Så gjorde jeg det igen!

Glemte min alder, 47 år (48 år i januar). Jeg skulle absolut sige, at jeg var til rådighed for klubben i den netop overståede spillerunde, hvis de stod og manglede en spiller. Det gjorde de selvfølgelig, og ikke nok med det cheftræner S. Lejre ringede og spurgte om jeg var i rimelig form, fri for skader osv., for så ville han bruge mig i 4. HS på 1. holdet i Danmarksserien.

På 1. holdet i Danmarksserien! Hvad sker der lige tænkte jeg. Godt nok har jeg trænet fast hver mandag, og kun haft et par enkelte udfald pga. de sk… irriterende fiberskader/forstrækninger, som min krop så gladeligt bliver ved at tildele mig efter jeg har rundet de 40 år. Men alligevel. Jeg havde inden weekenden ikke spillet en holdkamp siden 27. februar 2016, altså en pause på ca. 9 mdr. Uden sammenligning så tager en graviditet også 9 mdr, og det ændrer kroppen i den grad. Samme effekt har det haft på mig – ja altså ikke graviditeten, men den lange kamppause.

Uanset hvor meget man til træning spiller single, double eller mixeddouble (hvilket absolut ikke er mit speciale), så kan man ikke opnå samme tænding, koncentration og brug af lukkemuskel (ja altså den muskel, der bruges til at få lukket kampen ved 20-19 i 3. sæt), som når man spiller holdkampe. Det konstaterede jeg så grusomt og det ramte mig som en hammer, da jeg gik på banen i lørdags og spillede min single. I øvrigt var modstanderen bare 16 år, dvs. jeg var ca. 3 gange så gammel som ham. Smag lige på det. Hvad fa’en laver jeg i Danmarks serien i herresingle, når modstanderen kunne være min søn (PS. min egen søn i øvrigt 16 år).

Nåh men det skulle altså være kampen mellem ungdommens spændstighed og alderdommens rutine. Behøver jeg at fortælle, hvem som vandt? Jeg var konstant minimum 2 skridt bagud hele første sæt, og tabte stort. I andet sæt satte jeg rutinen ind, trak tempoet ned, servede konstant lang forhåndsserv og prøvede i det hele taget at tage tempoet ud af kampen. Rutinen virkede kun indtil 2/3 af sættet var spillet, så satte konditionen sine begrænsninger efter nogle heftige og lange dueller. På et tidspunkt var jeg så træt, at jeg var på vej ud i hall’en for at hente hjertestarteren. Tillykke til min 16 årige modstander med sejren.

Belært af historien gav jeg mig meget god tid til at strække ud, så mælkesyren ikke skulle ødelægge min oplevelse, når herredoublen skulle spilles. Sørgede også for ikke at blive helt kold, så på med træningsbukser og overdel og ren og tør t-shirt.

Min succesoplevelse kom i herredouble, hvor min makker, Simon, på kun 34 år og jeg skulle op mod min 16 årige singlemodstander og hans makker på 19 år. Igen rutine mod spændstighed eller 81 år mod 35 år! Som nogle ville sige, så skulle vi lige bruge et sæt som opvarmning, andre ville sige vi spillede som en pose jordnødder. Vi tabte 21-10. I andet sæt var vi enten blevet varme eller havde hørt efter, hvad den tidligere double topspiller Jesper Mikla, gav os af gode råd. Vi spillede pludselig med overblik og tålmodighed. Vinder 21-9. I tredje sæt kom vi håbløst bagud, men på mirakuløs vis, hiver vi os op ved hårene og vinder 21-15, og dermed holdkampen 7-6.

Så for at komme tilbage til overskriften – så gjorde jeg det igen – hvad var det jeg ville sige?
Jo, min krop var i tirsdag formiddag, stadig mærket af lørdagens energiudladning. Søndag var jeg øm i hele kroppen (undtagen det sted jeg gerne ville være!), mandag stort besvær med at gå på trapper, tirsdag kom jeg rimeligt ud af sengen.

Men hvorfor helv… gør jeg det så. Som min træningsmakker og gode ven Per Juhl skriver. En gang badmintonidiot – altid badmintonidiot. Min pause fra turneringsbadminton er selvvalgt, og jeg er allerede gået på pension igen. Men på trods af al den smerte, ømhed og selvynk, så er det dælme hyggeligt at spille en holdkamp, især når man vinder den afgørende kamp. Min beretning havde nok taget en anden drejning, hvis resultatet havde været et nederlag. Men sammenholdet, stemningen og hyggesnakken med medspillere, modstandere, publikum og gamle bekendte, det har jeg savnet. Behøver jeg at fortælle, at dagen sluttede af med julefrokost?!

Jesper Adler, Vordingborg Badminton Klub

2 Kommentarer

  1. Vi gør det fordi vi ikke lade være.

  2. Per Rasmussen kender du ham?