Foto @ Rico Hansen

Badmintonligaen: VEB stemplede aldrig ind i Skovshoved

Loading

Blot et enkelt point var der imellem Badmintonliga-mandskaber fra Skovshoved og Vendsyssel, da 4. runde blev skudt i gang fredag aften.

Det er notorisk vanskeligt at rejse langt på en hverdagsaften og spille ligakamp. Men selvom udebaneholdet, Vendsyssel Elite Badminton, kun var svag favorit i en enkelt kamp, var der lagt op til flere jævnbyrdige opgør. Både damesinglen, 2. herresingle og herredoublen kunne blive tætte.

Lind i kontrol
Det udviklede sig imidlertid helt anderledes. Det nordjyske hold kom simpelthen aldrig ind i kampen. Nuvel i 1. runde var mixeddoublen med Lasse Mølhede/Maria Helsbøl overmatchet mod stjernerne Joachim Fischer/Christinna Pedersen, men 2. herresingle med finske Ville Lång mod Christian Lind Thomsen burde have givet mindst et sæt. Finnen daskede rundt i vanlig stil, men fik ikke løftet sit spil og blev aldrig i stand til at udfordre Lind.

Andersen/Mogensen var suveræne
I herredouble var Mads Conrad blevet afløst af 2. holdsspilleren Frederik Andersen, der således dannede par med Carsten Mogensen. Immervæk en styrkeforskel som man kunne forvente, Durkinjak/Nordh ville forstå at udnytte. Det kom på ingen måde på tale. Andersen supplerede Mogensen fint, og det kroatisk/svenske par stod passive og forstenede, mens pointene strøg over til Skovshoved-parret. 21-9, 21-11 vidner om en ulige kamp.

Juhl i gulvet
Natalia Rohde havde fuldstændig styr på Kati Tolmoff, og Emil Holst var en klasse eller to over Peter Mikkelsen. Dagens eneste drama opstod i damedoublen, da Kamilla Rytter Juhl måtte en tur ned at ligge i nogle minutter i 2. sæt. Det lignede et ildebefindende, men da hun rejste sig igen, var Juhl og Skelbæk lige så knusende sikre, som resten af Skovshoved-mandskabet denne fredag.

SIF kravler opad
Dermed tre stensikre point til Skovshoved, som med 6-0 vandt en af de mest overbevisende sejre længe i Badmintonligaen. Se alle resultater fra opgøret mellem Skovshoved og Vendsyssel. Skovshoved er nu pointmæssigt lige med TSS på 2. pladsen i grundspillet.

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …