Per Damkjær Juhl: Eventyret i Frankrig

I sensommeren 1997 tog kæresten og jeg til Mulhouse i Alsace, Østfrankrig. Hun skulle studere et semester på byens universitet. Jeg havde ingen planer udover at holde hende ved selskab, men medbragte mine psykologibøger og lidt badmintonudstyr med håbet om, at sporten var kendt i byen. Det efterår fik jeg stillet min badmintonsult.

Det viste sig at byen havde tre klubber, heriblandt Red Star Mulhouse (RSM), som blev “min”. Jeg var så heldig, at RSMs formand Christophe talte flydende tysk (mit andet modersmål), var vild med Danmark og kendte alle i byen. Vigtigst af alt en vældig sympatisk mand og i dag min næreste ven.

Efter 3 uger kontaktede jeg svigermor på Frederiksberg og bad hende sende mere badmintontøj.

I efteråret 1997 spillede jeg stævner og holdkampe næsten hver weekend, mens kæresten sad over bøgerne i lejligheden, og var bl.a. i Bourg-en-Bresse, Paris, Strasbourg, Mulhouse, Chambery. Sluttede af tre dage før hjemrejsen (og juleaften) med deltagelse i Alsace mesterskaberne i single, hvor jeg endte som to’er.

Vi rejste hjem til Danmark for at holde jul og fortsætte vores liv på Frederiksberg.

I marts 1998 tog jeg en weekend til Frankrig for at spille tre holdkampe i Aix-en-Provence ved Côte d’Azur. Turen gik med det schweiziske flyselskab CrossAir (hundedyrt og hvor der ikke blev sparet på champagnen) til Basel. Dagen efter kørte holdet i minibus fra Mulhouse til Provence. En tur på 7-8 timer. Foråret og varmen var allerede godt på vej i Provence, og vi sikrede oprykningen til National 2, det næsthøjeste niveau i Frankrig, efter kun én sæson i National 3. Dengang spillede man 2-3 holdkampe på en weekend og 5 weekender på en sæson.

Formanden tilbød mig i foråret 1998 et trænerjob i klubben, og da kæresten netop var blevet cand. ling. merc. i fransk, vi var uden børn og jeg var studietræt, besluttede vi at prøve lykken i udlandet. Jobbet indebar en gratis lejlighed og en beskeden løn. Vi fremlejede lejligheden på Langelandsvej og udvandrede. På ubestemt tid.

I efteråret 1998 og foråret 1999 var jeg spillende træner og igen på hyppigt turné i Frankrig – Nancy, Reims, Lille, Roubaix, Strasbourg, Paris.

I løbet af efteråret 1998 fandt vi ud af, at vi skulle være forældre og besluttede, at vi ville bo som forældre i Danmark. Så i foråret 1999 rejste vi hjem til lejligheden på Frederiksberg.

Jeg bevarede tilknytningen til Red Star Mulhouse og rejste i årene 1999-2005 flere gange om året en weekend til Frankrig for at spille holdkampe forskellige steder i det store land. Ofte medbringende et af mine små børn. Mine holdkammerater kom fra Slovakiet, England og hele Frankrig. De fleste var på kontrakt med et fast beløb plus præstationsbonus. Jeg ønskede kun at få mine rejseudgifter betalt.

Fra efteråret 1999 husker jeg en holdkamp i Paris. Turen gik med fly fra Cph til Bruxelles og videre med hurtigtoget TGV til Gare du Nord i Paris og ankomst i hallen 5 minutter før kampstart. Kampen foregik i en gammel hal med et stengulv magen til de mosaikgulve, som man stadig kan finde på gamle badeværelser. Generelt var hallerne, vi spillede i, af meget svingende kvalitet. Ofte uden badmintonstreger, der måtte tapes på gulvet. Hallerne havde ofte vinduer i vægge og loft, så sollyset kunne komme ind. Af og til en hel endevæg med glas. Ikke just befordrende for spillet med en lille, hvid fjerbold på et par gram. Ofte var gulvene beskidte og glatte. Af og til af beton. Eller det omtalte stengulv. Tilbage i Paris husker jeg min 1. HS ganske tydeligt. Jeg tabte første sæt stort og var langt bagud i andet. Følte jeg havde så meget, jeg ville bevise og skulle præstere, som dansker, netop indfløjet. Modstanderen returnerede bare og lod mig lave alle fejl. Så ændrede jeg taktik, smed boldene op under loftet, afgav al initiativ, hvorefter modstanderen stort set ikke scorede flere point i den kamp.

