Fem danskere var klar til at kæmpe ved semifinalerne i Czech Open, og her var der drama for alle pengene i danskeropgøret mellem Mathias Bay-Smidt/Alexandra Bøje og Mikkel Mikkelsen/Mai Surrow
Der var danskeropgør på programmet i den første semifinale. Mathias Bay-Smidt/Alexandra Bøje stod over for tredjeseedede Mikkel Mikkelsen/Mai Surrow. Mikkelsen/Surrow var favoritter inden opgøret, og de fik også den bedste start på kampen, men opgøret skulle blive et stort drama.
Første sæt endte med en sikker sejr til parret med 21-16. I andet sæt var rollefordelingen anderledes, hvor Mathias Bay-Smidt fik banket et par gode smash ned på linjen. Det kunne Mikkelsen/Surrow ikke stå imod, og de tabte derfor med 21-14.
Derfor skulle danskerduellen afgøres i tredje sæt. Her fik favoritterne den bedste start med en 6-2 føring, men Bay-Smidt/Bøje spillede sig langsomt ind i sættet igen. Stillingen ved sidebyttet var 11-10 til Mikkelsen/Surrow.
Det endte dog med at blive et stort drama med følelserne ude på tøjet. Bay-Smidt/Bøje fik en god stime i anden halvdel af det afgørende sæt, og det var nok til at slå Mikkelsen/Surrow ud af kurs. 21-18 endte sidste sæt til Mathias Bay-Smidt/Alexandra Bøje, hvor glæden strålede ud af parret efter sejren.
Efter kampen var Mathias Bay-Smidt meget glad for sejren over det tredjeseddede par. I kampen fungerede mellemspillet særlig godt.
– Det er altid afgørende for os, at vi får initiativet på mellembanen, når vi møder Mai og Mikkel (Surrow og Mikkelsen red.). Så at vi fik initiativet i andet sæt og delvist i tredje, var meget afgørende. De er nemlig rigtig gode i mellemspillet, så hvis vi hænger for meget, har de let ved at køre os rundt. Men vi formåede at få rykket frem i banen i dag, så de fik mindre plads at spille på, skriver Mathias Bay-Smidt til BadmintonBladet.dk
Nederlag til Gemke og Bond/Søby
Deres finalemodstandere bliver ikke af dansk karakter, da Alexander Bond/Ditte Søby tabte i to sæt til fjerdeseedede Bastian Kersaudy/Lea Palermo fra Frankrig med cifrene.
I herresingle skulle Rasmus Gemke forsøge at fortsætte sit gode spil mod franske Thomas Rouxel fra Frankrig i den ene semifinale. På vejen til semifinalerne har den unge dansker blandt slået Vladimir Malkov fra Rusland og Kalle Koljonen fra Finland.
Gemke fik dog en forfærdelig start på kampen, da han kom bagud med hele 8-3. Derefter steppede danskeren gevaldigt op og fik hentet franskmanden. Rouxel gik helt i stå, og det nød Gemke godt af.
Danskeren kom foran med 18-15, men det var ikke nok til at sikre sig sættet. 21-19 blev første sæt i fransk favør. I andet sæt var Gemke bagud fra start til slut, og derfor blev det til et exit inden finalerne for den unge herresingle. Andet sæt blev 21-14 til Thomas Rouxel.
Senere i dag bliver der spillet finaler ved Czech Open.