær Juhl blogger med smittende entusiasme om stort og småt i badmintonlivet. Per er glødende badmintonelsker, holder til på Vordingborg-egnen og har oplevet badminton på egen krop og fra mange vinkler. Læs med og bliv lidt klogere – ikke mindst på livet med badminton. 

ABSTRAKT
Nogle få promille når det højeste internationale eliteniveau. Nogle få procent når subeliteniveauet. Resten, den store masse, de normale, bredden, må nøjes med et lavere niveau, men får den samme glæde og behovsdækning på det social, psykiske, fysiologiske, sundhedsmæssige område. En stor del af resten bør tidligt forventningsafstemme med SIG SELV og omgivelserne (forældre, trænere etc) og se realistisk på egne evner. Ellers kommer virkeligheden som en stor svamp, der suger lysten ud af dig.

I denne sommer har vi set nogle af de unge og dygtige spillere i området miste lysten til badminton, melde fra til træningen (eller rettere, aldrig melde sig til) og sælge ud af udstyret. Teenagere, der har spillet i 5-6 år og opnået et pænt niveau.
Nutidens unge! (TV2) kunne man sige.

Og dog.

Lidt anekdotisk viden/erfaring. Undskyld mig.

Jeg holdt selv i teenagealderen en pause, dengang for……33-34 år siden.

Dengang åbnede min verden sig lidt sent – er en late bloomer, for andet end badminton. Handelsskolen bød på nye venner. En større verden. BNP og skarpe afleveringsfrister. Barske lærere. Forstander Nierhoff (jo, farmand til legendariske J.P. Nierhoff). Nå ja, og gode fester, alkohol, det andet køn.

Pludselig blev badminton mindre vigtig. Det spillede sikkert også en rolle at gå fra den beskyttede ungdomsbadminton og -hold, til seniorbadminton/-træning og seniorholdturnering. Kravene blev større. Tabte til træning. Jeg kom bagerst i rækken. Hang i bunden. Jargonen var hård. Konkurrencen stor. Kort sagt, jeg følte mig på det forkerte sted “og var genert”/umoden.

Stoppede jeg? Tog jeg virkelig den nævnte pause?

Nej.

Jeg stoppede på seniortræningen og gik tilbage til ungdomstræningen, hvor jeg fortsat kunne lege og have det langt mere afslappet med spillet, hvor jeg var en af de store og kunne lære de andre noget, gå foran. Igen.

Her genfandt jeg motivationen.

Måske det også spiller ind i dag, at det for nogle af de unge ikke er nok at være god. Man vil være stjerne eller slet intet. De kunne ellers sagtens blive gode serie-, danmarksserie- eller divisionsspillere, have det sjovt med sporten resten af livet og dyrke sundheden. Hovedparten når jo aldrig eliten. Men mindre kan også gøre det. Synes jeg.

Det er også en yderst værdifuld bredde, der går tabt, og som især rammer herude i intetland. Udover at de bedste herudefra søger mod de store klubber, så mister vi også mange ved det nævnte frafald. Det med magneteffekten fra de store klubber er et yderligere problem. Jeg tror, og det er kun en fornemmelse, at en del dygtige spillere, der alligevel aldrig vil kunne nå eliten, går tabt i de store klubber. De drukner og mister lysten i mængden, i kampen om opmærksomhed, i kampen om de forreste pladser og deltagelse på de bedste træninger og hold, i den hårde træning.

Fælles er, eller kan være, det er helt uden evidens, at falder de fra i den alder, er det svært at få dem tilbage igen. Hvis den tese ikke holder, er jeg modtagelig for dokumentation.

Men som sagt, jeg ved det ikke. Jeg er ikke ung. Ærgerligt er det dog, at vi mister en del i den alder.

Mit råd og opråb til jer, nutidens unge – gå ud og fest, dyrk vennerne, få eller behold det fritidsjob, slap af, oplev verden, men bliv ved med at spille badminton. I, eller hovedparten af jer, bliver alligevel aldrig elitespillere og risikerer derfor absolut intet ved at tage den med ro i en tid, eller i resten af jeres badmintonliv.

Drop eller bliv realist omkring de store tanker og ambitioner på banen. Man kan sagtens gøre begge dele samtidig. Det gjorde vi i Kolding, da klubbens hold dengang lå i Danmarksserien. Det gjorde vi i Viby, der dengang lå i 2. og 3. division. Det gør man alle steder. Har et almindeligt liv og et badminton liv med fest og ballade samtidig. Det gjorde jeg. Og I kan roligt gøre det samme.

I bliver sikkert hverken ret meget dårligere eller bedre end jeg, og bevarer samtidig muligheden for et langt liv med denne vidunderlige sport, der kan give jer så meget – venner, fester, sammenhold, sejre og glæder, vigtige livserfaringer og oplevelser, sundhed og sunde og lærerige nederlag, tab og skuffelser.

Jeg gør det forøvrigt stadig. Træder et skridt tilbage, deltager på ungdomstræningen og genfinder spillets glæder. I sidste uge deltog jeg på Team Storstrøms tirsdagstræning kl 18.00-20.00 under Thomas Wilkens ledelse. Lavede 40 minutters benarbejde, 20 minutters feeding øvelser med 16 årige Nadia, spillede en double med Amalie på 19, Marius på 15 og omtalte Nadia, og sammen sluttede holdet af med 15 minutters kvalme- og syrefremkaldende konditionstræning.

Jeg elsker det. Det hele. Ikke mindst under de afsluttende 3 x 45 sekunders squats, hvor jeg for at holde mig selv kørende uden at give efter for syren, råbte til de andre, at “dem, der giver op er tøsedrenge” og adskillige “kom nu” og på den baggrund jo naturligvis ikke selv kunne give op. Det var fantastisk.

Så nutidens unge. Jeres liv åbner sig i teenagealderen. For alt mellem himmel og jord. Men det betyder ikke, at I behøver at stoppe med sport og badminton. Det udenfor sporten har alligevel ikke den store indflydelse på jeres drømme om at blive stjerne. For de fleste af os er de drømme totalt urealistiske. Fest løs. Udenfor badminton. Med vennerne. Indenfor badminton. Med vennerne. I vil ikke fortryde det.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub