@Højbjerg Badminton Klub

Slaget om Aarhus bliver et brag

Loading

Det er altid specielt, når der er lokalopgør i idrættens verden. Badminton er ingen undtagelse, og opgørene mellem Aarhus Badmintonklub og Højbjerg i Badmintonligaen har denne gang som ved tidligere lejligheder fået betegnelsen ’slaget om Aarhus’. Mandag d. 9. januar kl. 19 er der igen lokalopgør, denne gang på ABs hjemmebane.

Opgøret kommer ikke til at dreje sig om, hvem der skal i kvalifikationsspil og hvem der skal i medaljekamp. Det blev allerede i næstsidste runde med Højbjergs 4-2 sejr over Odense afgjort, at Højbjerg deltager i medaljeslutspillet, mens AB i lighed med sidste sæson spiller kvalifikationsspil.

Men der bliver alligevel noget at spille om mandag aften. Udover håneretten og retten til uofficielt at kunne kalde sig byens bedste hold, kan Højbjerg med en sejr og 3 point sikre sig det bedste resultat i grundspillet nogensinde. AB ligger på 9. pladsen med 3 point, mens Ikast på sidstepladsen har 1 point. 9. pladsen indebærer, at man tager 2 point med over i kvalifikationsspillet, så AB har også noget at spille for, omend muligheden for at Ikast slår Greve måske ikke er overvældende stor.

Selv om det ikke er en ’liv-eller-død’ kamp, forudser Højbjergs sportschef Michael Kjeldsen, at slaget om Aarhus bliver et brag af en holdkamp. Han og trænerkollega Thomas Damgaard varmer allerede godt op på Facebook med venskabelig dyst og dril.

Hvad angår det sportslige regner Michael Kjeldsen med tætte kampe. Han ser kun åbenlyse favoritter i to kampe. I 1. herresingle er ABs Anders Antonsen klar favorit mod Kasper Dinesen. Sidstnævnte er i gang med en god sæson, men AB-talentet har direkte kurs mod stjernerne. Omvendt anser Højbjergs sportschef Ramon Garrido for at være favorit i 2. herresingle mod Rasmus Grill Noes. Ramon Garrido debuterede i kampen mod Odense med en sejr over ikke uefne Patrick Bjerregaard.

De øvrige kampe anser Michael Kjeldsen for at være meget lige, i nogle kampe kan der være tale om en lille favoritværdighed. I mixeddouble gør Jakob Staael comeback og skal sammen med Emilie Juul Møller forsøge at slå Rasmus Bonde og Gronya Somerville.

Mathias Bay-Smidt er flyttet fra mixeddouble over i herredouble, hvor han sammen med Oliver Leydom-Davis møder Kasper Antonsen og Oliver Babic.

Højbjergs damedouble Line Nørgaard og Nanna Vestergaard har i denne sæson indtil nu måske ikke helt levet op til sidste sæsons gode spil og resultater, men i kampen mod Emilie Furbo og Anne Katrine Hansen bliver der mulighed for at vise, at parret er tilbage på et godt niveau.

I damesingle står kampen mellem Alexandra Bøje og Trine Villadsen, og Højbjerg-spilleren har en frisk sejr over Odenses Airi Mikkela med i bagagen. Kan Alexandra ramme samme niveau, ser Højbjergs sportschef hende som lille favorit.

Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …