Victor Svendsen. Foto @ iShoot

Victor Svendsen fortsætter i VEB: – Vores fællesskab er unikt

Loading

Victor Svendsen snupper endnu en sæson i Vendsyssel Elite Badminton. Den 21-årige hjørringenser vendte for et år siden hjem til Vendsyssel efter fem sæsoner i Ikast.

Sæsonen 2016/2017 har i den grad budt på fremgang for Victor Svendsen. Han ligger p.t. nr. 85 på verdensranglisten. Dermed har han “kun” seks danskere foran sig. Situationen var noget anderledes for et år siden. Her var VEB-spilleren nr. 202 i verden, og han havde 12 landsmænd foran sig på verdensranglisten.

Listen med flotte internationale resultater i sæsonen 2016/2017 er lang. Han strøg helt til tops i Finnish International og Polish International. Desuden nåede han finalerne i Portuguese International og Hungarian International.

– Jeg er meget glad og stolt over at få tilbudt en sæson mere i VEB. Det er naturligt for mig at fortsætte i VEB. Vi har skabt en vinderkultur, hvor vi kæmper for hinanden. Desuden fungerer holdet på det sociale plan. Derfor er jeg meget glad for at måtte bære VEB-trøjen en sæson mere – og forhåbentlig mange flere, siger Victor Svendsen.

I Badmintonligaen blev det til syv sejre og seks nederlag i Victor Svendsens første sæson i VEB-trøjen.

– Vi har været yderst tilfredse med Victor, hvor fem sejre i træk i ligaen i efteråret og flotte internationale resultater gjorde, at han uventet overtog pladsen som første herresingle fra Raul Must. Også her leverede han en række gode præstationer med sejren i Skagen over Hans-Kristian Solberg Vittinghus som højdepunktet, siger formand Jan R. Jensen, der er sikker på, at den unge og ambitiøse vendelbo bliver endnu stærkere i næste sæson.

– Victor er altså kun 21 år, og derfor har han tabt kampe i denne sæson, som stadig irriterer ham. Det er klart, at en ung spiller er mere ustabil, men vi har aldrig været i tvivl om hans store værdi for holdet. Det gælder både på og uden for banen. Holdkammerater, trænere, ledere og publikum værdsætter hans gode humør og spilleglæde, pointerer VEB-formanden.

Victor Svendsen erkender, at han ikke vidste så meget om “livet som VEB-spiller”, da han skiftede fra Ikast.

– Men det fællesskab vi har i VEB er unikt, og jeg er så glad for at må være en del af VEB. Jeg elsker at tilbringe min tid i Skagen. Vi mødes som regel nogle dage før holdkampene, hvor vi har mange sociale aktiviteter og god træning, hvor de forskellige nationaliteter bidrager til en anderledes træning. En sikker vinder på holdet er desuden en god filmaften ved Allan (træner Allan Kolbro Nielsen, red.), hvor Zvonimir (Durkinjak, red.) altid er klar med en god film. Eller en god gang poker, smiler Victor Svendsen.

VEB mangler stadig at spille bronzekamp. Det sker onsdag 3. maj i Arena Nord.

Pressemeddelelse fra Vendsyssel Elite Badminton

Læs også

Badmintonligaen: Sådan bliver resultaterne i sjette runde

Sjette runde af denne sæsons Badmintonliga spilles i aften kl. 19.00. BadmintonBladet har vanen tro …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.