BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Dag #192
Runde #2 i den gamle, stolte og traditionsrige danske holdturnering.
“It’s always Day 1” Jeff Bezos. Amazon.
DOBBELT HJEMMEKAMP
Efter intense forhandlinger med kommunens folk i ugen frem til i dag, er omklædningsrummene i den gamle hal fra 1951 igen blevet åbnet kortvarigt, kun i dag, for de gæstende udehold.
Jeg lusker nok selv derind, i herrerummet i løbet af eftermiddagen, ikke for at klæde om, ikke for klæde mig nøgen, men bare for lige at “tilvænne” mig og genopfriske lugten, den bløde bænk, de gamle knager, det slidte linoleumsgulv og de afskærmede skabe.
I mit univers er omklædningsrummet en uadskillelig del af hallen og det at komme til træning. De to ting hører sammen. Det er også en uadskillelig del af det at være sammen med mine (mandlige!?) medspillere. Det er her, jeg fortrinsvis får snakket, i fred og ro, væk fra hallens dårlige samtale-akustik. Et omklædningsrum er jo langt mere end dets primære formål, den tiltænkte funktion – at klæde om. Det er stedet for samvær, samtale, samkvem – sammenhængskraft. Meget af tiden uden de markører, vi vurderer hinanden på og som adskiller os fra hinanden – tøjet. Uden tøjet nivelleres vi til samme plan. Det er alt det, ungdommen fravælger og går glip af, ved ikke at klæde om.
Jeg klæder dog ikke om, for jeg spiller ikke, fordi det fortsat kniber med vejrtrækningen, nu på 7. måned. Trods to EKG’er og ultralyd af hjertet, røntgen af lunger, test for astma, blodprøver, to test for CV19, besøg hos hals-, øre- og næselæge er ingen blevet klogere herpå.
TILTRÆNGT FORYNGELSE
På begge VBK-hold, i henholdsvis Danmarksserien og Serie 1 er der sket en kraftig, og tiltrængt, fornyelse og foryngelse i de sidste sæsoner – og især i denne.
I 2015 var førsteholdets gennemsnitsalder på 43,5.
I dag er den 30 år, med én over 50, tre over 40 og hele fem spillere på og under 20 år. På andetholdet er fornyelsen endnu tydeligere. Det er herligt. Det betyder, at den normale træning har fået et skud ekstra energi, når 10-15 spillere i alderen 15-22 besætter halvdelen af banerne og springer rundt uden opvarmning. Vi er efterhånden en håndfuld 40-50 årige, som der ikke længere er brug for for at kunne stille to hold. Noget som var utænkeligt for få år siden. Så til min lettelse gør min spillepause ikke noget. Jeg er med andre ord undværlig. Og det er faktisk dejligt.
VEJEN TIL FORYNGELSE ER LANG
Det har taget en del år at få vendt udviklingen. Nogle vil sige, at det er sket på bekostning af de omkringliggende klubber. Og de har delvist ret. De unge spillere kommer for fleres vedkommende fra nord og syd. Men ikke fordi, klubben har trukket i dem og kontaktet dem. Men fordi vi har kunnet tilbyde en god træning, en god træner, en ny gejst og et samvær med andre unge. Vi ringer ikke til nogen. De kommer selv. Og når de kommer af egen vilje, afviser vi dem selvfølgelig ikke.
De unge søger selvfølgelig, ligesom vi gamle, et samvær med ligesindede, med nogen på deres egen alder. Det er der ikke noget mærkeligt i. I mandags hilste jeg endda på to teenagere, som stoppede med badminton for nogle sæsoner siden. Jeg fik ikke spurgt dem, fordi jeg ikke ville afbryde deres leg med engelsk double, men jeg forestiller mig, at de har hørt om alle de andre unge på træningen og således har ladet sig inspirere til at finde ketcheren frem igen. Måske tager jeg lidt for meget forskud på glæden. De har trodsalt kun været her til én træning.
BADMINTON ER MERE……
….end selve spillet. Det er at være sammen om noget. Og i det at være sammen om dette noget, at snakke, grine, kæmpe, svede, se, lytte, drille.
Samvær. Være sammen. Binde tråde. Vedligeholde tråde. Som rækker langt ud over selve spillet.
