Denmark Open: Fire danske sæt afgjort med to points margen

Loading

Mens hele Odense Idrætspark var helt i ekstase, fordi Viktor Axelsen for anden dag i træk tørrede gulv med sin modstander (som hed Lin Dan i dag…), var der også andre danskere i kamp.

På bane 3 var der nemlig VM-revanche mellem de kinesiske verdensmestre i damedouble, Tian Qing og Zhao Yunlei, der var oppe mod Danmarks stærkeste damer, VM-sølvinderne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.

Det blev en rigtig tæt og spændende kamp. Parrene fulgtes ad hele vejen, og det var de danske piger, der kom først på 20. Men kineserne er ikke hvem som helst, og med fire points i træk tog de første sæt med 22-20.

Andet sæt lignede som i så mange andre kampe her ved Denmark Open det første. Christinna og Kamilla kom foran med 15-12, men en stime på seks points denne gang fik Tian Qing og Zhao Yunlei ovenpå igen.

Danskerne kom op på 19-19 men mere blev det desværre ikke til. Kineserne vandt igen – 22-20 og 21-19.

Lige så tæt hos Jan
Jan Ø. Jørgensen var også i en tæt kamp i sin kvartfinale. Han mødte indonesiske Tommy Sugiarto, der har det med nogle gange at slå de store og tabe til de små.

Jan lagde bedst ud men blev hurtigt presset af Sugiarto, der to gange i første sæt bragte sig foran med fire points. Ved sætbold 20-17 til indoneseren så det ud til, at Jan godt kunne komme tilbage, men desværre måtte han se sættet gå til Tommy Sugiarto med 21-19.

I andet sæt stak Sugiarto af fra Jan Ø. Jørgensen og var foran både 7-1 og 11-5, inden danskeren fik momentum og udlignede til 11-11. Herfra var det en meget lige kamp, der lige såvel kunne gå i tre sæt som slutte i to.

Og desværre blev det kun til to sæt. Tommy Sugiarto vandt 21-19 igen, og han kan nu se frem til en semifinale mod Chou Tien Chen fra Taiwan, mens Jan må forlade Denmark Open for denne gang.

Læs også

Malaysia Masters: Damedouble sikrer første danske finaleplads

Her til formiddag var både Christina Pedersen/Kamilla Rytter Juhl, Hans-Kristian Solberg Vittinghus og Mads Conrad-Petersen/Mads …