Perspektiv: Badmintonstjerner gør det ikke alene.

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 9. april 2015.

Vordingborg Badminton Klub rykkede i sæson 2014-15 op i Danmarksserien efter én sæson i Sjællandsserien.

Med en gennemsnitsalder på 43 har VBK muligvis det ældste hold i Danmarksturneringen for seniorhold. Der er med oprykningen ikke udsigt til, at den status vil ændre sig. Tværtimod.

Gennemsnitsalderen vil sandsynligvis blot stige med endnu et år i den kommende sæson. Der er umiddelbart ingen til at tage over. Min plads er ellers billigt til salg, ja helt gratis til rådighed for en ung spiller, der har mod på at spille på det niveau. Så sjovt er det heller ikke som knap 50 årig at møde teenagere i holdkampe. Til tider faktisk lidt patetisk. Klubbens ungdomsarbejde har været forsømt i en del år, og det vil tage mange år, åh nej, før klubben vil kunne producere en spiller af egen avl til det niveau. 

Måske er VBKs (s)tilstand et udtryk for situationen i mange klubber i Danmark. Min påstand er, at udviklingen af sporten i mange år har været forsømt, samtidig med at der er foregået og stadig pågår en centralisering. De små og ofte lidt yderligt liggende klubber har mistet medlemmer og de store og mere centralt liggende klubber har fået medlemmer. 

Forbundet, og mange af os menige medlemmer, frivillige og aktive spillere, har i mange år hvilet på laurbærene og troet på, at nye medlemmer ville komme af sig selv, ikke mindst i kraft af badmintonstjernernes optræden i medierne. 

Men badmintonstjernerne gør det ikke alene. Har måske aldrig gjort det. De er fantastiske repræsentanter, men nye medlemmer opstår ikke (alene) pga store præstationer til VM eller All England. Det var måske tilfældet tidligere. Men ikke mere. Det er efterhånden gået op for alle og gudskelov er der igangsat mange nye initiativer for at promovere badminton og ruske liv i klubberne. 

Der er flere parallelle spor i gang samtidig. 

De store klubber er et spor. De fungerer, og gør det rigtig godt. Der er mange medlemmer, et rigt klubliv, gode faciliteter, stort engagement, en høj træner- og træningskvalitet, og klubberne fungerer som magneter for spillere fra nær og ikke mindst fjern. Jeg har selv haft nogle sæsoner i Viby og Værløse, og det er fantastiske steder at komme. Jeg er ikke modstander af store klubber. Tværtimod. Men de rummer måske også et uheldig aspekt – mere herom senere. 

Det andet spor er de mindre klubber, der enten ligger mellem de store eller mere yderligt. Rammerne er mere slidte, trænerne sværere at finde. Her arbejdes der også intenst på at fastholde og skaffe nye medlemmer. Udskiftningen fra sæson til sæson kan være stor, og der er en tendens til, at den gode spiller hurtigt rykker videre til en større klub – og sjældent kommer retur igen. 

Risikoen er dog at en god spiller har sværere ved at gøre sig gældende i en stor klub, hvor kampen om opmærksomheden og pladserne på de gode træninger er stor. Jeg tror, vi mister mange unge spillere på den konto, for jeg tror, at dem, der ikke slår igennem i en større klub ofte stopper helt med at spille badminton. De vender ikke tilbage til den lille klub. Tidligere, altså dengang jeg var ung – mange år siden, kunne man være en stjerne i en lille klub – og fortsætte med at spille der. I dag tror jeg, er man stjerne i en lille klub for en kortere tid for så at rykke videre til en større klub. Med den risiko at man ophører helt, hvis man ikke slår til. Det er kun min formodning, som jeg dog har diskuteret med nogle aktive ungdomstrænere i de senere år. 

Så er der det tredje spor. Det er de klubber, som helt uddør. Dem er der en del af, især i det her område – Sydsjælland, Lolland og Falster. Tidligere var området leverandør af gode spillere, endog rigtig gode spillere. Men det er mange år siden. Herefter kom der i mange år meget lidt nyt blod til. Klubberne uddøde nærmest. Eller blev som VBK. Hjemsted for stædige veteraner med et stort hjerte for badminton. Enkelte klubber er gennem en stor og langvarig indsats genopstået – Stubbekøbing er et fantastisk eksempel og et lys i mørket. Stubbekøbing har opdyrket og skabt et solidt fundament gennem flere års engagement, hårdt frivilligt arbejde og gode trænere. Jeg kigger ofte med stor respekt i den retning. 

Vordingborg Badminton Klub bliver aldrig en stor klub. Selvom jeg drømmer om det. Vi kender vores plads i den moderne fødekæde. Vi forsøger at efterligne og bygge videre på, hvad andre, herunder Stubbekøbing gør. Min holdning er, at yderligt liggende klubber bør samarbejde mere gennem fælles træning og andre initiativer for at fremme udviklingen og forhindre (for tidlig) udvandring. Personligt er jeg (næsten) ligeglad med, om det er VBK eller en anden klub i dette område, der lykkes med denne proces, så længe badminton sporten lykkes med at eksistere og eksistere på et rimeligt højt niveau. Vi skal arbejde på at lykkes både horisontalt og vertikalt. 

Afslutningsvis. Foreningslivet er for mig at se en utrolig vigtig del af sammenhængskraften i Danmark. Det er i foreningslivet, at man kan mødes på kryds og tværs af økonomiske, kulturelle og politiske forskelligheder. Vi er ens på en badmintonbane.

Modsat tidligere kommer foreningslivet ikke længere af sig selv, især ikke blandt unge, tror jeg, men skal opdyrkes, gødes og holdes i live med omhu og opmærksomhed.

Veteraner som mig er opvokset i en stærk og bred foreningskultur.

Det er min opgave at give den kultur videre. 

Per Damkjær Juhl