“Badmintonbanen er en kampplads” …..endnu en uge med masser af badminton!

Loading

Endnu en uge med badminton. På banen – og udenfor!

▪️TIRSDAG

Miniton med børnehaven om formiddagen. Styret med kærlighed af Eva og Amalie. Stor fornøjelse at se med fra bænken. 

Tidlig aften fik jeg lokket min 16 årige søn med i hallen, på trods af at vi skulle cykle, til aftenspil med “Tirsdagsholdet” – nogle steder også kaldet “Flexi Fjer”. Formanden kaldte det dagen efter “Social Fjer”! 

Vi klædte om i omklædningen og jeg fik overtalt sønnen til at tage et bad efter spillet. I et offentligt rum. Mens jeg var tilstede. Faktisk første gang i……over 10 år at jeg så ham nøgen, afklædt. Der kom først “jeg bader bare hjemme” og dernæst indvendingerne “jeg har ikke rene underbukser med og heller intet håndklæde!”. Jamen så er det jo godt, at min slidte orange badmintontaske altid indeholder tøj til 4-5 personer – og mit Red Star Mulhouse håndklæde kun var let fugtigt efter mit brug. 

For sa… – han tog et bad! I et omklædningsrum! Det hedder udvikling – med en svag hældning på indlæringskurven! 

Nåh, ja og så fik vi selvfølgelig også spillet. Med alle de andre ca 30 personer repræsenterende alle niveauer, fra nær nybegynder til tidligere divisionsspiller, og i alle aldre, fra 16 år op til…i start 70’erne. På 6 baner. Godt styret af Nikolaj og Dennis, der står for at lave runder, hvor alle blandes. Folk strømmer langsomt til hallen fra kl 18.30 og klarer selv opvarmning og en begyndende kamp, før den første runde proklameres ca kl 19.15. 



Jeg nøjedes pga de mange fremmødte med én runde. Min makker var Søren, ejer af en tankstation med vaskehal og undervognsbehandling på landevejen ud til Udby tilkørslen. Jeg havde ondt overalt på grund af lørdagens 27 km vandring på Amarminoen. Det gik ikke godt. Vi tabte. Men altså, who cares! 

Gulvøvelserne og badet bagefter med deltagelse af yngste søn gjorde godt. 

I næste sæson får “Tirsdagsholdet” også spilletid torsdag aften, hvis bytteordningen med tennisklubben falder på plads. 

“Social Fjer” er de sidste års største succes. 

Mange vil gerne spille badminton, men bremses ofte af manglende eller gentagende udeblivende makkere. 

Mange vil gerne spille badminton, hvor andre styrer og organiserer. 

Mange vil gerne spille badminton, hvor andre sætter dem sammen i varierende konstellationer. 

Mange vil gerne spille badminton, hvor man møder nye mennesker og har det sjovt, og ikke nødvendigvis behøver at samtale så meget. 

Mange vil gerne spille badminton, hvor afbud ikke er nødvendig og man bare møder op. 

I bestyrelsen har vi overvejet, om den store gruppe skulle opdeles i to efter niveau, men vi vurderer, at holdets styrke er den store deltagelse og variation. 

▪️ONSDAG 

Planlægningsmøde i bestyrelsen. En fuldtallig bestyrelse bestående af mennesker, der brænder for badminton OG har været en del af VBK og bestyrelsen i mange år. Det kaldes stabilitet. Vi har ikke de store problemer med at få besat posterne, men kunne som så mange andre frivilligt drevne foreninger sagtens bruge flere og især yngre kræfter. 

Stabilitet og “de samme ansigter” kunne være ensbetydende med stagnation og mangel på nyorientering. På konservatisme. På fastlåshed. På “vi gør som vi plejer” Det synes jeg faktisk ikke er tilfældet. Men jeg er heller ikke objektiv, for har selv siddet her, ved bordet, i de sidste 10-12 år. 

Efter mødet var der onsdagstræning med kun 7 deltagere……holdturneringen er jo slut og for mange betyder det mindre badminton. Det har jeg og de 6 andre aldrig rigtig forstået. Lyst til badminton, er vel lyst til badminton, holdkampe eller ej.

For mit vedkommende blev det til 30 minutter, efterfulgt af de sædvanlige, daglige styrke- og udstrækningsøvelser udført i det store omklædningsrum. Før badet. Udstrækningen holder på tredje år diskussen på plads og smerterne væk. 

▪️TORSDAG

Overværelse af ungdomstræningen sidst på eftermiddagen. 16 årige Emma var hidkaldt som reserve for Steen, og tog sig af de jævnaldrende teenagere i den ene ende af den store hal med sikker hånd!



