Lin Dan ser frem mod OL 2016 i Rio de Janeiro

Eksklusivt interview med Lin Dan

Loading

Komiteen bag OL i Rio de Janeiro 2016 laver i tiden op til legene eksklusive interviews med nogle af de store sportsstjerner, der enten er selvskrevne eller i hvert fald forventes at kvalificere sig til historiens første olympiske lege i Brasilien.

Nu er turen kommet til en af badmintonspillerne, idet Rio 2016 har grebet fat i Lin Dan for at få en snak. De præsenterer ham som om, ingen kender ham i forvejen – det er måske også fair nok, når OL selvfølgelig ikke kun drejer sig om badminton. Men for os badmintonfans behøver han næppe den helt store introduktion.

Super Dan
Rio 2016 nævner, at Lin Dan fik kælenavnene ”Super Dan” og ”Rock Star of Badminton”, da han vandt sin anden OL-guldmedalje i 2012. Men her i forberedelsen til en mulig tredje guldmedalje i træk, er det en meget fokuseret og noget ydmyg kinesisk stjerne, de møder.

– Jeg er meget taknemmelig for alles påskønnelse og støtte, men jeg har ikke et favoritkælenavn eller en speciel følelse om den slags ting. Jeg prøver bare at være mig selv, siger han rio2016.com.

– Jeg træner hårdt for at forberede mig til Rio. OL er vores primære fokus nu, men jeg ønsker ikke at tænke for meget på dette tidspunkt om, hvad jeg kan opnå der.

Favorit til OL
Selv om en vis dansker på fornemste vis udraderede Lin Dan ved det nyligt overståede VM, ser rio2016.com stadig kineseren som stor favorit til OL-guldet sammen med landsmanden Chen Long. De kalder ham en showman, der har det med at toppe ved de største begivenheder, og helt forkert har det jo ikke været.

Lin Dan vandt guld ved OL i Beijing 2008 og OL i London 2012. I London var det en jublende glad Lin Dan, folk kunne se, da han efter at sejren var i hus smed trøjen og sprintede rundt i hallen i ren eufori.

– Det var et fantastisk øjeblik for mig, mindes Lin Dan.

– Det er det mest mindeværdige øjeblik i min karriere, og det er svært at finde ord til at beskrive det.

På spørgsmålet om man kan forvente en tilsvarende jubelscene i Rio de Janeiro, hvis han skulle stryge helt til tops, svarer han:

– Nej, jeg har ingen planer om at tænke på andet end selve kampene. Lige nu træner jeg bare hen imod at få alt til at lykkes.

Badminton den mest populære sport
Lin Dan besøgte Rio de Janeiro i 2013 for at deltage i en prisoverrækkelse, og han er overbevist om, at byen vil danne rammen om nogle uforglemmelige olympiske lege.

– Rio de Janeiro er et fantastisk sted. Det er perfekt til sådan en event. Jeg er sikker på, at det brasilianske folks passion for sport og de smukke omgivelser vil gøre disse lege til noget helt specielt, lyder det rosende fra Lin Dan.

Beijing havde sommer-OL i 2008 og har for nyligt fået tildelt vinter-OL i 2022. Det har øget kinesernes interesse for OL i det hele taget, og badminton er den sportsgren, der får størst opmærksomhed i Kina.

– Der er ingen tvivl om, at badminton er den største sport i Kina. Folk mødes med deres familie og venner for at se kampene på tv, siger Lin Dan.

– Jeg tror, der vil komme mange kinesere til Brasilien næste år, og jeg håber, virkelig, de vil komme og støtte mig og de øvrige kinesiske atleter.

Ved OL i London 2012 havde Kina 396 atleter med i 23 sportsgrene. De vandt samlet 88 medaljer; 38 guld, 28 sølv, og 22 bronze. Heraf var otte af medaljerne fra badminton, hvor Kina gjorde rent bord med fem guldmedaljer, to sølv, og en enkelt bronze.

Kilde: rio2016.com

Læs også

Fire topspilleres kampritualer

Når presset er stort, og nerverne truer med at tage overhånd, så kan det være …

En kommentar

  1. Krakileren melder ind – Olympiade = den 4 Ã¥rige peride mellem 2 Olympiske lege – Sorry 😉