Per Damkjær Juhl: Vi er alle en betydningsfuld brik i vores succésrige fjerverden

Det gik ikke helt så strålende i Indonesia Open. Der var flere overraskelser. Set med danske øjne var mange negative. Og alligevel fik vi noget at glædes over. Ved Badminton Danmarks repræsentantskabsmøde i Vejle lørdag den 10. juni gik det måske ikke ligefrem strålende, men mere som planlagt, omend der også her var nogle bump på vejen.

Som Bjørk synger det et sted – “I thought I could organize freedom. How Scandinavian of me”.

Det er ikke muligt at organisere sig til frihed, ej heller planlægge sig til succes eller udenom bumpene. Gudskelov. Det ville blive for kedeligt. Lidt uforudsigelighed, kritik og oprør er godt.

På mødet i Vejle udgjorde Skælskør Badminton Klub/Team Skælskør Slagelse bumpene. På tre måder. Ved at fremføre at den økonomiske kompensation fra Badminton Danmark for den aflyste ligafinalekamp i 2016 var utilstrækkelig. Ved at opstille (og kort før afstemning trække) en modkandidat til posten som Badminton Danmarks formand. Og endelig ved at kritisere forbundets arbejde med at, skal vi sige reformere ligakonceptet uden at inddrage ligaklubberne.

Yderligere kompensation blev nedstemt, modkandidaten til formandsposten trak sig; og jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke rigtig fik fat i den korte diskussion endsige udfaldet om det kommende ligakoncept.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har den holdning, at det nuværende liga koncept er uholdbart. Det er uinteressant og uspændende og ligner noget, som er presset ind mellem langt vigtigere internationale konkurrencer.

Det normale holdturneringskoncept med blandt andet holdkampe spredt ud over en hel sæson duer ikke på liganiveau. Heller ikke, eller netop ikke sådan som de afvikles nu – i klumper klemt ind i en sammenpresset kalender.

Så lav en grundig brainstorming og ideudvikling, brug den tid I nu har brug for, inddrag de mange kloge hoveder i klubberne, kast alle bolde i luften, og kom med et nyt koncept. Tag endelig et kig mod Asien, og se hvordan de gør derude. Så arrogante og bedrevidende må vi ikke blive, at vi ikke kan lære af andre.

Udover ligaturneringen, kunne jeg godt tænke mig en revision af holdturneringen generelt. Holder konceptet med grundspil og slutspil, 11 kampe fordelt ud på syv måneder med én kamp hver anden/tredje weekend stadigvæk efter 30-40 år, eller mere?

Holdturneringen er stadig enhver klubs og badmintonlandet Danmarks grundfjeld, men behøver afviklingen og strukturerne forblive uændret? Klubberne udvikler sig. Ja, nogle afvikler sig. Spillergrundlaget skrumper ind, og holdturneringens omfang også.

Måske det er på tide at reformere også her og prøve noget nyt?

Tilbage til repræsentantskabsmødet i Vejle.

Jeg vidste ikke, at formandsposten var frivilligt arbejde. Men det fik Badminton Danmarks formand Rene Toft skåret ret tydeligt ud fra talerstolen. Han var vred over, at sagen om den aflyste ligakamp igen kom på banen, og at der drillende var opstillet en useriøs (min vurdering) modkandidat. Jeg har aldrig set ham så indigneret før. Jeg synes faktisk, det klædte ham. Jeg synes faktisk, det var rart, at mødets pænhed blev brudt lidt.

De tilstedeværende fik æret fire afdøde koryfæer, herunder Erland Kops med nogle hjertelige ord og en stående stilhed. Der blev sagt tak til afgående udvalgsmedlemmer, fx Ole Colberg og goddag til nyvalgte. Helt efter drejebogen.

Dagen sluttede med champagne og en underskrevet samarbejdsaftale mellem DGI Badminton og Badminton Danmark. Jeg fik trykket hånd med sportschef Jens Meibom, der havde læst Jacob Oehlenschlægers og mit indlæg på Badmintonbladet.dk. Han ville gerne tage imod vores indbydelse til at besøge Sydsjælland.