I den anden ende var Eva og hendes to 13 årige i gang med miniton – 6 børn og forældre. Med boldkanon, balloner, tov og alt muligt andet. Efterfølgende fik Eva, der er ny ungdomsformand og jeg, hendes nyudnævnte assistent og afgående U-formand, en snak om næste sæson og mulige ungdomstrænere. Tror faktisk vi kom frem til en fremragende løsning med nogle unge U15 spillere som et fælles trænerhold til næste sæsons mandagshold. 

Kl 18.00 startede det fælles årsmøde for Lolland-Falster Kredsen og DGI Storstrømmen Badminton i Bosei centeret ved Præstø. Jeg ankom midt i den indledende fællesspisning. 

Badminton Danmarks bestyrelsesformand Tore Frydensbjerg Vilhelmsen og Hovedstyrelsesmedlem Kristian Boye Nielsen deltog også. Tore præsenterede kort Badminton Danmarks nye strategi og begge besvarede spørgmål fra deltagerne. 

Og så gik årsmødet ellers i gang efter den velkendte “generalforsamlings-struktur” – taler, fremlæggelse af regnskab og valg. Undervejs med plads til spørgsmål. Og de kom. Og en del var kritiske. 

Der skulle også have været kåret 4 “vindere” – årets klub, årets træner, årets ildsjæl og årets ungdomsklub. “Skulle have været?” Ja, for der blev ingen kåring! Hvorfor dog ikke? Fordi INGEN havde indsendt kandidater! “Hvad?” Der var ingen personer eller klub, som var blevet indstillet! 

….okay!…?….altså, vi har en badmintonkreds, hvor der ikke bliver fejret en klub eller person i de nævnte kategorier, fordi ingen har indsendt nogen kandidater! 

Reaktionen på årsmødet? Ikke den store undren eller bestyrtelse. Mest bare et skuldertræk. “Nå ja!”

▪️LØRDAG

Vi har en gratis hal og vores egne nøgler. Stillet velvilligt til rådig af kommunen. Det gør at vi af og til åbner for gratis spil for alle med låneketchere og brugte bolde. Det skylder vi ligesom kommunen. Også denne lørdag i 2 timer mellem kl 13.00-15.00. 

Vi var 4, der benyttede muligheden og spillede engelsk i 90 minutter på bane 2. Den foretrukne bane. Gamle 57 årige Steen, de ansvarlige for Tirsdagsholdet – Dennis og Nikolaj (tidligere og nuværende medlem af bestyrelsen) og undertegnede. 

Imens var 4 andre baner optaget af personer, jeg aldrig før havde set i Den Store Hal fra 1951. Og jeg kommer her ellers ofte. Måske potentielle klubmedlemmer! Før pandemien åbnede vi hallen regelmæssigt for gratis badminton. Måske er tiden klar til det igen. 



▪️SØNDAG

Kørte 100 km mod nord. Til UDM i Brøndby Hallen. 

Trængte (!) til at se lidt ungdomsbadminton på højt niveau og mærke intensiteten, begejstringen, kampviljen, spændingen, også blandt trænere og forældre ude på siddepladserne, høre råbene, se glæden, frustrationerne, skuffelsen, tårerne. 
Alt det der gør sport og badminton levende og værd at deltage i. 

Stor tak til det flotte setup. Det er på trods af live-muligheden på Badmintonlife.dk bare noget helt andet, et helt andet spil, en hel anden helstøbt oplevelse at se badminton i alle dets dimensioner, i en hal, der summer af stemmer, slag, råb, udkald…..af liv! 

▪️KAMPPLADS

Badmintonbanen er en kampplads, hvor man kæmper om sejr og nederlag, om vind eller forsvind. Der er ikke så meget plads til omsorg, empati, forståelse, medmenneskelighed. Det må parkeres udenfor. Sættes på stand by. 

Badmintonbanen er et microkosmos, hvor alt bliver både meget forenklet – vind eller tab, og samtidig også fuld af kompleksitet – en arena, hvor man presses og udfordres, skal træffe beslutninger, håndtere problemer og følelser, lægge strategi, tænke og reflektere, ofte alene med mange øjne i nakken. 

Badmintonbanen er nådesløs. Man kan ikke gemme sig. Man kan udvikle sig som menneske. Nogle kan klare det og udfolde det, de har lært. Andre kan ikke. 

▪️5

Fem dage med badminton – på og udenfor banen. 

Det er fantastisk! 

Må det aldrig stoppe! 



Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl 

Læs også

Produktionsbygning vs badmintonhal

I et hjørne af en nedlagt industrihal, hvor der tidligere blev produceret plast-produkter, bag et …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.