Søren Toft spillede sig i går videre fra kvartfinalen og var især tilfreds med sit angreb. I dag glæder han sig til et helt særligt møde.
Toft var i kvartfinalen oppe mod Rasmus Gemke. På den danske rangliste er der stor forskel på de to, da Gemke er nummer fem og Toft er nummer 26. Så Gemke havde favoritværdigheden, da han for nyligt har vist fine takter i Asien og vandt Bitburger Open i november.
I første sæt var Toft imidlertid ret overlegen og vandt med hele 21-11. I andet sæt måtte Gemke så trække sig ved stillingen 11-10 i Tofts favør. Dermed er han altså klar til semifinalen. Efter kampen fortalte han, at han tydeligt kunne mærke kampens betydning:
– Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs i går mod Gemke i kvartfinalen og skulle lige i gang. Men da jeg så kom i gang, så virkede mit angreb ret godt, siger han til BadmintonBladet.
Et imødeset opgør
Nu skal han møde Vittinghus, der har vist flotte takter på den seneste Asien-tur. Det er i den grad en kamp, Toft ser frem til:
– Jeg glæder mig sindssygt meget til at møde HK i aften. Det er sådan en kamp, som alle badmintonspillere ønsker sig. Mit mål er, at når kampen er færdig, så skal jeg kunne gå derfra med følelsen af, at jeg har ydet mit maksimale. Om det så ender med en sejr eller et nederlag, må tiden vise.
Dagens semifinaler bliver vist på TV 2 Sport fra klokken 17.