Søndag var det tid til finalerne ved Taiwan Open. I herresingle-finalen skulle verdens nummer 1 kinesiske Chen Long op imod hjemmebanehelten verdens nummer 8 Tien Chen Chou fra Taiwan. Chou har imponeret stort igennem turneringen, hvor han blandt andet på flotteste vis har slået Jan Ø. Jørgensen og Lin Dan på vejen til finalen.
I dagens finale startede Chou som lyn og torden og satte sig tungt på starten af kampen. Ved stillingen 3-3 rykkede taiwaneseren fra Chen Long og vandt noget overraskende 1. sæt med 21-15 over verdensetteren.
Klasseforskel
I 2. sæt vendte kampen på hovedet, og Chen Long diskede op med imponerende spil. Chou havde intet modtræk og fik en lille øretæve i 2. sæt, da han tabte med 21-9 til Chen Long. I 3. sæt fortsatte Chen Long i samme gear og vandt sættet med 21-6. Dermed sikrer Chen Long sig endnu en turneringssejr og udbygger forspringet på verdensranglisten.
/Anders Jensen/Badmintonbladet/