Med gruppespillene overstået tager vi et kig på de største overraskelser i OL-badmintonturneringen indtil nu.
OL-deltagerne har ventet i fire år og har været igennem en opslidende kvalifikationsperiode. Forventningerne er høje, og ikke alle står for presset, mens andre spiller over evne.
Der har været flere uventede resultater i Rio, og de fleste er faldet i doublerækkerne. TSS-sportschef Steen S. Petersen giver her sit bud på de største overraskelser.
- Exit Mohammad Ahsan/Hendra Setiawan, Indonesien
Indoneserne har stolte traditioner i herredouble, og Setiawan vandt senest OL i 2008 med Markis Kido. Denne gang kiksede verdensmestrene, da de led nederlag til både Endo/Hayakawa og Hong/Chai i pulje D. - Polsk puljevinder i mixeddouble
Polens Robert Mateusiak er OL-turneringens ældste spiller med sine 40 år. Sammen med Nadiezda Zieba var de i dødspulje B i mixeddouble, hvor Chris/Fischer også befandt sig. Danskerne sluttede sidst, mens polakkerne sensationelt vandt puljen og spillede kvartfinale søndag, som de tabte. - Russisk mirakel
For 3,5 måned siden blev All England-vinderne fra Rusland, Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov, sat ud af spillet med en sprunget akillessene til sidstnævnte. På vanvittig vis står russerne nu ved OL i Rio, og de vandt alle kampe i pulje A over blandt andre verdensetterne Lee/Yoo fra Korea. - Saina Nehwal sendt ud af ukrainer
Verdensranglistens nummer 61, Maria Ulitina, sendte chokbølger igennem Riocentro, da hun i pulje G ekspederede den indiske yndling og OL-bronzevinder Saina Nehwal ud i to tætte sæt. Saina beklagede sig efterfølgende over, at en inflammation i knæet havde hæmmet hendes bevægelse. - Exit Boe/Mogensen
De forsvarende OL-sølvvindere, Carsten Mogensen og Mathias Boe, var trods et tumultarisk halvår klare favoritter til at gå videre fra pulje C. Men først et ærgerligt sættab til englænderne Ellis/Langridge og senere et klart nederlag til Kim/Kim fra Korea kostede herredouble-veteranerne et uventet exit.