Jens Meibom kommer til møde i Vordingborghallen onsdag den 8. november kl. 18.00 og alle badmintonsjæle og -interesserede er velkomne.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Meiboms holdning til centraliseringen i store klubber. Det vil sige spiller- og trænersøgningen herfra mod København og hvordan den kan sættes bare lidt i bero. Hvordan Badminton Danmark kan hjælpe os hernede, der kæmper med store demografiske udfordringer – altså nedgang i antallet af 0-19 årige på mellem 10-25% over de sidste 10 år.

Jeg mener nemlig at området har brug for ekstraordinær assistance og bevågenhed, til fx træneruddannelse – medmindre man er ligeglad.

Kl. 17.17 kørte bussen med deltagerne fra Lolland, Falster, Bornholm og Sjælland retur mod øst, og turen hjem blev krydret med udleverede sandwich, fadøl og landskampfodbold på iPad og live radio.

Jeg stod af ved afkørsel 32 kl. 19.49 og hastede mod Strøby hallen, hvor Team Storstrøm afholdt sæsonens sidste 23 timers lejr.

Lørdagstræneren Line Damkjær Kruse var taget hjem efter 5 timers træning. De unge legede og spillede, og jeg nåede en double med 72-årige Hans-Erik Meincke fra Sydstevns Badminton.

Suzanne Wittrock kørte velfortjent hjem, og først over midnat fik jeg de sidste drenge til at holde kæft, udtalt netop sådan. Bagefter kunne jeg lægge mig til at sove på en tynd madras i en sovepose i et skolelokale med hjælpsomme Kim, en forælder, og cirka 10-12 unge badmintonspillere.

Søndag morgen kl. 8.30 var alle klar til tre timers træning med Frederik Colberg, sponsoreret af Team Storstrøms sponsor Li-Ning.

Søndag kl. 12.20 kørte jeg hjem til mit hvide hus i Vordingborg, noget slidt, men helt godt tilfreds efter mange begivenhedsrige og gode timer.

En sidebemærkning: Team Storstrøm havde fået gratis adgang til Strøby-hallen og skolen, der lå ved siden af. Ja, vi havde fået nøgler til begge steder og dermed fri adgang. Er det ikke utroligt? Sikke en tillid.

Her er en artikel om den specielle, skandinaviske tillid, som er enestående.

At være frivillig, som for eksempel Rene Toft, og som langt de fleste i de store og små klubber og kredse er lidt……nørdet. Eller småskørt. Set udefra så kan det da godt undre lidt, at vi gider.

For selvom rosen og taknemmeligheden fra andre og den indre tilfredsstillelse fylder mest, så er der også bump, kritik og ris. For det er som om arbejdsverdenens tilgang og mindset driver ind i den frivillige verden med alle dens krav og forventninger. Som om nogle glemmer, at vi faktisk gør det her arbejde frivilligt og helt ulønnet, når man ser bort fra sponsortøj, kørselspenge/diæter (kender jeg ikke til) eller en flaske alkohol af og til som tak.

Jeg vil gå så langt som til at påstå, at uden de frivillige, os frivillige, så havde vores badmintonland ikke den fremtrædende og internationale rolle, som vi har i dag. Og har haft meget længe. Den position beror på mange elementer – ovennævnte tillid, en veludviklet kritisk sans, ansvarlighed, effektivitet og snusfornuft, selvstændighed, dygtige træner, men også meget på frivilligheden i de små og store klubber, på lavt og højt niveau, horisontalt og vertikalt.

Når jeg tænker over det, så transformerer min selvpåhæftede “nørd-label” sig til et “selv-klap” på skulderen, og jeg løfter blikket i, jo nu siger jeg det, stolthed. Vi er alle en betydningsfuld brik i vores succésrige fjerverden. Det er værd at huske på og påskønne og værdsætte, for det er et element, som vi ikke bare må tage for givet.

Per Damkjær Juhl
Team Storstrøm
Vordingborg Badminton Klub