Tidligere VEB-spiller Telma Santos er i finalen i Guatemala

Tidligere VEB-spillere har succes i Guatemala

Loading

I disse dage spilles der Challenge-turnering i Guatemala, og der er masser af europæere, som har taget turen over Atlanten for at være med. Europa var stærkt repræsenteret ved semifinalerne i dag, men udbyttet blev en noget blandet landhandel.

Ingen europæere i herresinglefinalen
I den ene herresingle stod den topseedede spanier Pablo Abian, der vandt European Games i juni, over for Guatemalas største navn, Kevin Gordon. Spanieren førte 5-1 i indbyrdes opgør inden kampen og var da også favorit til at tage sejren, men Gordon ville det anderledes. Han vandt i tre intense sæt med cifrene 18-21 21-18 21-18, og han er dermed den eneste fra Guatemala, som er klar til finalerne, der spilles senere i dag pga. valg i Guatemala i morgen.

Her møder han Ygor Coelho de Oliveira fra Brasilien, der vandt sin semifinale over Misha Zilberman fra Israel med cifrene 21-10 22-20. Trods de mange europæere i turneringen, er Misha den eneste Ygor har mødt undervejs.

Tidligere VEB-spiller i damesinglefinalen
Finalen i damesingle bliver et opgør mellem Rong Schafer fra USA (3) og useedede Telma Santos fra Portugal. Det er verdens nr. 38 mod nr. 178. Telma spillede sidste sæson for Vendsyssel i Badmintonligaen, og ifølge hendes opdateringer på Facebook er hun ovenud lykkelig for at have spillet sig frem til finalen.

Telma slog i semifinalen finske Airi Mikkela, der til dagligt bor i Odense, i tre sæt 15-21 21-11 21-18. Finnen havde ellers taget en rigtig flot skalp i kvartfinalen, hvor hun satte verdens nr. 30, Iris Wang fra USA (2), på plads i to sæt. Airi er selv nr. 117.

Modstanderen Rong Schafer kom til finalen via en tosætssejr over Elisabeth Baldauf fra Østrig. Hun har vundet det hidtidig eneste opgør mellem de to finalister og er også favorit til at vinde i finalen.

Tyske doublefinaler
Der er tysk deltagelse i alle tre doublefinaler. Michael Fuchs er til og med i to finaler og skal som andenseedet sammen med Johannes Schoettler op mod de førsteseedede indere Manu Attri og B. Sumeeth Reddy i herredouble. Tyskerne ligger otte pladser under de to indere på verdensranglisten men har til gengæld vundet begge tidligere opgør. Der er hermed lagt op til en åben finale.

I mixdouble er Fuchs i finalen med sin faste makker gennem mange år, Birgit Michels. De måtte ud i tre sæt mod David Obernosterer og Elisabeth Baldauf fra nabolandet Østrig, før finalepladsen var hjemme. I finalen står de over for et par fra et andet naboland, nemlig Ronan Labar og Emilie Lefel fra Frankrig.

Lige damedoublefinale
Telma Santos er ikke den eneste tidligere Vendsyssel-spiller, der er i finalen i Guatemala. Eva Lee og Paula Lynn Obanana fra USA har også spillet i Vendsyssel, og de er i finalen i damedouble. De er andenseedede i turneringen og møder i finalen de førsteseedede tyskere, Johanna Goliszewski og Carla Nelte.

Tyskerne ligger blot en enkelt plads foran amerikanerne på verdensranglisten, og den står 1-1 i indbyrdes opgør. Hvem der er favorit er dermed svært at sige på forhånd, men det tegner til at kunne blive en meget lige kamp.

Dermed har Europa muligheden for at snuppe alt lige fra en enkelt og op til fire turneringssejre, når finalerne spilles lørdag aften efter midnat dansk tid.

Se programmet for finalerne her.

Læs også

TSS-træner: Vi har ikke sat noget til

Tirsdag aften blev der taget hul på det første af to semifinaleopgør mellem TSS og VEB …