Foto @ Per Damkjær Juhl

Per Damkjær Juhl: En beretning fra Denmark Open

En beretning fra bag kulissen med mange sidehistorier, et potpourri – eller bare en pærevælling af alt muligt.

Allerede før min ankomst til Denmark Open direkte fra en døgnvagt på Nordfalster var jeg lidt mæt af badminton.

Transmissionen begyndte jo tidligt på ugen på BadmintonWorld via Youtube og Zibrasport, og fortsatte i heftig stil senere på TV2s omfattende dækning, og sørme om ikke også jeg fik “mine” beboere på jobbet med på bølgen.

Semifinalerne begyndte lørdag kl 12.00. Verdensklasse badminton fra første sekund. Publikum klappede høfligt til verdens bedste på de to baner. Afmålt. Kontrolleret. Nordeuropæisk. Støjniveauet steg betragteligt senere på eftermiddagen til det eneste danske islæt i herredouble.

Men hvorfor denne afmålthed? Badminton er vel badminton, og niveauet og underholdningsparametret kan man i hvert fald ikke klage over.

I Paris kan de ifølge min ven Høi godt skabe stemning. Hvad er der med os danskere? Gad vide, hvad asiaterne tænker om det, om os kølige og høje mennesker. Er vi lige så underlige for dem, som japanerne, der kommer fra et land med et mix af noget fra verdensrummet, middelalderen og USA, er for os? Næste gang må det være mit mål at finde et par snaksagelige asiatere.

Foto @ Per Damkjær Juhl

Nå, men i slutningen af tredje sæt mellem Yamaguchi og Chen, i damesingle, efter ca. 55 minutter, vågnede publikum og blev grebet.

Måske man skulle kigge på sætlængden, afkorte og dermed øge spændings- og afgørelsesmomentet? Som det er nu venter de fleste bare på pointene fra 15.

Jeg forlod salen og gik i lokalet for pressen, dommerne og de frivillige og mødte Erik Kolmos. Vi sås sidst til det udvidede årsmøde i Vejle den 10. juni.

Vi fik en lang snak om hans lange trænerkarriere, og det vi har til fælles. Interessen og opmærksomheden på klubfølelse, fællesskab, foreningslivet, værdien af at være nøgne sammen i omklædningsrummet, at træne ungdom og hilse på alle til hver træning. Og frem for alt at bevare det sjove, legen og feste igennem. Det er jo kun de få, der når toppen. Resten kan godt tage den lidt med ro.

Tilbage i hallen på en tribune blandt hovedsageligt asiatiske spillere fik jeg æren af 15-20 minutters snak med hr Høi (landstræner Jakob Høi, red.), inden denne skulle fokusere på herredoublen. Han gav mig atter et Maggiterning-indblik i trænerjobbet. Kvartfinalesejren til Danmarks bedste (og ældste) herredouble fredag aften havde betydet mindst 5-6 timers videoanalyse forud for dagens semifinale i herredouble.

Imens spillede Son Wan Ho første sæt mod gamle Lee Hyun II i den anden ende af hallen. To koreanere, hvor det ikke så ud til, at det topstyrede land på forhånd havde bestemt udfaldet. Det blev en tæt, taktisk præget og lang kamp. En kamp som den 37-årige veteran med kattepotespillet vandt.

Min erfaring som akkrediteret journalist (skribent) for Badmintonbladet.dk er ikke stor. Sølle to turneringer. EM i Kolding og nu Denmark Open i Odense, men måske starten på en ny vej?

I lørdags så jeg ikke meget badminton, for jeg holder mere af at gå rundt og observere på gangene, i de bagvedliggende lokaler for spillere, officials, frivillige, VIP, medierne. Møde og tale med de kantineansvarlige om pølsesalget, kamerafolkene, oprydderne og dørvogterne. Udover alle de kendte og bekendte.

Alle dem udenfor banerne. Fodfolket. De usynlige. De uundværlige.

Ved EM havde jeg en snak med en af de faste kamerafolk fra TV2. Han var også tilstede ved Denmark Open. Dengang fortalte han, at kvaliteten af produktionen af tv-billeder fra de mange internationale badminton turneringer svingede meget. Han mente naturligvis, at hans team var blandt de bedste.

Min oplevelse er, at TV2s team er ret gode til levere perfekt timede slow motion gengivelser af de korrekte slag og bevægelser. De bliver indsat i de små pauser i spillet, uden at vi som tv-seere går glip af bare et lille moment af kampen. Han nævnte betydningen af som kamerafører at kende spillet og kunne anticipere, hvad der sker i det næste øjeblik og allerede på forhånd være på vej derhen med linsen.

Det kræver overblik, indsigt i spillet og stor erfaring.

I de asiatiske turneringer misser vi på tv ofte lidt af duellerne, når der vises slow motion fra den overståede duel, og ofte er den korte gengivelse også unøjagtig og klippet forkert.

Det var en varm eftermiddag i fyldt hal. En lille hal, hvor man som tilskuer er tæt på, og hvor landstrænere og stjerner, små og store dukker op på tilskuerrækkerne og på gangene og indenfor rækkevidde til min store overraskelse. Som om stor familie, hvor alle har noget til fælles.

Badminton Danmark fik afviklet et godt organiseret arrangement. Lige bortset fra problemerne med elektriciteten torsdag og et par midnatskampe  – en uskik i badminton. Men overordnet virkede der til at være styr på det hele.

Jeg fik ovenikøbet rigeligt af bedstemor-småkagerne til kaffen i presseafdelingen, og naturligvis købt en dåse med hjem. Den åbner jeg til yngste søns fødselsdag om en uge, hvor mine børn er i Danmark, og hvor niece/kusine Line og x-svigermor gæster det Hvide Hus.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
Team Storstrøm

Læs også

Badmintondagbog sæson XXXXV, afsnit V: Engelsk double. Sommerspil.

Vores (Steen og min) regelmæssige dyst på halvbane er for en stund sat i bero …

2 Kommentarer

  1. God ide at få kigget på sætlængde. Tak for opsamling af indtryk

  2. Jeg foreslår igen: Tre vundne bolde i træk giver et parti, tre vundne partier giver et sæt, og tre vundne sæt giver en sejr. Så er der hele tiden noget på spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.