Badmintonligaen: Solrød tog fusen på Værløse

I Badmintonligaens sidste runde tog Solrød Strand mandag aften imod Værløse, der havde favoritværdigheden og dobbelt så mange point i tabellen. Det blev en særdeles tæt og velspillet holdkamp foran mere end 300 tilskuere i Solrød Idrætscenter.

Begge holds styrke ligger primært i kollektivet, og denne aften vandt syd-københavnernes bredde. Sejren blev på 4-2, og de tre point var helt fortjente.

6 ting Badmintonbladet lagde særligt mærke til under det intense Badmintonliga-opgør.

  1. Sandra-Maria er stadig en hårdtarbejdende damedoublespiller, som de andre damedoubler kan slå sig på. Sammen med Emma Karlsson vristede hun sig fri af Værløses ellers driftsikre Julie Finne-Ipsen og Thilde Mattisson.
  2. I en velspillet herredouble over tre sæt viste Solrøds debutant Jeppe Bay gode prøver på sit talent. Han diskede op med adskillige elegante løsninger og ryk ved nettet. Værløse havde mere smash power, men konstellationen Theis Christiansen/Jeppe Bay havde mest talent og rutine.
  3. Værløses Mikkel Mikkelsen er en imponerende atlet. Han dækker alle fire hjørner med stor elegance, uanset hvor presset han er. Det gav mandag en kontrolleret sejr i to sæt over Felix Burestedt, der spiller med Burrestedt på ryggen!
  4. Det var trist at se Anne Thea Madsen forlade banen tidligt i andet sæt med en skade i sin højre fod. Forhåbentligt er det ikke alvorligt.
  5. Rasmus Fladberg kan fortsat dirigere en 1. herresingle hjem i tre sæt – specielt når modstanderen ikke benytter den bagerste fjerdedel af banen. I en herredyst havde Rasmus Messerschmidt de hurtigste fødder, mens Fladberg havde overblikket og køligheden.
  6. Solrøds veltalende halspeaker leverede en brav indsats ved mikrofonen og bidrog til den gode stemning med pauseresultater, konkurrencer og kommentarer. På vejen ud af hallen nåede denne skribent at høre speakeren nævne, at Badmintonbladet sagde 0-6, men Solrød svarede med 4-2. Touché.

Solrød slutter grundspillet på en 7.-plads, mens Værløse tager en tredjeplads. Se alle resultaterne fra Badmintonligakampen mellem Solrød Strand og Værløse.

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

Badmintonligaen: Sådan bliver resultaterne i syvende runde

Syvende runde af denne sæsons Badmintonliga spilles i aften kl. 19.00. BadmintonBladet har vanen tro …

En kommentar

  1. Sådan Solrød 👍🏸👏💪🏻