Pilen peger op for Viktor Axelsen – ned for Jan Ø. Jørgensen

Viktor Axelsen kan efter sit nederlag i går i Singapore trøste sig med, at han for første gang for alvor har overhalet Jan Ø. Jørgensen på verdensranglisten. Det har været længe undervejs, og da han i marts overhalte Jan Ø. i en uges tid, har det da også kun været et spørgsmål om tid, før den unge dansker mere permanent sætter sig på den danske herresingle-trone.

Læs også: Axelsen overhaler Jan Ø. på verdensranglisten

Ingen finaler i lang tid for Jan Ø.
Mens Viktor Axelsen det sidste halve år har leveret flotte resultater, så har Jan Ø.’s form været nedadgående. Siden juni 2015 har Jan Ø. således ikke stået i en eneste Super Series-finale, og specielt fra januar 2016 til nu har han, udover sin All England-kvartfinale, haft svingende resultater. Han har i lang tid været nummer to i verden, men siden årsskiftet er han gledet nedad og er aktuelt nummer seks.

Jan Ø. har i denne dårlige periode nogle grimme nederlag ved blandt andet EM for hold, hvor han taber til franske Brice Leverdez, samt et første runde-nederlag ved Singapore Open og i anden runde af den nyligt overståede turnering i Indien. I disse turneringer har han tabt til spillere, han på papiret burde slå.

Det skal dog siges, at han i sidste uge spillede en fin turnering i Malaysia og kun tabte til aldeles suveræne Lee Chong Wei. Og det skal ydermere nævnes, at en skade har drillet ham i tiden omkring DM, som han måtte droppe at stille op i. Dog er disse formildende omstændigheder ikke helt nok til at undskylde et skidt halvår frem mod de Olympiske Lege til sommer.

Viktor Axelsen på himmelflugt
For Viktor Axelsen har pilen kun peget en vej, og det er lodret opad. På listen over kvalifikationen til sæsonfinalerne er han således på en imponerende andenplads kun overgået af Lin Dan. Fra en niendeplads i maj 2015 har han flere gange været oppe på femtepladsen, men forhåbentlig får vi lov til at se en mere stabil top fem-placering til Viktor de kommende måneder.

Axelsen tabte pudsigt nok også i Singapore Open i anden runde sidste år, men efter den turnering har han ikke set sig tilbage. Han har også fået en sjælden sejr over Jan Ø ved Australian Open, mens kun knebne nederlag til verdensetteren Chen Long og Lin Dan i henholdsvis VM-kvartfinalen og i finalen ved Japan Open.
Desuden var han i finalen ved sæsonfinalerne og for nyligt i Indien. I de to finaler var hans overmand den nu suspenderede japaner Kento Momota, mens han ved sæsonfinalen i Dubai faktisk slog Chen Long for første gang på sin vej mod finalen.

Læs også: Tronskifte: Viktor Axelsen overhaler Jan Ø. på verdensranglisten

Så det eneste der nu mangler for Viktor Axelsen er en Super Series-titel, for ellers må man sige, at han har udviklet sit spil enormt. Specielt hans varemærker de skarpe stiksmash og de utallige magiske redninger er blevet forbedret gevaldigt, for ikke tale om det stærke netspil, som i den grad har lagt nye lag på hans spil. Det er næsten kun serven, der stadig driller lidt, specielt når det bliver tæt.

En andet område den 22-årige dansker har forbedret sig på, er hans evne til præstere godt ugen efter, at han er kommet langt i en turnering. Dette har før voldt ham problemer og der har været flere unødvendige nederlag i første runde efter flotte præstationer ugen forinden.

Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen stiller begge op ved Europamesterskaberne om to uger, og der vil det vise sig, om tendensen fortsætter.

BWF’s verdensrangliste

Læs også

Stor dansk søndag i Malaysia: Fuld titelhøst på finaledagen

Den danske verdensmester Viktor Axelsen og damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sikrede søndag …