BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Vi bruger dét, misbruger dét og refererer til dét i et flæng – talentbegrebet kommer ofte på læberne, når der tales om dygtige unge spillere, men er det i virkeligheden så enkelt, at nogle er udstyret med dette særlige talent, der medfører store sejre og utallige triumfer? Eller er der måske i lige så høj grad tale om et bekvemt begreb, der kan bruges/misbruges til at forklare de gode såvel som de mindre gode præstationer?
Jeg tror, at vi skal passe på med at udråbe de dygtige ungdomsspillere som kæmpe store talenter, men i stedet rette fokus mod den indsat og investeringsvillighed, der ligger til grund for deres opnåede niveau. Lad os slå det fast med det samme – ingen kommer sovende til toppen! Det er dog klart, at der er nogle unge, der står med bedre forudsætninger end andre pga. bl.a. omfanget af motorisk stimulering, tilgængeligheden af træningsfaciliteter/kvalificeret træning og DNA. Der er utvivlsomt en række unge, der påbegynder deres “badmintonkarriere” med et tilpas ringe udgangspunkt, at de uanset indsats og investeringsvillighed, kun i drømmene, vil opnå de store toppræstationer. Når det så er sagt, så kan grundfundamentet kun “bære” et lille stykke ad vejen – i takt med at alderen stiger, øges konkurrencen og dermed også kravet om en målrettet og stor træningsindsats.
Når talentbegrebet tages i brug som en statisk, næsten upåvirkelig, størrelse, er der en risiko for, at vi fjerner fokus fra nogle af de essentielle grundsten, der er afgørende for en toppræstation. De unge udøvere (og måske især også deres forældre) overser, til tider, det forenklede regnestykke, hvori der er en vis sammenhæng mellem træningsvolumen, træningskvalitet og præstation. Utallige gange har jeg hørt og talt med unge spilleres forældre, der “blindt” trækker træningskvalitet- og volumen ud af ligningen, når de anskuer, hvorfor deres barn taber/er dårligere end modstanderen.
Jeg vil gerne “slå et slag” for, at vi i højere omfang anerkender den prioritering og indsats der ligger bag “talentet”. Historien om “talentet”, der uden indsats og anstrengelse opnår det ene topresultat efter det andet, bør skydes ned en gang for alle! JA – jeg har også oplevet gode spillere der træner jammerligt ringe, men hvorfor forbliver nogle af dem så i den bedre ende? Svaret er ofte simpelt – de har, i størstedelen af tilfældene, en langt større ugentlig træningsmængde der kan kompensere for et mere begrænset træningsudbytte. Der henvises i flere kilder til, at det kræver 10.000 timers træning, at opnå succes på topplan. Hvorvidt de 10.000 timer er retvisende, er for så vidt underordnet – budskabet er klart og tydeligt: “Det kræver en stor og målrettet træningsmængde at nå til tops!”.
Skal vi for alvor give udviklingen et “boost”, bør vi åbent anerkende, at du ikke bliver rigtig rigtig god, hvis ikke du er villig til at tilrettelægge din hverdag, så der er plads til en tilstrækkelig stor og kvalificeret træningsvolumen. Så længe der er spillere der er villige til at ofre alt for at nå til tops – ja, så vil konkurrencen og kravet til udøveren være enormt. Et forenklet talentbegreb er derfor af mere sekundær betydning og bør som minimum inkludere indholdsområder som træningsvillighed, evnen til proaktivt at arbejde med egen udvikling, samt dét at kunne strukturere hverdagen, for at det for alvor giver mening, at inkludere begrebet, når vi taler udvikling og toppræstationer.
Website: www.top-performance.dk
Alle Emil Staacks blogindlæg på BadmintonBladet:
