Sommertanker om (badminton)livet

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 27. juli 2015 

En usædvanlig kølig juli aften. Kunne ikke sove. Måske kulden åbnede for et hukommelsesspor til min første deltagelse ved ungdoms DM. Rødby. Marts 1976. 

I sne, blæst og frost kørte vi den lange tur i en Volvo Amazon fra Kolding med færgen over Knudshoved- Halsskov ned ad Vestsjælland, Falster og Lolland. Jørgen Hansen og Bent From som ledere. Henrik From og jeg som minipuslinge (U12). Henrik nåede kvartfinalen. Jeg håbede, han nåede semi, for så skulle vi overnatte, hvilket jeg aldrig havde prøvet. 

I stedet kørte vi den lange tur hjem i et forfærdeligt vejr sent lørdag aften, der blev til tidlig morgen. Henrik faldt hurtigt i søvn på bagsædet. Jeg sad på bagsædet helt fremme mellem forsæderne og fulgte med i trafikken. Det var før sikkerhedsselerne og sikkerhedshysteriet. 

Året efter var DM i København. Storesøster Pia, dengang Juhl, og Per Henriksen var lederne. Gitte Henriksen og jeg var andenårs minipuslinge og spillede single og mix. Begge kom vi på afbud med i double. Gitte nåede semi med sin makker. Jeg tabte i tre tætte sæt i kvart med Frank fra Karlslunde. 

Min kamp blev positivt omtalt i datidens badmintonblad med én kort linie. DBFs badmintonblade blev alle nærlæst utallige gange. Det var før badminton på tv og nettet. Kun gennem badmintonbladet var det muligt at læse om de bedste og få resultaterne fra danske og udenlandske stævner. Teknologisk er det meget længe siden! 

Som andenårs junior 6 år senere nåede jeg igen i kvart i double med klubmakker Kenneth Jacobsen som useedet mod topseedede Henrik Lunde/Anders Nielsen fra Greve. Det var på bane 1 i Odense BK. Tabte 15-12 i tredje. 

Det lykkedes aldrig at få en medalje med hjem fra ungdoms DM trods deltagelse ved samtlige DM fra minipuslinge til og med ynglinge. 

Først ved veteran DM 2014 i Værløse fik jeg en medalje af sølv, +45 single. Jacob Østergaard fra Vejle var ustyrlig – og lidt yngre. Medaljen er jeg rigtig glad for, hvilket kan lyde….hmm….pudsigt. Men det føles som endelig at få den længe ventede påskønnelse for tro tjeneste. Den blegner i sammenligning med søster Pia Damkjær Kruse, og især hendes døtres samling. Men skidt. På min målestok stråler den. 

Det må være alderen, der gør, at jeg generelt er begyndt at tænke tilbage og blandt andet mindes de mange år med badminton. Meget er sikkert glemt. Men meget ligger gemt i hukommelsen og venter på “gensyn”. Det dukker nogle gange op, nærmest ud af ingenting eller tricket af noget i nutiden, i hverdagen – en stemning, en samtale, en omtale af eller genvisit med en hal. Eller af vejret. 

Mere end 40 år i denne sport, stort set uden pauser, altid med deltagelse i stævner og holdturnering efterlader mange oplevelser. Mange erfaringer. Mange skavanker. Mange ansigter og navne. Nogle blev stjerner – er årgang med Poul Erik Høyer. Andre blev gode og habile divisions- og danmarksseriespillere, nogle slidere som jeg, der altid har haft brug for at kunne løbe langt. Og stadig gør det og derfor med alderen har fået mulighed for en chance i rampelyset, fordi træningen er blevet holdt vedlige, de alvorlige skader er undgået og benene fortsat er relativ hurtige. 

Men mange er også forsvundet og stoppet. Hvor blev de af? 

Os, der er blevet ældre og stadig spiller, gør det med samme engagement. Ofte med større målrettethed og motivation. Jeg spillede et par sæsoner på veterantræningen i Værløse. Truppen var vel på 30-40 spillere med forskellig niveau. Stemningen var fantastisk. Nød det. Spillede veteran holdkampe (og seniorkampe), hvor holdene stadig spiser sammen efter kampen. Det gjorde man også som senior i 80’erne og 90’erne, men det er forlængst ophørt. 

Værløse er skiftet ud med Vordingborg, hvor det officielt hedder seniortræning, men hvor den overvejende del er veteraner. Det er sammenholdet, glæden ved spillet, drillerierne, øllerne bagefter og ikke mindst seniorholdkampene, der er drivkraften. I nogle sæsoner spillede stort set samme trup både senior- og veterankampe, men kroppene kunne ikke holde til det og restitutionen tog nogle gange en hel uge. 

Badminton er en uundværlig del af livet. Et omdrejningspunkt. Et samlingspunkt. Vi træner. Vi snakker. Vi fester. Vi mødes tilfældigt i det lille lokalområde. Nogle er gift. Andre har været gift. Der er kommet mange børn til, nogle af dem spiller og alle larmer ved hjemmekampene. Vi kender hinanden. På godt og ondt. Det skal have betydning, berøre, bevæge, vække følelser og tanker. Det er næsten som en familie. Det er sådan, det skal være. I hvert fald i min verden. 

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Dag #220. DANISA Denmark Open 2020.

From Nowhere to Now here! ••••••••••••••••••••••••••••••••••🇩🇰❤️⭐️••• Nogle indsamlede observationer fra DANISA Denmark Open 2020 i Odense.  …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.