Udkantsbadminton, fordømte ranglister og Badminplay

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 2. februar 2016 

Jeg fik en opringning i starten af januar. Badminton Danmarks UngdomsEliteUdvalgs (UEU) formand Ole Colberg spurgte, om jeg ville give et kort oplæg om udviklingen og klubsamarbejdet i Sydsjælland, Lolland og Falster på deres møde den 31 januar. 

Et møde hvor UEU mødtes med kredsenes ungdomsformænd for at diskutere forskellige punkter omkring elitespillere. Et døgn senere meldte jeg tilbage, at jeg gerne ville komme, og tog Suzanne Wittrock fra Præstø Badminton med. 

Med Suzanne på banen blev mit A4 ark med et par spredte tanker transformeret til et 10-12 slides oplæg, hvor Suzanne førte ordet og jeg supplerede. Vores sidste forberedelse skete om eftermiddagen dagen før mødet i entréen i Vordingborghallen, mens vi afholdte en 24 timers træningslejr for 24-26 børn og unge fra Stubbekøbing, Haslev, Præstø, Hvidovre, Herlufsholm og Vordingborg. 

Jeg sov lidt uroligt den nat. Tankerne fløj. Havde vi noget interessant at byde ind med og fortælle på mødet? Ville mødedeltagerne lytte? Var det bare hurtigt ind og hurtigt ud? Læggene ulmede også lidt uroligt, for jeg havde lørdag aften spillet et par singler mod de unge. 

Jeg tror, vores oplæg søndag formiddag nåede at blive afbrudt af kommentarer og bemærkninger fra mødets deltagere 15-20 gange, hvilket naturligvis rodede lidt rundt i vores planlagte slides, men samtidig var en yderst positiv oplevelse – for de lyttede jo og bød ind, før formand Ole brød ind og lod os få ordet, så vi kunne gennemføre vores oplæg i den rækkefølge, som vi havde planlagt. 

Vi havde mange punkter – udkantsklubber (de små og meget geografisk spredte) kontra de store centralt placeret, ungdomsranglisternes, set med vores øjne, meget uheldige og dårlige sider, heriblandt deres ensidige fokusering på mål i stedet for proces, problemerne omkring klubsamarbejde og den lange vej henimod klubsamarbejde. Oplægget og den efterfølgende snak endte med at vare halvanden time. Det var utroligt glædeligt og motiverende at opleve forsamlingens interesse og engagement. Stor tak herfra. 

Det endte med, at vi blev tilbudt at høre om det næste punkt på mødets dagsorden – Badminplay og tankerne og hensigterne med det nye tiltag. Måske jeg juridisk bevæger mig ud på usikker grund ved at referere om dette punkt fra et lukket møde. Min hensigt er udelukkende at fortælle om min øjeblikkelige begejstring over tiltaget, der allerede har været annonceret forskellige steder. 

Hvis du endnu ikke kender til Badminplay, så vil jeg anbefale, at du læser om det.

Da Bo Omøsegaard fortalte om Badminplay, blev jeg ramt. Af en stor aha-oplevelse. Af forståelse og indsigt. Pludselig forstod jeg det. Hvordan jeg for 35-40 år siden nærmest selv, og ikke mindst sammen med mine jævnaldrende, havde lært at holde rigtig på ketsjeren, foretage de rigtige bevægelser, lært teknik, taktik og at tænke selv. 

Vi havde dengang i Kolding i 70’erne naturligvis også trænere – typisk vores fædre, der ikke anede ret meget om badminton, men forsøgte det bedste de kunne. Men vi lærte hovedsageligt selv, også at tænke selvstændigt og finde løsninger, ved at lege, ofte uden voksenstyring, uden opsyn, uden curlingforældre, uden coaching, uden fokuspunkter og udviklingsplaner. 

Vi spillede netkampe, halvbanesingle i det store felt, netfeltet mod bagliniefeltet, to mod en på halvbane, med venstre hånd (jeg er højrehåndet). Pointen er, at vi lærte det alligevel, og ikke selv opdagede hvordan. 

Pudsigt nok hørte jeg personligt først om forspændingshop (bruges den term mon stadig?), da jeg som 29 årig flyttede til Viby Badminton Klub, kom på anden divisionsholdet og af og til deltog ved ungdomstræningen under træner Kent Madsens kyndige vinger. 

Hvad var det for noget, det der forspændingshop? Nåh det! Det havde jeg altid gjort. Men ingen havde lært mig det. Det var blevet leget ind. 

Det er hvad Badminplay handler om. Leg, hvorigennem teknik, taktik, greb og selvstændig tænkning læres ad bagvejen i en proces, hvor udvikling er målet, fremfor at målet er at være nummer dit og dat på en rangliste. 

Badminplay er for mig at se et stort og modigt skridt i den rigtige retning. Næste skridt er at gøre noget ved ranglisterne. Dernæst al den megen coaching. Badminton skal være sjovt. 

Om vi kan lide der eller ej, udviklingen kan ikke stoppes. I en tid, hvor vi bombarderes med underholdning og tilbud, og hvor kedsomhed og evige gentagelser er no go, eller i hvert fald op ad bakke, er jeg overbevist om, at Badminplay er et godt modsvar. 

Jeg håber, I vil tage imod det med åbent sind. Det er værd at prøve. Og vi kan jo altid vende tilbage til den gamle og kendte formel. Til de “gode gamle dage”! 

Af Per Damkjær Juhl