Denmark Open: 74 minutters brag mellem Viktor og Chen Long

Loading

13:06 var de fleste pladser i Odense Idrætshal besat; Viktor Axelsen gik på banen mod Chen Long i semifinalen ved Denmark Open. De to har mødt hinanden fem gange før, og det er den kinesiske verdensetter og verdensmester, der har haft overtaget. 5-0 står den i hans favør.

Men selv om Chen Long er så god, som han er, har Viktor ikke været helt uden chancer tidligere. Således har de to gange været i tre sæt, og ved VM i Jakarta i august måned vandt Chen Long så tæt som 21-18 30-29.

Gang i den fra start
Danskeren gik uimponeret til værks ved dagens kamp. Med det spil han har vist de sidste to dage, havde han også kun grund til at tro på sig selv – han har fejet sine sidste to modstandere, Son Wan Ho og Lin Dan, af banen.

Chen Long, som spiller med armen tapet op, gik måske også på banen med en smule mere respekt for Viktor efter det flotte resultat fra danskeren i går. Han fik i hvert fald ikke lov til at styre spillet, og de to kompetanter lagde ud i højt tempo, hvor de fulgtes ad fra start.

Hen mod opholdet ved 11 fik Viktor momentum, og på en fræk krydsdrop, der fuldstændig snød Chen Long, gik danskeren til pauseføring på 11-7. Han bragte sig videre op på et sekspointsforspring, og derfra var der ingen slinger i valsen i resten af sættet, som gik til danskeren med 21-15 til stor jubel for tilskuerne i hallen.

Spændingen intakt i andet sæt
Andet sæt fortsatte i nogenlunde samme stil som første. De to spillere fulgtes ad i starten og var mere lige end første, og trods enkelte skæverter ud af banen virkede Viktor stadig til at spilstyrende.

I sidste halvdel af sættet kom Chen Long dog ovenpå. Fem points i streg til danskeren blev erstattet af lige så mange til kineseren, der efter flot spil bragte sig på sætbold og tog sættet 21-17.

Chen long satte trumf på
Kenneth Jonassen sagde herefter, at Viktor skulle prøve at spille mere henholdende, og starten af tredje sæt viste også en rimelig succes med dette. Igen var de to meget lige. På et frækt krydsdrop kom danskeren på 8-5 i en situation, hvor Chen Long slet ikke nåede at reagere.

En succesfuld challenge og en sprunget streng fra Chen Long bragte Viktor foran igen, og et smash ud af banen gav danskeren en pauseføring på 11-8.

Chen Long var dog ikke slået endnu og hang stadig på danskeren, og desværre set med danske briller satte kineseren sig på resten af kampen. Han vandt 11 points i træk, og selv om Viktor aldrig gav op og fik hentet lidt ind på den kinesiske verdensmester, kunne han ikke forhindre Chen Long i at vinde tredje sæt med 21-16.

Der skal dog lyde stor ros til Viktor for at have spillet en flot, flot kamp. Endnu engang pressede han verdens nummer et, og det er kun et spørgsmål om tid, før han slår Chen Long.

Læs også

Badminton i verdensklasse i Brøndby Hallen!

I går var vi 12-14 tilskuere, der helt gratis så verdensklasse badminton på tæt hold. …

En kommentar