I oktober 2000 skulle jeg mødes med RSM-holdet i Provence. Turen gik med Virgin via Bruxelles til Nice. Taxa til stationen og derfra med tog langs Middelhavet til Marseilles, skift til lokaltog og ankomst til en lille fransk landsby over midnat efter mere end 12 timers rejsen. Jeg var meget forsinket og der var ingen til at afhente mig. Jeg gik på den lokale bar, lånte telefonen og ringede collect-call til Danmark (havde ingen kontanter og det var før mobilens tidsalder) til min samlever og bad hende ringe til min franske chauffør og holdkammerat for at fortælle, hvor han kunne finde mig. Da vi endelig nåede til vores overnatningssted, ventede hele familien med aperitif og en 4 retters menu med vin. Jeg var sulten. Sikke en gæstfrihed. Kampen husker jeg overhovedet ikke.

I marts 2001 var jeg i Grenoble. Det var af forskellige årsager en stresset periode for mig (bl.a. var barn nr. 2 lige kommet til). Under opvarmningen på banen mistede jeg delvist synet og blev hasteindlagt på hospitalet. Fik scannet diverse pulsårer, blev overvåget og fik slappet af et døgns tid, mens kammeraterne spillede holdkampene. Lægerne frarådede mig at flyve hjem efter det døgn – noget med at trykket i flykabinen kunne indebære en risiko, men jeg havde jo en flybillet fra Geneve, hvortil holdkammeraterne kørte mig, og en familie, jeg skulle hjem til. Jeg lever endnu.

Oktober 2002. Morteau i Jura, Frankrig. Haciba Rahem, Maros Sulko (Slovakiet), Jania Gloriod, Fabrice Bayer. Marjorie Boigiol, Thierry Foulon, Alexander Negrete, Per Damkjær Juhl, Simon Hupfel - nuværende formand. Foto: @Privat
Oktober 2002. Morteau i Jura, Frankrig. Haciba Rahem, Maros Sulko (Slovakiet), Jania Gloriod, Fabrice Bayer. Marjorie Boigiol, Thierry Foulon, Alexander Negrete, Per Damkjær Juhl, Simon Hupfel – nuværende formand. Foto: @Privat

I 2006 betød en skilsmisse pause i rejserne til Frankrig. Jeg var også blevet 41, havde tre små børn og var rykket ned på deres andethold.

Jeg har ikke gemt mine kalendere for årene herefter. Men jeg spillede enkelte holdkampe for RSM i Frankrig mellem 2007-2011, og kun på deres andethold. Førsteholdet var i mellemtiden rykket op i National 1 – det højeste niveau i Frankrig.

Set bagud husker jeg ikke specielt badmintonkampene, men mere alt rundt om kampene. Det “franske” – maden, vinen og at 5-6 personer kan dele og nyde én flaske vin, den lille espresso med sukker, måden at være sammen på og konversere (selvom jeg forstod meget lidt af det franske), den hyppige brug af “pardon” og generelt høfligheden fx når alle hilser på hinanden med håndtryk og kindkys, både før og lige efter en kamp, hvor sveden hurtig tørres af kinden først, fraværet af janteloven og oplevelsen af at der generelt er højere til loftet, osv.

Jeg er også siden 2011 kommet regelmæssigt hos le Président, og har flere gange arrangeret træningsophold i Danmark for større RSM-grupper. Klubbens udvikling er meget imponerende og professionel. De har i dag et samarbejde med en uddannelsesinstitution i byen, således at man kan have badminton på skoleskemaet, et akademi hvor spillere fra nær og fjern kan bo og træne, og producerer deres egne spillere, hvoraf en enkelt er tredobbelt fransk ungdomsmester.

På klubbens hold i øverste liga spiller der mange nationaliteter – et par indonesere og hollændere, Nathan Robertson fra England, en tjekke samt to unge af egen avl. Indoneserne fungerer som trænere og bor i formandens hus.

Formanden, min ven Christophe flyttede i 2013 til Reunion med samlever Veronique og barn. Reunion er en lille fransk ø i det Indiske Ocean, hvorfra Vero stammer. Min søn og jeg besøgte dem i marts 2015, hvilket jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Han var formand for RSM fra dens grundlæggelse i 1990 til 2013. I den tid blev klubben en af de største i Frankrig. Jeg var vidne til (og delvis deltager i) et lille vidunder og et stort eventyr.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

”Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, …