I eftermiddags mødte danske Anders Antonsen bulgarske Blagovest Kisyov i sin anden kamp til Swiss Open.
I modsætning til kampen mod den 11-seedede Takuma Ueda i går, så var Anders Antonsen favorit i dette opgør. Antonsen er nummer 55 på verdensranglisten, mens Blagovest Kisyov ligger 90 pladser længere nede som nummer 145.
Et første sæt med mange fejl
I første sæt kom Anders Antonsen hurtigt bagud med 3-7. Men så skruede danskeren op for sikkerheden og tempoet, og tog de næste otte point i træk og kom dermed først til opholdet.
Efter opholdet var spillet præget af mange uprovokerede fejl fra begge spillere, som fulgtes trinvist ad op til 20-18. Herefter satte danskeren fuldt pres på sin modstanders serv og lukkede sættet 21-18.
I andet sæt fulgtes de to spillere ad til 11-8. Spillet var stadig præget af fejl og korte dueller. Efter opholdet kom Anders Antonsen ud på banen med et spil præget af meget færre fejl og stor tålmodighed – i modsætning til Blagovest Kisyov, der stadig havde svært ved at holde boldene indenfor linjerne. Antonsen vandt derefter hurtigt sættet 21-10. Den samlede sejr lød dermed på 21-18 og 21-10.
Tredje runde venter i morgen
I morgen møder Anders Antonsen Tzu Wei Wang fra Taiwan i en kamp der kan sikre ham deltagelse i kvartfinalerne på fredag.