Det har været en lang dag med badminton.
Vågnede ved 5 tiden i morges, greb mobilen og blev opdateret med de sidste nyheder fra Birmingham. Med stor lettelse læste jeg om de negative re-tests og gennemførelsen af All England.
Stod op ved 7 tiden og drak kaffe med kæresten, før hun kørte på arbejde og jeg kørte hjem.
Hjemme kl 9.25 blev tv’et og Chromecasten tændt og indstillet på TV2 Sport – der så har kørt non-stop siden.
Også mens den “selv-påtvungne” løbetur på 5 km blev gennemført, og TV2 Sport fyldte ventetiden mellem kl 9.45 til kl 15.00 glimrende ud med interviews og gamle kampe.
Også under de efterfølgende udstræknings- og styrkeøvelser på stuegulvet.
Også mens aftensmaden blev tilberedt og indtaget med de to sønner.
Også under aftenbesøget hos min “halvbane-modstander” Steen, hvor vi selvfølgelig så badminton, mens vi snakkede om hans operation, virus og politik og drak min medbragte øl.
•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••YAE21🏴•••
Tilbage i Det Hvide Hus sagde den yngste søn godnat kl 22.30, mens Axelsen var på vej ind på banen og de to unge Busch og Espersen vandt deres mix ganske overraskende.
Pludselig kom meldingen kl 23.03, at hele det indonesiske hold blev tvunget ud af turneringen, da en passager i deres fly fra Tyrkiet var blevet testet positiv. Dagens bombe!
Alt imens Axelsen chokerende tabte første sæt til japanske Watanabe, 166 cm høj og nr 41 på verdensranglisten, og var synlig irriteret. Andet sæt var hårdt. Også at se på. Tredje sæt helt vanvittig. 13-21 / 21-19 / 21-19.
•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••YAE21🏴•••
Det har været en underlig dag. En begivenhedsrig dag. På godt og ondt.
Tre turneringer i samme hal blev afviklet i Thailand med stor succes under strenge forholdsregler.
Swiss Open var også en succes.
German Open blev aflyst.
All England kunne gå hen og blive mindre succesrig.
Skulle man have valgt en europæisk “boble-løsning” med tre turneringer – Swiss, German (Aflyst) og All England i samme hal, således at al transporten blev minimeret og kontrollen forøget? Det er let at være bagklog.
Det vil jeg sove på! I morgen starter det på en måde forfra!
Det er det her, vi har savnet.
Det er det her, vi elsker.
Bare uden al “bøvlet”!
Per Damkjær Juhl