Per Damkjær Juhl: Bokseklubben trådte til

Mr. Miyagi var på ferie – så Bokseklubben Tårnet 74 trådte til og agerede substitut for Team Storstrøms træner Jacob Oehlenschlæger, der hvilede under varmere himmelstrøg.

Onsdag den 20. september mødte Boksetræner Tina og hendes medhjælper op i Vordingborghallen kl. 17.30 og udfordrede 16 unge badmintonspillere (og et par ældre, Michael og undertegnede) med 70 minutters fysisk træning efterfulgt af udstrækning og horisontal mindfulness.

Kent fra bokseklubben havde på forhånd bedt mig orientere (læs: advare) alle deltagere om, at deres træning ville blive hård, naturligvis kærlig, som en varm og empatisk knytnæve in “da face”.

Fra første sekund blev tonen og formen næsten bogstaveligt slået fast af Tina. Snak ville ikke blive tolereret, men opfattet som tegn på, at træningen var for blød, at der ikke blev gået nok til den, og ville blive straffet omgående. Den straf kom vi til at mærke, for vi var desværre flere, der ikke kunne holde mund.

Tina havde forberedt 10-12 stationer med forskellige fysiske øvelser, der skulle udføres i 90 sekunder, efterfulgt af 45 sekunders pause til en kort slurk vand og skift til næste station. Stationerne var bl.a. armbøjninger, mavebøjninger, planke, forskellige former for vægttræning, skyggeboksning med og uden handsker. 90 sekunder lyder ikke af meget, indrømmet. Men kan være riiiiigtig lang tid, når mælkesyren spreder sig.

Som sidste station i rundturen havde jeg fornøjelsen af 90 sekunders skyggeboksning med handsker, hvor jeg på skrap kommando skulle slå på Tinas bare hænder i serier af 1-8 slag. 90 sekunder, hvor jeg allerede efter 40 sekunder blev råbt ind i hovedet, at jeg skulle slå hårdere og hurtigere, og efter 60 sekunder for alvor begyndte at syre til i begge lægge (!). Armene blev tunge. Slåhastigheden og styrken faldt drastisk. Vejrtrækningen blev hivende. 90 sekunder var en evighed. Tænk hvis jeg også haft en modstander, der slog tilbage. Skræmmende. Stor respekt for boksere.

Indimellem stationerne blev vi alle beordret til at tage armbøjninger, når vi kom til at snakke. Adskillige omgange og gentagelser af armbøjninger på hendes kommando, hvor vi skulle holde stillingen i forskellige højder.

Efter de 10 stationer skulle vi alle skyggebokse uden handsker med hastigt trippende fødder og benarbejde.

Og til sidst ca. 10 minutter med korte spurter afbrudt af en stilling op ad væggen i en form for siddende stilling med 90 graders vinkel med benene. Igen syre. Og slet ingen snak.

Der er flere indstillinger til fysisk træning. Man kan elske det. Man kan lære at elske det. Eller man kan arbejde med det, og sige som Line Damkjær Kruse, Team Storstrøms mandags træner: “…..hvis man ikke kan lære at elske den, må man lære ikke at hade den!”

Men vi kommer ikke udenom det faktum, at badminton også er en fysisk betonet sport, der udover taktik, teknik, mental styrke, smidighed og hurtighed også kræver fysik, råstyrke og en oparbejdet evne til at bevæge sig og blive ved, selvom enhver fiber og muskel skriger på ilt og enhver synapse i hjernen skriger “smerter” og “stop”.

Mange har måske set og genset damesinglerne og de udmarvende dueller ved verdensmesterskabet og Korea Open mellem indiske Sindhu og japanske Okuhara. Ved VM spillede de 1 time og 50 minutter og i Korea 1 time og 23 minutter. Jo jo, de havde “lange” pause undervejs i spillet. Men de havde de vildeste dueller, hvor det næsten gjorde ondt bare at se dem bevæge sig.

Ja, jeg ved naturligvis godt, at unge Axelsen blev den første verdensmester i 20 år, at det er imponerende, at han også erobrede verdensranglistens førsteplads og også vandt i Japan (samtidig med at Wozniacki også vandt få hundrede meter derfra).

Men duellerne fra omtalte damesingler mellem Sindhu og Okuhara står dog for mig som ekstreme og tydelige eksempler på, hvor meget det er muligt at presse kroppen på ren og ufiltreret vilje på trods af smerte. Hvor meget det er muligt for det menneskelige sind at overhøre kroppens alarmsystemer. Det er det sport kan. Vise os de menneskelige grænser, og ikke mindst mennesker, der kan overskride dem. Det er netop det fascinerende ved sport.

Noget helt andet. Tænk, hvis ikke pointsystemet var forblevet uændret og man fortsat skulle vinde serveretten, for at score point. Vi havde haft laaaaange kampe.

Tilbage i Vandkantsdanmark overvejer vi i Team Storstrøm, om den fysiske træning fremover skal være en fast del af træningen, hvordan det kunne indføres og hvem der skulle have tilbuddet. Omtalte bokseklub har meldt ud, at de fra uge 43 vil tilbyde alle eliteudøvere indenfor alle sportsgrene i Vordingborg kommunen fysisk træning som deres bidrag til et øget samarbejde mellem de forskellige foreninger.

Lige som det er Team Storstrøms motto, så gælder det også mellem forskellige idrætsgrene og foreninger – sammen kan vi mere!

Nedbryd barrierer, især i hovedet, tænk nyt, vent ikke men gør noget og gør det sammen med andre i fællesskab.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Badmintondagbog sæson XXXXV, afsnit V: Engelsk double. Sommerspil.

Vores (Steen og min) regelmæssige dyst på halvbane er for en stund sat i bero …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.