Vendsyssel Elite Badminton har fået to nye hovedsponsorer. Sparekassen Vendsyssel og Skagen Havn har valgt at stå på øverste trin, når det gælder ligaklubbens sponsorer.
– Det er altafgørende for os at finde virksomheder, som har lyst til og kan se mulighederne i at samarbejde med os. Uden hovedsponsorer har vi ingen ligaklub i badminton i Skagen og Frederikshavn. Så enkelt kan det siges, siger VEB’s formand, Jan R. Jensen.
Sparekassen Vendsyssel er gået fra slet ikke at være sponsor i VEB til pludselig at være hovedsponsor.
– Med afdelinger i både Skagen, Frederikshavn og Sæby ligger det lige til højrebenet at samarbejde med VEB, som jo er hele kommunens ligaklub. Vi ved, at VEB samler talenterne på tværs af bygrænserne i Frederikshavn Kommune, og dermed viser klubben på mange måder vejen for mange andre i kommunen, siger afdelingsdirektør Anders Mortensen, Sparekassen Vendsyssel i Skagen.
Skagen Havn har været sponsor i VEB igennem flere år, men har ikke tidligere været hovedsponsor.
– VEB er er Skagens eneste ligaklub, og vi sætter pris på folk, der ikke bare har vilje, mod og ambitioner, men rent faktisk udlever deres drøm. Bortset fra Odense og Aarhus er alle ligaklubber i badminton fra Sjælland. Det strider derfor mod al sund fornuft, at Skagen siden 2006 har været med i Badmintonligaen. Det er god historie, som vi gerne vil være en del af, siger direktør Willy B. Hansen, Skagen Havn.
VEB har i denne sæson valgt at lave en række nye tiltag for sine største sponsorer. Det første var et VIP-arrangement, hvor Skagen Fiskerestaurant serverede en lækker fire retters menu, efter at gæsterne først havde hørt et yderst inspirerende foredrag med Coolshops veloplagte direktør, Jacob Risgaard.
Ud over Skagen Havn og Sparekassen Vendsyssel er Frederikshavn Kommune hovedsponsor i VEB, som er et holdfællesskab mellem Frederikshavn Badmintonklub og Skagen Badmintonklub, der har eksisteret siden 2002.
Kilde: Vendsyssel Elite Badminton