1908 / 1965 / 2022

I snart 2 år har jeg ikke kunnet spille “sån’ rigtig” pga problemer med lungerne. I går aftes kastede mig alligevel, eller på trods, ud i opvarmningsengelsk, en rolig herredouble og en mix. 

Det sidste gik ikke så godt. 

Fru Johnsen og jeg, der er jævnaldrende, altså fra midt 60’erne……56-57 år siden, spillede mod Nadia på 20 og Marius på 17. 

Totalt overmatchet. 

Da jeg sidst var “normalt spillende”, for 2 år siden, var vi langt mere jævnbyrdige. 

Men Nadia og Marius er løbet fra os. 

2 år er for os halvtredsårige småting. Et blink med øjet. To år er for os et par trin ned af afviklingstrappen. Som vi dog med fjerboldlegen ivrigt, nogle gange også intenst forbitret forsøger at sætte lidt i bero. 

2 år er for dem, de unge, gigantisk lange tidsperioder med enorme udviklingstrin. 

Sådan er tiden relativ og opleves og sanses forskelligt, alt efter udgangspunktet og konteksten. 

1965 er i forhold til 2022, som 1908 er i forhold til 1965! 

Jeg voksede op 60’ernes og 70’ernes gryende og relative velstand. I rækkehus med toilet, varmt vand, elektricitet, mad i et køleskab, tv, bil, deleværelse med én søster, mens min ældste søster havde sit eget.

Den form for materiel velstand var luksus i 1908. 

Så i går aftes, knap 57 år efter min fødsel, spillede jeg mod to unge mennesker, der er  født i det 21. århundrede, i nullerne. 

For dem er 1965, hvad 1908 er for mig. Mega lang tid siden. Nærmest uforståelig i sin essens. Ja ja, vi kan tale og fortælle dem om livet dengang, men forstå det, tror jeg ikke de unge kan. Lige så lidt som jeg forstår livsforholdene og samfundet i 1908, trods omfattende læsning om tiden dengang. 

Udvikling. Afvikling. På samme bane. 

Ungdom og ……hvad skal jeg kalde fru Johnsen og mig? På samme bane. 

Vidt forskellige steder i livet. 

Men alligevel på den samme bane, adskilt af et tyndt udspundet net. 

Alligevel med den samme glæde ved spillet. 

Her på den grønne bane, indenfor disse hvide rammer på gulvet, mødes vores verdener for en kort stund og udvisker noget af forskellen. 

Men ikke al forskel. For der var tempo, skarphed og styrke til forskel på banen. 

Men det gjorde mig ikke noget. Og heller ikke hos fru Johnsen, som ellers tidligere kunne være ret skarp og rumme en stor vindermentalitet kunne der spores den store ærgelse.

Alderen giver ofte “runde skuldre”. 

Tak for spillet, unge mennesker! 

Det er super glædeligt i de sidste mange år at have fulgt jeres udvikling. Jeg kan sagtens huske at have lavet slagøvelser med Nadia for vel 10 år siden. Der kunne hun ikke ret meget. Her til aften pillede hun stille og rolig brodden af os. Med sit milde smil. 

Fru Johnsen og jeg smilede også. 

Der var ikke så meget andet at gøre! 

Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl