EM for klubhold: Franskmændene vinder første kampe stort

Loading

Begge franske hold gjorde rent bord ved European Club Championships i dag 

De to franske klubhold Issy Les Moulineaux BC 92 og BC Chambly Oise lagde i dag begge ud med en 5-0-sejr til det europæiske mesterskab for hold. Det måtte portugisiske ACD Che Lagoense og tjekkiske BK 1973 Deltacar Benatky lide under.

Ingen af holdene nåede for alvor at udfordre de franske hold; Bjorn Seguin fra Issy Les Moulineaux var således den eneste franske spiller, der gav et sæt fra sig. Det er et godt fransk udgangspunkt, hvis holdene skal forsøge at drille det EM-forsvarende russiske hold, Primorye Vladivostok.

Flere hold vandt overlegent
De to franske hold var dog ikke de eneste, der viste sig fra sin stærke side. De deltagende hold fra Holland, Spanien og Rusland vandt således også 5-0 over deres modstandere. Rusland er i år forsvarende mestre, og har vundet turneringen de sidste 4 år i træk.

Frankrig er det eneste land med to hold i turneringen, og særligt det franske ligavinder-hold, Chambly Oise, vil gerne have fingre i en sejr i år. De blev i 2014 nummer 2 i turneringen, mens årets andet franske deltagerhold vandt turneringen i 2006.

I morgen vil det blive klart, hvilke hold der ryger videre til kvartfinalerne, når holdene skal spille de sidste puljekampe. Turneringen fortsætter indtil søndag, hvor der kåres en vinder.

Se kampprogrammet via linket herunder

European Club Championships program