Badminton-rejse: Hold fast i begejstringen.

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 10. juni 2015 

Jeg var på ferie i marts i år på den franske vulkanø Reunion,
……der ligger ganske ukendt mellem Madagascar og Mauritius i det Indiske Ocean.

Jeg besøgte min franske ven Christophe, tidligere formand for badmintonklubben Red Star Mulhouse i Alsace, Frankrig. Det var efterår på de breddegrader, hvilket man dog ikke mærkede meget til. 27-30 grader og en høj og tung fugtighed. 

Dengang i september 1997 i Mulhouse, da jeg første gang troppede op til en af deres træninger, var klubben 6-7 år gammel, førsteholdet var lige rykket op i tredjehøjeste niveau. Hjemmebanen var en lille, meget ydmyg fem baners hal med meget lavt loft, glas hele vejen rundt langs med loftet, og nettet var en stålwire spændt ud mellem de to endevægge.

Men stemningen var præget af gejst, optimisme og engagement. 

I dag, hvor Christophe siden 2013 ikke længere er formand, ligger RSM med et turneringshold i første, andet og tredje højeste niveau, tilbyder kombineret uddannelse og badminton og har fornylig stiftet et badminton akademi med små boliger.

Unægtelig en imponerende udvikling, som jeg delvist deltog i som spiller i årene 1997-2006. 

Tilbage til Reunion
Selvfølgelig havde jeg taget mit badmintonudstyr med på ferien. Christophe var for nylig blevet formand for en lille klub beliggende i La Possession, ca 20 km fra øens hovedstad St Denis, som har øens største badminton klub. Jeg var efter 20 timers rejsen knap landet, før jeg stod på en badmintonbane i kvalifikationsturneringen til ø-mesterskaberne.

Christophe havde nogle måneder i forvejen indmeldt mig i hans klub, således at jeg kunne deltage som det eksotiske element. Desværre var kufferten stadig i Paris, men jeg havde mine ketchere, løbesko og en masse lånt tøj. 

Det blev til nogle timers badminton i høj varme og fugtighed med direkte sollys på nogle af banerne. Benene var tunge fra starten. Sveden sprang frem bare ved gå til banen. Det sejlede hurtigt i skoene. Det krævede megen væske, men hold op, hvor var spillerne flinke, smilende og hjælpsomme. 

Den lokale hal
Ugen efter troppede jeg op til en træning fredag aften i den lokale hal i La Possession. En hal med 7 baner, med betongulv, altså rå beton!, net der langtfra nåede ud til netstolperne, glas langs loftet og huller i glasset, hvorigennem duer og andre fugle havde fundet vej, hvilket betød, at der hist og her var samlinger af fugleklatter på gulvet. 

Spillere fra andre klubber var mødt frem, fordi rygtet om denne veteran fra Danmark var gået på den lille ø med en meget lille badmintonverden.

Jeg spillede et par timer, før kræfterne hørte op. Måtte skifte sko et par gange. Tøj hver tyvende minut.

Aftenen sluttede som de plejede om fredagen. Med medbragt mad, tre retter, lavet af en spiller til samtlige 20-25 spillere, øl, champagne, rom-punch og almindelig rom, som den laves på øen, musik og let dans i badmintontøj.

Det var en fantastisk aften.

Jeg glemte i hvert fald alt om ømme lægmuskler. For en stund!😉

Hvorfor nu denne lidt private historie? 

For det første
Når du som dansk badminton spiller rejser i udlandet, så prøv at spille badminton. Du har mulighed for at komme i kontakt med de lokale, for vi har noget til fælles, og vi, danske badminton spillere, er kendte og respekterede i hele verden. Man har en nøgle til folks hjerte.

Det forpligter dog også. Du er repræsentant for en kultur, som andre ser op til. Det er altid vigtig at være ydmyg, imødekommende og bevare jordforbindelsen. 

For det andet
Jeg har gennem årene hørt mange beklage sig over de hjemlige haller – glatte gulve, dårlig belysning etc.

Hold nu op. Det er luksus problemer. Det kunne være langt værre. På alle parametre. Så stop det brok. Spil. Vær glad. Eller i det mindste bare tilfreds. 

For de tredje
Apropos det med indstillingen. På Reunion (og dengang også i Frankrig, og endnu tidligere i USA), mødte jeg spillere, der overraskede mig med deres glæde, energi og entusiasme. De havde noget af den energi, man ofte har, når man møder noget nyt, er i nye rammer, og endnu ikke er “tilvænnet” og har for mange eller for store forventninger og krav.

Jeg siger ikke, at jeg ikke møder den begejstring i Danmark, men vi må for alt i verden ikke glemme eller miste den. Den skal holdes i live af os alle, hver dag og hver gang vi går ind i hal (men også gerne udenfor). 

Per Damkjær Juhl