Efter en lang sæson fuldendte Amalie Krogh Magelund og Freja Ravn Nielsen i weekenden en meget succesfuld sæson, med et flot og meget velfortjent Danmarks mesterskab i damedouble.
De to piger fra henholdsvis Greve og KMB2010, har igennem sæsonen vundet alle de tolv U15 eliteturneringer, de har deltaget i. I løbet af de tolv U15 turneringer har pigerne været utroligt stabile, og således kun tabt et enkelt sæt!
Ud over at krydse klinger med de bedste U15 piger i Danmark, har Freja og Amalie også prøvet kræfter mod de bedste damedoublespillere fra en stor del af de største badmintonnationer i Europa. De har således vundet Danish Junior Cup, hvor landsholdene fra en hel række lande deltog, samt en stor international turnering i Holland, Carlton International Youth, i juleferien.
Derudover har de to piger også vundet 8-Nations i damedouble, der er det uofficielle Europamesterskab for U15. De var udtaget til at spille 8-Nations for det danske landshold, og spillede inden den individuelle turnering også en række landskampe for Danmark, der vandt turneringen og dermed blev uofficielle Europamestre.
For at prøve deres niveau af mod nogle ældre spillere, har de to piger også deltaget i to U17 turneringer i den forløbne sæson. Først en U17 Gold turnering i England, med deltagelse af de bedste engelske piger. Her gik Amalie og Freja sejrrigt igennem turneringen, uden at afgive et eneste sæt. Endelig deltog de to piger i U17 rækken i Aros Cup, og her var det lige ved og næsten, da pigerne efter at have spillet sig sikkert frem til finalen, måtte se sig besejret med 21-18 i 3. sæt.
De to piger kan således se tilbage på en supersæson, med en masse flotte sejre og store oplevelser. Som forklaring på de de fine resultater de sidste sæsoner, peger pigerne på en god træningsindsats samt et et godt trænersamarbejde. Det er dels de respektive klubtrænere, men pigerne har også haft stor glæde af at træne jævnligt sammen med først Jacob Oehlenschlæger og nu Mikkel Elbjørn.