BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Peter Espersen, der i dag har ansvar for klub/spiller-området for Yonex, fortæller om vejen dertil. I sin aktive tid var han blandt Danmarks bedste, hvilket bl.a. en bronzemedalje ved EM vidner om. Ved det mesterskab var Poul Erik Høyer sejrherren, mens Thomas Stuer-Lauridsen tog sølv. Det fortæller en del om det høje niveau ved dette EM. Espersen var også på landsholdet og blev senere selv træner. Karrierens efterår bød desuden på en sejr ved veteran-VM, som han også beretter om her.
Espersen kunne godt mærke, da karrieren gik på hæld og begyndte derfor at søge nye veje:
– Da jeg selv spillede meget, hvor jeg levede af det, fik jeg på et tidspunkt rygproblemer. Der var det derfor ikke behageligt at træne mere. Jeg arbejdede der deltid i en mobilforretning om eftermiddagene efter træningerne på forbundet. De sagde så i forretningen, at de havde brug for en mand på fuldtid. Det kom som en presbal, men jeg lavede grundet mine rygproblemer en aftale med Finn Trærup, som var landstræneren, om afviklingen af min træning. Derfor arbejdede jeg kort tid efter fuldtid i mobiltelefonforretningen.
– En af kunderne sagde så til mig senere hen, at Yonex, som var min gamle sponsor, søgte en sælger. Kunden sagde, at det lige var et job for mig. Jeg snakkede så med direktøren for Yonex og sendte en ansøgning, hvorefter jeg fik jobbet. Her skulle jeg snakke med klubber i særligt aftenerne og weekenderne. Jeg prøvede ikke længe efter at høre, om jeg kunne have mere at gøre med spiller- og klubrelationer, men kom ikke igennem med det. Dette prøvede jeg igen efter et par år. Da kontrakter med klubberne og spillerne gik den rigtige vej, fik jeg nu lov til at koncentrere mig om det. Det var helt tilbage i 2003. I alt har jeg været hos Yonex i 21 år.
Et passende job, som blev kombineret med trænerjobs
Han fortsætter med at sige, at jobbet passede godt til hans personlighed:
– Jeg er udadvendt og kendte mange fra min tid i badmintonverdenen. Grundet dette var det en god døråbner den vej rundt. Selv følger jeg desuden mine børn spille i dag og møder altså også nye mennesker der. Jeg har dog mange kasketter på, når jeg er ude. Der kan det godt være lidt belastende, at folk konfronterer mig med noget arbejde, mens jeg fx bider negle i en af mine børns spændende kampe. Så der siger jeg bare, at det må vente, dog er det ikke alle der respekterer dette. Jeg har dog lært at leve med det, mens det kan være sværere for min familie at håndtere, at farmand godt kan være lidt fraværende. Det er bare svært, da badminton altid har været hele mit liv, så derfor er det virkelig blevet en livsstil hjemme hos os med al den træning mm., der hører til.
Espersen har også været yderst aktiv i trænergerningen, hvor det er blevet til en del ophold i forskellige klubber:
– Jeg var spillende træner i mange klubber. Jeg startede i Karlslunde, hvor jeg var i 3 år, så var jeg i Solrød 1 år, dernæst 3 år i Greve og så 2 år Ishøj. Efter Ishøj var jeg 2 år i Holbæk, og i 2008 flyttede jeg så permanent til Holbæk, hvor jeg har spillet lige siden. De spørger stadig den dag i dag, om jeg vil spille lidt holdkampe, især veteranbadminton, og det gør jeg også af og til.
Den store oplevelse ved veteran-VM
Peter Espersen havde desuden en sjov oplevelse i 2009, hvor han strøg til tops i rækken for spillere over 40 år ved veteran-VM:
– Her måtte jeg erkende, at grundet det betongulv, vi spillede på, havde man brug for massage. Jeg grinte ellers af de andre til at starte med, da de lå og fik behandlinger. Men om fredagen på semifinaledagen kunne jeg næsten ikke gå og blev derfor selv tapet op og fik massage. Det var imidlertid en speciel oplevelse at være med, da jeg ikke har spillet veteranbadminton så meget før. I DM 2007 var jeg dog med i plus 35-kategorien, hvor jeg vandt, og det var rigtig hyggeligt. Der er således et helt særligt sammenhold mellem veteranerne.
– Min gamle doublemakker fra da jeg var ungdomsspiller spurgte så før veteran-VM i Spanien, om jeg ville spille double. Det fik han til sidst overtalt mig til, hvorfor jeg stillede op i +35 i double og +40 i herresingle. Og det fortrød jeg aldrig. Det var nemlig virkelig sjovt at tage derned, men fra start af anede jeg ikke, hvad det ville blive til.
Det blev dog hurtigt klart, at den aldrende dansker havde massere at byde ind med ved mesterskabet:
– I den første kamp spillede jeg mod en tysker, der var over 2 meter og fik lige akkurat hevet kampen hjem. Det var en meget hård kamp. Så mødte jeg en dansker, som ikke voldte mig de store problemer. Dernæst stødte jeg ind i en tjekke, hvor jeg tabte et sæt, men så fik hevet den hjem i tre sæt. Derefter rendte jeg ind i den topseedede inder, der havde vundet VM to år forinden, og der vandt jeg suverænt. Jeg var meget spændt på det opgør, så den suveræne sejr var bestemt overraskende. I finalen stod jeg over for en englænder, som havde overrasket, og der sejrede jeg også. Denne kamp fik jeg også kørt hjem stille og roligt. Og når jeg nu ikke kunne blive verdensmester i min seniorkarriere, måtte jeg jo blive det der. Det var virkelig en stor oplevelse.
Sejren har da også givet ham blod på tanden ift. at spille mere veteranbadminton:
– Jeg overvejer at stille op næste år i +50, men hvis det skal ske, skal jeg træne lidt op til det. Jeg træner ikke mere nemlig, men går direkte ind og spiller kampe. Det har jeg gjort de sidste 10 år. Det gode ved det er dog, at det ikke er langt væk, nemlig i Polen, så det er bestemt en mulighed.
I morgen kan du bl.a. læse om flere spændende oplevelser fra Espersens aktive karriere.